Hyggelige Taranto byder på smukke udsigter, flot natur, charmerende gader, spændende seværdigheder og god, italiensk mad. Taranto er en moderne italiensk kystby, der stadig holder fast i historiske traditioner. Taranto var en gang en spartansk koloni, men er i dag et vigtigt knudepunkt for søfart og det italienske marinekorps, som hyldes på broen mellem den nye og den gamle bydel. Her finder man også sømandsmonumentet Monumento al Marinaio, der står flot placeret lige ud til havet. I hjertet af den gamle by ligger domkirken Cattedrale di San Cataldo fra 1100-tallet, som bestemt er et besøg værd. Hvis du er interesseret i flere historiske steder, kan vi anbefale at besøge renæssanceborgen Castello Aragonese, der blev bygget af Kong Ferdinand af Aragonien i 1500-tallet. I 1800-tallet blev borgen brugt som fængsel, inden den blev overtaget af den italienske flåde, og i dag er den en af de mest populære turistattraktioner. Omtrent en time udenfor byen ligger en af verdens ældste bosættelser, Matera, der er på Unescos verdensarvsliste. Her kan du betragte de fascinerende boliger, der er hugget ind i kalkstensklipperne, og tage på en rejse tilbage i tiden. Hvis du vil prøve det italienske køkken, er der mange familieejede restauranter, hvor menuen domineres af fisk og skaldyr. I de hyggelige små gader er der også mulighed for at købe en souvenir eller to. Hvis du har lyst til mere shopping, ligger der et par mindre shoppingcentre inde i byen. Udover smuk arkitektur, hyggelige restauranter og fine promenadestrøg langs havet byder Taranto på fine små strande med krystalklart vand lige uden for centrum.