Sardiniens hovedstad Cagliari har en af Italiens største havne og er en smuk perle på øens sydkyst. Her er nok at se og lave, og byen er rig på seværdigheder. Gå ikke glip af domkirken Santa Maria eller det romerske amfiteater. Den charmerende bydel Castello, der har rødder i Middelalderen, er bestemt også et besøg værd. Området er omgivet af en smuk gammel bymur, og fra borgen på bakken har du storslået udsigt over Cagliari. Castello er en fryd for øjet, og lokker desuden med maleriske små pladser og gode restauranter og barer. Og lad os ikke glemme alle de smalle gader, hvor man kan slentre rundt og beundre den smukke arkitektur. Dejlig stemning og hyggelige udendørsserveringer trækker også i bydelen Marina, og langs hovedgaden Via Roma er pulsen høj og shoppingmulighederne mange. Hvis varmen i byen bliver for trykkende, er der aldrig langt til den nærmeste strand. Omkring Cagliari er der masser af smukke små strande, som er perfekte til en dagstur eller en forfriskende dukkert.