Her kan en bytur byde på både historie, kultur, Sachertorte, middelalderlige kvarterer og shopping. Velkommen til Wien!
Måske er det de marengsagtige habsburgske paladser eller ekkoet fra de store komponister Mozart, Brahms og Bach? Faktum er, at Wien føles lidt som en romantisk film med violinmusik i baggrunden. Monumenter, historiske pladser og verdensberømte caféer – alt ligger inden for et lille område og kan nås til fods.
Læs mere om Wien
Skjul tekst
Kunst i lange baner
Du finder museer og gallerier med alt fra klassisk til eksperimental kunst, anekdoter og mindesmærker om Freud, Klimt, Mahler og Schönberg, kunstfærdige kager og tærter samt åbne markeder, hvor boderne bugner af pølser, oste og sirligt opstillede eksotiske frugter. Og meget, meget mere. Man kan roligt sige, at i Wien mødes fortid og nutid på smukkeste vis.
Små tips til Wien
Naschmarkt – Vil du dufte og smage på Wien, bør du lægge vejen forbi byens ældste marked. Adresse: Linke Wienzeile, 1060.
MuseumsQuartier – Wiens museumskvarter, der er af nyere dato, er med sine ca. en million besøgende årligt en af byens største kulturelle attraktioner. Her findes kunst, arkitektur og dans i verdensklasse, og foruden områdets smukt renoverede bygninger fra kejsertiden er der kommet to futuristiske nyskabelser til, nemlig Leopold Museum og Museum Moderner Kunst Stiftung Ludwig Wien. Adresse: Museumsplatz 1, 1070.
Billigt i operaen – I den klassiske musiks hovedstad virker det oplagt med en tur i operaen, og har du is i maven, er der penge at spare. En time før forestillingen sælges de sidste pladser nemlig til halv pris hos Volksoper. Adresse: Währinger Strasse 78.
Loppefund – På antikmarkedet kan du gøre et fund blandt kunst, antikviteter og meget andet. Åbent fredag og lørdag. Metro: Herrengasse. Besøg også Naschmarkt, der har loppemarked om lørdagen.
Museum for Musik – På det nye Haus der Musik får du chancen for at dirigere Radetzky-marchen med Wiener Philharmonikerne, gå gennem en lydskov af overraskelser, rejse gennem musikkens vidunderlige verden m.m. Adresse: Seilerstätte 30 A, 1010 Wien.
Wiens ældste værtshusbryggeri – Her brygger baron Henrik Bachofen von Echt husets egen øl, som slægten har gjort det siden Napoleonskrigen. Huset har endda stadig titlen ”Kejserligt hofbryggeri”. Adresse: Heiligenstädter Strasse 205 B, Nussdorf.
Beethovens stamcafé – Beethoven var stamgæst på Frauenhuber, der er en af Wiens ældste caféer. Her serveres himmelske kager i bløde stole. Adresse: Himmelpfortgasse.