1/12-2011:
Spies og Coop Danmark i samarbejde
Spies og Coop Danmark i nyt samarbejde om rejser
Spies, der er Danmarks største rejsearrangør, og Coop med over 1.100 butikker landet over har indgået en omfattende samarbejdsaftale. Fra den 1. december vil de ca. en million medlemmer af FDB, som er tilmeldt fordelsprogrammet CoopPlus, kunne optjene point til deres medlemskonto, når de køber en rejse hos Spies.
- Disse point kan anvendes til indkøb blandt hele sortimentet på CoopPlus’ hjemmeside. Point gives på alle rejser i Spies’ program. Bonuspointene kommer oven i alle andre eventuelle rabatter, fortæller adm. direktør Jan Vendelbo i Spies, der ved den årlige Danish Travel Awards netop er valgt af forbrugerne som Danmarks bedste ferierejsearrangør.
Udover at give ekstra point ved køb af rejser vil Spies løbende tilbyde attraktive specialtilbud og unikke rejseoplevelser til CoopPlus’ mange deltagere.
- Jeg er rigtig glad for den nye aftale. CoopPlus er et professionelt drevet program med bred appel, som matcher vores profil og målgruppe perfekt. Samtidig ser vi store muligheder for at præsentere bredden i vores rejseprogram for endnu flere danskere. Spies har jo i mange år været kendt som Danmarks førende arrangør af sol-ferier, men de seneste år har vi sideløbende også satset på pris-billige storbyferiepakker med rutefly. Og netop dette miks tror jeg passer rigtig godt til CoopPlus-deltagerne, siger Jan Vendelbo.
Coop har i en årrække haft et godt samarbejde med rejsebranchen, og FDB-medlemmerne har længe udvist stor interesse for at udnytte de fordele, som kan opnås via medlemsprogrammet. Alligevel ser salgschef Kim Fürstling frem til det nye samarbejde med Spies:
- Som Danmarks største aktører inden for henholdsvis rejser og dagligvarer er dette samarbejde helt unikt, og det er positivt, at vi kan udnytte de store styrker, vi hver især besidder. Aftalen med Spies giver deltagere i CoopPlus adgang til langt flere rejser, end de nogensinde tidligere har haft adgang til i fordelsprogrammet. Og så tilbydes deltagerne fordele oven i de attraktive tilbud, som Spies i forvejen tilbyder. Jeg har store forventninger til samarbejdet, udtaler Kim Fürstling fra Coop Danmark A/S.
Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland, flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia samt hotelselskabet Resorts & Hotels. Sidstnævnte driver hotelkæderne Sunwing Resort og Sunprime Resort. Gruppen sælger ca. 1,5 millioner rejser om året i de nordiske lande. Thomas Cook Group plc er noteret på London-børsen og har på årsbasis ca. 22,1 millioner rejsende, ca. 31.000 ansatte og en flyflåde på 93.
Coop er Danmarks største detailhandelsvirksomhed, som driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, C og coop.dk samt datterselskaberne Fakta A/S og Irma A/S. Coop har sammen med de selvstændige brugsforeninger en årlig omsætning på ca. 50 milliarder kr. og 35.000 medarbejdere. Coop Danmark ejes af FDB, som har 1,7 millioner medlemmer.