Længst nede på Fuerteventuras solrige sydspids finder du Jandia. Strandene her er ualmindeligt smukke, og ikke mindst på grund af dem er størstedelen af halvøen blevet erklæret for naturpark.
Højt oppe fra en af bjergvejene får man hist og her et glimt af sandrevlerne, der lyser hvide i solen og står i skarp kontrast til det azurblå hav, mens udsigten er så imponerende, at det giver et sug i maven. Det bedste stykke af den lange strand hedder Playa Esmeralda, Smaragdstranden, og den regnes for en af verdens bedste. Her har du solen, vinden og havet næsten for dig selv, og uvilkårligt glemmes alt om både tid og sted.
Læs mere om Jandia
Skjul tekst
Livlig strandpromenade
Helt ude ved kysten, på ”hælen” af Fuerteventura, ligger ferieområdet Jandia, der har samme navn som selve halvøen. Det er et moderne, velorganiseret område med forretninger, barer og restauranter, og her kan Spies blandt andet tilbyde de lækre, velkendte Riu-hoteller. Jandia ligger bare et stenkast fra den lokale strand og en kilometerlang strandpromenade af nyere dato, som har en livlig aktivitet fra morgen til aften. Her løbetrænes der flittigt, mens andre står på rulleskøjter, cykler eller slentrer en tur i den rene, friske luft fra havet.
Afslappet aftenhygge
Når man er på ferie, gælder det om at tage afslappet på madlavningen, og så er det rart, at Jandia byder på en stribe restauranter og caféer. Flere af dem ligger direkte på stranden med udsigt til det vidtstrakte hav og med mulighed for at nyde en spansk frokost med tæerne begravet i sandet. I behagelig gåafstand fra Jandia finder du også Morro Jable - oprindeligt et lille fiskerleje, men selv om byen har udviklet sig siden, er stemningen stadig hyggelig og typisk kanarisk. Her ligger restauranter ud til vandet og egner sig til tilbagelænet aftenhygge.
Kør ud i det blå
Vi kan varmt anbefale, at du lejer en bil i ferien, for Fuerteventura har så meget at byde på. Sæt i første omgang kurs mod øens indre, hvor naturen er stor og dramatisk, og hvor de gamle vulkaner, forvitrede bjergsider og frodige dale gemmer på pittoreske landsbyer. På bare tre-fire timer kan du nå at komme langt omkring, og det er nemt at finde vej rundt på Fuerteventura. Hør nærmere hos din rejsekonsulent, hvordan du nemmest og mest fordelagtigt lejer bil hjemmefra.