23/8-2012:
Låner svenske fly

Låner svenske fly til rejselystne i uge 42

Spies henter nu hjælp i Sverige for at få endnu flere rejselystne danskere på ferie i skolernes efterårsferie i uge 42. Danmarks største rejsearrangør har fået mulighed for at låne en Airbus 321 fra dets svenske søsterselskab Ving. Flyet letter den 11. oktober fra Københavns Lufthavn med 211 danskere og sætter kurs mod Hurghada i Egypten, hvor Spies den 1. oktober åbner Sunwing Waterworld Resort Makadi Beach.

Op mod 75.000 danskere forventes at rejse på ferie til sol og varme i uge 42 – heraf ca. 45.000 på en charterrejse.

- Lige nu har vi solgt syv ud af 10 rejser, hvilket er 15 pct. flere end på samme tidspunkt i fjor. Vi har ca. 2.000 pladser tilbage og da vi sælger omkring 100 om dagen, kan vi hænge de røde lygter ud omkring den 15. september, fortæller direktør Jan Vendelbo fra Spies.

Top 5 listen over de mest populære rejsemål i uge 42 ser således ud:

1) Gran Canaria
2) Mallorca
3) Tyrkiet
4) Egypten
5) Kreta

Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland, flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia samt hotelselskabet Resorts & Hotels. Sidstnævnte driver hotelkæderne Sunwing Resort og Sunprime Resort. Gruppen sælger ca. 1,5 millioner rejser om året i de nordiske lande. Thomas Cook Group plc er noteret på London-børsen og har på årsbasis ca. 22,1 millioner rejsende, ca. 31.000 ansatte og en flyflåde på 93.