Pkt. 5 - Rejsebureauets pligter og ansvar efter afrejse

Rejsebureauet er forpligtet til at gennemføre rejsen i overensstemmelse med rejsekataloget og rejseaftalen. Bureauets forpligtelse gælder alle ydelser, som indgår i aftalen, også dem som leveres af andre end rejsebureauet. Oplysninger i folderen og på hjemmesiden er bindende for rejsebureauet. Rejsebureauet kan dog ændre oplysningerne på hjemmesiden og i folderen, inden rejseaftalen indgås, såfremt kunden inden rejseaftalens indgåelse tydeligt informeres om ændringerne.

Såfremt der mellem rejsebureauet og den rejsende er truffet særlige aftaler, som afviger fra de i kataloget anførte vilkår, er disse kun gyldige i det omfang, de er påført rejsebeviset eller på anden måde klart kan dokumenteres.

Der foreligger en mangel ved rejsen, hvis den rejsende ikke modtager de ydelser, som gennem rejsekataloget, annoncer eller særlige aftaler med rejsebureauet er angivet på rejsebeviset, eller ydelserne er af ringere kvalitet end det aftalte eller tilsikrede.

Uregelmæssigheder, som almindeligvis må betegnes som bagatelagtige, anses dog ikke som mangler. Det bemærkes, at rejsebureauet har ret til at aflyse programførte udflugter uden at ifalde ansvar, såfremt der ikke opnås tilstrækkelig tilslutning til disse.

Det anses heller ikke for en mangel ved rejsen, at vejr- og temperaturforhold på bestemmelsesstedet afviger fra det sædvanlige, ligesom forhold, som i det væsentlige skyldes den rejsendes egen forsømmelse, ikke betragtes som en mangel ved rejsen.

Er rejsen mangelfuld, har rejsebureauet ret og pligt til at søge en påberåbt mangel afhjulpet hurtigst muligt, med mindre dette vil påføre rejsebureauet uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe. Kan afhjælpning ikke kræves, jvf. ovenfor, eller afhjælper rejsebureauet ikke manglen inden rimelig tid, har den rejsende krav på forholdsmæssigt afslag i rejsens pris.

Tilbyder rejsebureauet at afhjælpe en mangel, kan den rejsende ikke kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, såfremt afhjælpningen sker inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for den rejsende.

Kan en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres, eller er pakkerejsen i øvrigt behæftet med mangler, som medfører, at det skriftlige aftalte formål med pakkerejsen er væsentlig forfejlet, kan gæsten hæve aftalen. Gæsten skal i så fald umiddelbart efter underrette rejsebureauets repræsentant på stedet herom. Hæver den rejsende aftalen, skal rejsebureauet tilbagebetale samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Der kan dog tilkomme rejsebureauet en godtgørelse, som svarer til den værdi, pakkerejsen må antages at have haft for den rejsende.

Hæver den rejsende aftalen, har den rejsende endvidere krav på uden udgift at blive transporteret tilbage til afrejsestedet med det aftalte transportmiddel til det aftalte tidspunkt.

Lider den rejsende af økonomisk tab som følge af, at pakkerejsen er mangelfuld, har den rejsende krav på erstatning fra rejsebureauet, med mindre manglen skyldes en uvedkommende tredjemand og ikke med passende omhyggelighed kunne være forudset ved aftalens indgåelse eller være undgået af rejsebureauet eller nogen, rejsebureauet er ansvarlig for.

Rejsebureauet er heller ikke ansvarlig, såfremt aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende omstændigheder, som rejsebureauet eller nogen, rejsebureauet er ansvarlig for, ikke med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller have undgået eller afbødet (force majeure).

Erstatning for personskade og for skade på bagage er begrænset i overensstemmelse med reglerne i internationale konventioner. For flytransport henvises til afsnittet om luftfartsselskabets ansvar.

Alle ankomsttider, der er angivet i brochuren, kataloget, her på hjemmesiden eller rejsebeviset m.v., skal betragtes som forventede. Rejsebureauet kan ikke gøres ansvarlig for tab, som skyldes mindre afvigelser i forhold til de oplyste ankomsttider.

Rejsebureauet yder ingen kompensation for ulempe grundet forsyningssvigt på hoteller, herunder midlertidige afbrydelser af f.eks. varmt vand, varme og aircondition. Der ydes heller ikke erstatning, hvis swimmingpools og lign. faciliteter midlertidigt er ude af brug på grund af nødvendige reparationer eller vedligeholdelsesarbejder. Endelig fraskriver rejsebureauet sig ethvert ansvar for oplysninger, som findes i hotellernes egne brochurer og på hotellernes hjemmesider.

Den rejsende er selv ansvarlig for medbragte værdigenstande og penge samt opbevaring af disse under ferien. Rejsebureauet er ikke ansvarlig for værdigenstande, som bortkommer fra hotellets deponeringsbokse eller lign.