En ferieø med mange stamgæster, et hyggeligt byliv og strande, der siges at være Grækenlands bedste.
Skiathos er en af Grækenlands mest komplette ferieøer med alt, hvad du kan ønske dig - og lidt til - af restauranter, aktiviteter, forlystelser og shopping. For ikke at tale om strandene: Der findes 60 i alt, og de er alle meget forskellige fra afsidesliggende bugter til langstrakte sandstrande. Skithos er også et godt udgangspunkt, hvis du tage på øhop med hurtigbåd eller færge til for eksempel Alonissos og Skopelos.
Læs mere om Skiathos
Skjul tekst
Hoteller tæt på stranden
De fleste af vores hoteller ligger i nærheden af Megali Ammos-stranden, lidt uden for Skiathos by. Her bor du i fredelige omgivelser og kommer nemt ind til byens restauranter, barer og butikker. Udbuddet er stort, og du finder alt fra græske taverner til italienske, spanske, thailandske og internationale restauranter. Vil du videre efter en god middag, er det bare at vælge og vrage – aftenlivet i Skiathos by skuffer ingen!
Masser af stemning
Skiathos by er øens eneste ”rigtige” by. Næsten alle huse er hvidkalkede med røde tegltage, og fra den gamle bydel, hvor balkoner og terrasser dækkes af hvid gardenia og rød geranium, fører kringlede gader ned til hyggelige taverner, hvor maden er græsk og udsigten til havnen formidabel. Hovedgaden Papadiamantis munder ud ved havnen. Her kan du enten slå sig ned på en af restauranterne eller fortsætte ud på Boúrtzi-halvøen med ruiner af en venetiansk fæstningsmur. Nyd udsigten over byen og havet med en græsk kaffe fra halvøens lille café. Senere folder nattelivet sig ud med diskoteker og barer.
Udforsk Skiathos
Skiathos er en del af øgruppen Sporaderne. Som navnet antyder, har naturen spredt øerne i havet ud for den græske østkyst med en gavmild hånd. De nordlige Sporader er en bjergrig øverden med tætte pinjeskove, hyggelige landsbyer, suveræne strande og det klareste badevand. Tættest på fastlandet ligger Skiathos, der siges at have Grækenlands bedste strande, og da der er rigeligt af dem, skulle det være muligt at finde sin helt egen plet! Øen er også meget naturskøn og har en rig historie med bygninger og klostre helt tilbage fra 1700-tallet. Lej en bil og udforsk øen i dit eget tempo eller tag med på en af vores udflugter.
Kastro
På øens nordligste spids ligger den befæstede middelalderby Kastro, hvor man engang søgte tilflugt fra krigeriske sørøverbander. Dengang var der kun adgang til byen via en vindebro, men den er nu erstattet af trapper. Kig ind i den lille kirke med fresker og ikoner. Du kan køre næsten hele vejen til Kastro, men turen til fods er også dejlig og tager ca. 3 timer. Skiathos byder i det hele taget på gode muligheder for udflugter til fods eller i bil gennem frodige dalstrøg og ad skyggefulde veje, der om foråret dufter af blomster og vilde orkidéer.