Los Angeles - 'englenes by' - er stedet, hvor drømme bliver til virkelighed, og kulturel mangfoldighed blandes med et rigt forlystelsesliv og kantes af glamourøse strande. Los Angeles byder på alt fra verdensberømte, ikoniske områder som Hollywood, Santa Monica, Melrose Avenue, Beverly Hills, Venice Beach og Sunset Strip til spektakulære aktiviteter og oplevelser i ægte showbiz-ånd. Den pulserende by er allermest kendt for sin verdensberømte film- og underholdningsindustri, og langs Hollywood Boulevard er fortorvene derfor dekoreret med stjerner og navne på kendte, som er blevet hædret for deres bidrag til underholdningsindustrien. Byen har også en række forlystelses- og temaparker, ligesom du kan vandre i bjergene oven for byen, prøve et utal af restauranter og barer og shoppe i det enorme udbud af butikker. Kunne du tænke dig en dag ved havet, byder Los Angeles desuden på flere strande med gode faciliteter. De fleste krydstogtskibe lægger til og sejler fra havnen i Long Beach.