Smukke Puerto Rico byder på lange paradisstrande, betagende vuer, pulserende storbyliv, frodig regnskov og kulinariske oplevelser. Det er svært ikke at forelske sig i denne fascinerende ø - har man én gang besøgt Puerto Rico, vil man altid drømme om at vende tilbage. Krydstogtskibene anløber den historisk interessante hovedstad San Juan, som er en dynamisk by, hvor gammelt møder nyt, og hvor kontrasten mellem den gamle bydel og det nye internationale finanskvarter skaber en skøn atmosfære. Her er masser af gode restauranter, og byen har også flere forlystelsesstrøg med kasinoer og barer.