Se hoteller (0)

Rejser til Saranda

Spies tilbyder ikke charterrejser til Saranda sommeren 2024.
Saranda strækker sig langs med en bugt og ligger en kort bådtur fra Korfu. Byen er ikke så stor, men har alligevel meget at byde på: gode strande, en indbydende strandpromenade og spændende restauranter. Derudover kan du få et indblik i et land og en kultur, som ikke mange kender til.

Strandpromenaden i Saranda

Det meste, der sker i Saranda, sker langs den kilometerlange strandpromenade. På den ene side ligger strandene, hvor mange tilbringer dagene, og på den anden side ligger restauranterne og barerne som perler på en snor. Strandpromenaden er populær blandt både feriegæster og lokalbefolkning - her mødes man med sine venner, jogger en tur eller nyder en god middag med udsigt over havet, hvor man kan se færgen til Korfu lette anker eller en eksklusiv yacht styre ind mod marinaen. Hvis man er her på det rigtigt tidspunkt, kan man også nyde synet af solnedgangen.

Spis godt i Saranda

Friskfanget fisk og skaldyr dominerer på menukortene i Saranda og vil gøre din rejse til en gastonomisk oplevelse. Med sin beliggenhed mellem Grækenland og Italien har Albanien lånt det bedste fra begge landes køkkener - og du kan lige så vel bestille en perfekt grillet havbars, som du kan nyde en både velsmagende og generøs pasta frutti di mare - hvis du da ikke foretrækker en skål græsk salat med lokalt dyrkede grøntsager. Vinkortet er lige så lokalt, så her får du mulighed for at stifte bekendtskab med albansk vin, som ellers er en sjældenhed uden for landets grænser. Uanset hvad du vælger at spise eller drikke, får du valuta for pengene, eftersom priserne er lave og kvaliteten høj.

Sol og strand i Saranda

Vandet i Saranda er klart og fint, og strandene løber langs bugten og består af grus. Mange hoteller har også en egen strand, så du kan gå direkte fra dit værelse og tage en dukkert inden morgenmaden - eller nyde en svømmetur i solnedgangens skær. Får du lyst til at se noget andet, kan du tage bus eller taxi til Ksamil, som ligger 20 minutter syd for Saranda og byder på mange små sandstrande og strandrestauranter. Du kan også svømme ud til en af de små øer ud for strandene, hvor der som regel er lidt mere fredeligt.

Hoteller i Saranda

Hotellerne i Saranda er af god standard. Et eksempel er Epirus Hotel, som ligger i kort gåafstand fra centrum. Hotellet tilbyder pæne værelser og såvel restauranten som stranden ligger få skridt fra receptionen. Et andet eksempel er det familiedrevne Harmony, som ligger lidt uden for byen og hvis ejer også er kok og desuden har ry for at være den bedste i hele Saranda. Vil du bo mere luksuriøst, bør du tage et kig på Andon Lapa I Hotel, som ligger ved stranden i den nordlige ende af Saranda og byder på elegante værelser, et lækkert poolområde og en glimrende restaurant.

Oplev Albanien

Godt en times kørsel fra Saranda ligger den smukke Drinas-dal med golde bjerge og frodige sletter med græssende køer og geder, hvis mælk bliver brugt til ostefremstilling. På en bjergskråning ligger byen Gjirokastra, som er på UNESCO's Verdensarvsliste på grund af dens velbevarede ottomanske arkitektur. Her blev den kendte albanske forfatter Ismail Kadare født, og her boede den mangeårige albanske statsleder Enver Hoxha.

En af byens spændende seværdigheder er The Cold War Tunnel; et tunnelkompleks, som blev gravet ud i klippen under den gamle fæstning og som skulle fungere som beskyttelsesrum i tilfælde af krig. Gjirokastra byder altså på meget historie, men også på smukke huse og en fantastisk udsigt over Drinas-dalen fra fæstningens mure. En andet populært udflugtsmål er kildevældet Syri i Kalter, "Det blå øje", som er en lysende blå kilde med iskoldt vand beliggende længst inde i en smuk dal i bjergene.

I Albanien kan man også se mange eksempler på levn fra antikken, blandt andet rummer ruinbyen Butrint spor efter både romerne og grækerne. Butrint ligger godt 5 km fra Ksamil.

Kombinér med Korfu

Bestiller du en rejse til Saranda med Spies, flyver du til Korfu og sejler derefter til Albanien - overfarten tager under en time. Du kan også vælge at kombinere en uge i Saranda med en uge på Korfu - eller holde hele din ferie i Albanien. Transfer fra hotellet i Saranda til Korfu havn indgår i prisen, når du bestiller en kombinationsrejse.
Tips og nyttig info
  • Mad og drikke til rimelige priser
  • Lokale restauranter
  • Historie
  • Hoteller på stranden

Spies' gæster om Saranda

Find din rejse til Saranda

Vigtig information om rejser til Saranda med børn

I nedenstående tilfælde kræver de albanske myndigheder særlig dokumentation, hvis du rejser med børn under 18 år. Du kan downloade det dokument, der passer til din situation, her. Vær opmærksom på, at dokumentet kun er gyldigt, hvis det er bekræftet med et stempel af en offentlig notar (notarius publicus).

Hvis barnet rejser med kun én forælder
Hvis barnet ikke har samme efternavn som begge forældre
Hvis barnet rejser med andre voksne end forældrene, f.eks. venner, bedsteforældre eller andre familiemedlemmer.