20/10-2011:
Stadig flere på ferie i Thailand
Stadig flere på ferie i Thailand
Danskerne fortsætter med at valfarte til de populære feriesteder i Thailand. I 2010 tog ca. 150.500 danskere til ”smilets land” – ca. 5.500 flere end året før. Det var en stigning på ca. 3,8 pct.
- Phuket er fortsat den helt store magnet, men stadig flere finder vej til mere rolige områder som Khao Lak, Koh Lanta og de små øer i Andamanhavet, fortæller kommunikationschef Torben Andersen fra Spies, der flyver til Phuket fra København, Billund og Aalborg.
Selskabets eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia, får den kommende vinter 14 ugentlige afgange mellem Norden og de to lufthavne på Phuket og i Krabi. Selskabet vil transportere ca. 115.000 gæster – svarende til ca. 15 pct. af de i alt ca. 720.000 forventede Thailand-gæster fra Sverige, Norge, Danmark og Finland.
- Også fra Norge er antallet af Thailand-turister vokset, nemlig med 2,5 pct. til ca. 124.500 i 2010. ”Kun” ca. 316.000 svenskere valgte sidste år Thailand som ferieland – et fald på 10 pct., mens faldet fra Finland var på hele 15,7 pct. til ca. 131.500, fortæller Torben Andersen.
De thailandske myndigheder vil nu forsøge at få de skandinaviske turister til at holde ferie længere i landet. I stedet for kun at blive i 14 dage, skal turisterne helst blive i 4-5 uger. Blandt andet vil man lokke med kulturoplevelser i Trang-området og ”medicinsk turisme” (skønhedsoperationer, tandlæge m.m.) i Krabi og Ranong-området.
Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.
Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland, flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia samt hotelselskabet Resorts & Hotels. Sidstnævnte driver hotelkæderne Sunwing Resort og Sunprime Resort. Gruppen sælger ca. 1,5 millioner rejser om året i de nordiske lande. Thomas Cook Group plc er noteret på London-børsen og har på årsbasis ca. 22,1 millioner rejsende, ca. 31.000 ansatte og en flyflåde på 93.