Hyggelige Benalmadena er en andalusisk perle, hvor du hurtigt finder dine egne yndlingssteder.
Benalmadena ligger på kyststrækningen vest for Málaga og ca. 35 km fra det populære ferieområde, Marbella. Området er kendt for sit milde klima og fantastiske udflugtsmuligheder med noget for enhver smag. I Benalmadena Costa ligger stranden, de fleste hoteller og den livlige marina. Her findes også en fin strandpromenade med caféer, barer og masser af restauranter, hvor du spiser godt fra både det andalusiske og det internationale køkken. Om sommeren tilbringes dagene på stranden, som består af groft sand, eller med vandsport af forskellig slags.
Læs mere om Benalmadena
Skjul tekst
Maleriske omgivelser
Ikke langt fra Benalmadena Costa finder du Benalmadena Pueblo, en karakteristisk andalusisk by med hvidkalkede huse og levn fra maurerne og romerne. Byen ligger i naturskønne omgivelser og indbyder til stille strejftog, smukke udsigter og lange eftermiddage på en af de lokale caféer, mens du nyder en iskold San Miguel og lokale specialiteter. Den sidste del af Benalmadena hedder Arroyo de la Miel, som er en lidt større bydel med et godt udvalg af restauranter og shopping.
Ud i det blå
Benalmadena er et glimrende udgangspunkt for ture ud i det blå. Der kører busser langs hele Costa del Sol, men vi anbefaler varmt, at du lejer en bil, hvis du vil på lidt længere udflugter. Besøg for eksempel Torremolinos, Málaga og Marbella. Benalmadena har som sagt noget for enhver. Når du kommer hjem fra en lang dag i solen, åbner restauranter, caféer og barer. Du kan også afslutte dagen nede ved havnen, Puerto Marina, hvor lysene tændes i restauranter, barer og butikker.