I Soudabugten på Kretas nordvestlige kyst, finder du nogle af øens bedste strande og mange små feriebyer, som f.eks. Platanias, Agia Marina, Gerani og Maleme. Her finder du også den hyggelige by Chania, hvis velbevarede gamle bydel med smalle gader og charmerende torve er et populært sted blandt de besøgende. Byen kan prale af mange gamle bygninger, og den smukke venetianske havn skuffer aldrig. Her samles unge og gamle, og der er altid trængsel og travlhed fra morgen til aften. Den farverige silhuet er særligt smuk i aftenlyset, og det er også på dette tidspunkt, at de mange udendørs tavernaer fyldes til randen med sultne gæster, der nyder omgivelserne og det rige folkeliv. Et must på dit besøg i Chania er også torvehallen, som ligger centralt i byen. Nyd alle de smukke farver og indånd duften af friske krydderurter, blomster, frugt og grønt. Omkring markedet er der også mange butikker og boder, hvor du kan købe alt fra lædervarer og smykker til tøj og sko.