Se hoteller (6)

Costa Meloneras er det helt rigtige rejsemål for dig, der vil holde ferie på et luksushotel, spadsere langs en elegant strandpromenade og bo tæt på en skøn strand.

Costa Meloneras er et relativt nyt og meget indbydende rejsemål lige vest for Maspalomas. Inden for kort tid er der blevet bygget en række fine hoteller, et stort shoppingcenter og adskillige gode restauranter, caféer og barer. Alt er i absolut topklasse. Costa Meloneras er stedet for det kræsne publikum, der søger luksushoteller, en elegant strandpromenade og en skøn strand.

Luksus i Meloneras

Rejser du med Spies' komfortable charterfly til Meloneras, kan du vælge mellem et halvt dusin førsteklasseshoteller i bekvem afstand til stranden. Flere af dem tilbyder en veludstyret spa, opvarmet pool og et indbydende udvalg af restauranter. Det er ikke så underligt, at hotellerne får så gode bedømmelser af vores gæster.

Skønne dage på Melonerastranden

Stranden i Meloneras er ikke så stor, ca. 600 meter lang og temmelig smal. Men ikke langt herfra ligger Maspalomas med kilometervis af fin sandstrand, der strækker sig hele vejen til Playa del Inglés. Enten breder du dit strandhåndklæde ud mellem de gyldne klitter, i ly for vinden, eller også tager du til den velorganiserede strand ved fyrtårnet, hvor der er liggestole, parasoller, vandsport og restauranter. Det er også meget populært at spadsere langs vandet morgen, middag eller aften.

Spis godt i Costa Meloneras

Bag strandpromenaden og hotellerne i Costa Meloneras ligger shoppingcentret Varadero. Her er der flere butikker og et stort udvalg af hyggelige restauranter og barer, og der er også en række udmærkede restauranter og barer langs strandpromenaden. Her kan du nyde en god middag eller blot en café con leche, mens du sidder og kigger ud over havet. Ønsker du et større udvalg, tager det ikke mere end ca. 10 minutter i bus eller taxi at komme til Playa del Inglés. Her finder du alt, hvad du kan ønske dig af restauranter, forlystelser og natteliv.

Tips og nyttig info
  • Lang strandpromenade
  • Gode restauranter
  • Fine sandstrande
  • Luksushoteller
  • Meget tilfredse gæster
  • Hoteller med spaafdeling
Filtrér og søg rejse

Spies' gæster om Costa Meloneras

Mad & Drikke
4,7
Shopping
4,3
Sport/adventure
3,7
Vejr og klima
  • januar
21°16°
5
Solskinstimer pr. dag
18°
Vandtemperatur
26
Regnfri dage
  • februar
21°16°
6
Solskinstimer pr. dag
18°
Vandtemperatur
23
Regnfri dage
  • marts
22°16°
7
Solskinstimer pr. dag
18°
Vandtemperatur
26
Regnfri dage
  • april
22°17°
8
Solskinstimer pr. dag
18°
Vandtemperatur
26
Regnfri dage
  • maj
23°18°
9
Solskinstimer pr. dag
19°
Vandtemperatur
28
Regnfri dage
  • juni
24°19°
10
Solskinstimer pr. dag
20°
Vandtemperatur
28
Regnfri dage
  • juli
25°21°
10
Solskinstimer pr. dag
22°
Vandtemperatur
30
Regnfri dage
  • august
26°22°
10
Solskinstimer pr. dag
23°
Vandtemperatur
30
Regnfri dage
  • september
26°22°
8
Solskinstimer pr. dag
22°
Vandtemperatur
27
Regnfri dage
  • oktober
26°21°
6
Solskinstimer pr. dag
21°
Vandtemperatur
26
Regnfri dage
  • november
24°18°
5
Solskinstimer pr. dag
21°
Vandtemperatur
25
Regnfri dage
  • december
22°17°
5
Solskinstimer pr. dag
19°
Vandtemperatur
25
Regnfri dage
Strand
Stranden i Meloneras er ca. 300/600 meter lang, ganske smal og en smule stenet nede ved vandet. Langs stranden ligger en strandpromenade, hvor du kan nyde en middag eller en café con leche, mens du kigger ud over havet. Man kan leje liggestole og parasoller ved stranden.

Maspalomasstranden

Stranden begynder ved fyret i Maspalomas og strækker sig ca. fem kilometer til Playa del Inglés. Visse steder er stranden ca. 100 meter bred med finkornet sand. Oven for stranden ligger de berømte gyldne klitter, hvor du kan brede dit håndklæde ud og ligge i læ for vinden. Du kan også tage ned til den velorganiserede forstrand ved fyrtårnet, hvor der er liggestole, parasoller, vandsport og restauranter. Det er også meget populært at spadsere langs vandet. Mellem strandene i Meloneras og Maspalomas er der en strandpromenade. Her bør du ikke bade, da stranden har klipper, og bunden er fyldt med sten. Nogle gange kan man se surfere fra strandpromenaden.

Sol og strand på Gran Canaria

Alle badestrande i Spanien er offentlige, så du har rig mulighed for at finde din helt egen favoritstrand. Ud over strandene på dit rejsemål er der mange flere, du kan besøge i løbet af ferien. På de fleste strande kan du leje liggestole og parasoller.
Fly og transfer

Flyvetid

Ca. 5 timer.

Afrejse

Spies tilbyder charterrejser til Costa Meloneras hele året.

Du kan desuden rejse til Costa Meloneras hele året med rutefly og valgfri rejselængde.

Flyet lander i Gando Lufthavn uden for Las Palmas.
Med Spies' transfer kommer du nemt og sikkert til dit hotel i Costa Meloneras. Transfer mellem lufthavn og hotel indgår ikke, men kan tilkøbes sammen med rejsen. Køretiden fra Las Palmas Lufthavn til dit hotel er cirka 1-2 timer (ca. 35 km), afhængigt af trafik og antal hotelstop.

Læs mere om transfer.

Hvis du har bestilt en pakkerejse med rutefly, kan du i de fleste tilfælde bestille transfer til dit hotel. Du finder al information om bestilt transfer på din billet. Prisen for transfer varierer afhængigt af transportmiddel og afstand til hotellet. Den nøjagtige pris oplyses ved bestilling.
Mad, drikke og natteliv
I Costa Meloneras er der et stort udvalg af restauranter, caféer og barer med både lokale og internationale retter på menuen. De bedste restauranter finder du langs strandpromenaden i Meloneras. I shoppingcentret Varadero er der også et mindre udvalg af gode restauranter.

Mad og drikke på Gran Canaria

Retter fra det ægte kanariske køkken findes på de fleste menukort. Her finder du et stort udvalg af retter med indslag fra både De Kanariske Øer og det øvrige Spanien. Det kan være dagens fisk, som serveres helt enkelt med hvidløg, kogte kartofler og grøntsager. Mange steder kan du også smage lækre tapasretter, som ofte står blandt forretterne på menuen. Gør som de lokale: bestil flere forskellige tapasretter og del dem imellem jer, så alle kan smage de forskellige retter på bordet. Langs hele kysten og også længere inde på øen er det almindeligt med menukort på flere sprog, men nogle tjenere taler kun spansk, så der er rig mulighed for at øve de spanske gloser. Måltidet afsluttes ofte med, at du får serveret et lille glas med den kanariske specialitet Ron Miel (honningrom), og den indgår oftest i prisen.

Eksempler på kanariske specialiteter

Papas arrugadas – kartofler med skræl, som er kogt i vand med masser af salt. Derved trækkes en del af væsken ud af kartoflen, og resultatet er en kartoffel med en fin, "rynket" og salt overflade. Den serveres ofte med Mojo Rojo - en sauce med bl.a. peberfrugt, chili og olie.

Tapas

Tapas og Spanien hører sammen. Det startede som en gratis skive skinke oven på drinken og har nu udviklet sig til at bestå af små snacks af alt muligt. Spanierne spiser selv tapas som forret, men man kan sammensætte et helt måltid ved at bestille flere forskellige. Der findes masser af forskellige tapas at vælge mellem, lige fra oliven og minipickles til forskellige typer af marineret fisk og skaldyr. En god måde at smage tapas på er at bestille 'un variado'. Så får du en lidt større tallerken med lidt af hvert på.

Drikkevarer

Vindyrkningen på Gran Canaria er næsten lige så gammel som spaniernes tilstedeværelse på øen, dvs. 500-600 år. Allerede i 1600-tallet begyndte man at eksportere vin til England, og den kanariske Malvoisir-vin blev snart meget populær i store dele af Europa. I dag har øen fået tildelt to forskellige geografiske betegnelser: AOC Monte Lentiscal og AOC Gran Canaria. De lokale vine kan være svære at finde i butikkerne, men vingårdene byder besøgende velkommen til vinsmagning og køb. Hvis du ikke kan få fat på øens egen vin, er der oftest mange andre gode spanske vine at vælge mellem.

Cava

Spansk mousserende vin hedder cava og kan sagtens konkurrere i både smag og kvalitet med den franske champagne blot til halvdelen af prisen eller mindre. De mest kendte vinhuse er Freixenet og Codorniu.

Sangria

Hvis der er én drik, som ofte forbindes med Spanien, må det være den populære sangria. Den er baseret på vin, først og fremmest rødvin, frugt og af og til lidt cognac. Serveres oftest på karaffel og kan være dejlig forfriskende uden alt for megen alkohol.

Øl

Tropical og Dorada er blandt de mest kendte ølmærker på Kanarieøerne. Tropical bliver produceret på Gran Canaria og Dorada på Tenerife. Andre spanske ølmærker, f.eks. Cristal, fås næsten overalt. Desuden finder du Carlsberg, Tuborg og Heineken på mange barer og i de fleste butikker.

Spansk kaffe

Det er meget populært at drikke kaffe i Spanien. Den spanske kaffe er stærk, og ønsker du at bestille det, der mest minder om kaffen, som de fleste drikker i Danmark, så bed om café melitta eller café filtro. En café solo er en lille kop espresso, og en café con leche er en kop stærk kaffe med varm mælk, som spanierne først og fremmest drikker til morgenmaden.

Ron Miel

En slags honningrom, som er en typisk kanarisk drik. Ron Miel serveres ofte som afslutning på et måltid.

Restauranter på Gran Canaria

Udvalget af restauranter på Gran Canaria varierer meget mellem sommer og vinter. Højsæsonen ligger om vinteren, og her er udvalget størst, mens mange restauranter lukker hele eller dele af sommeren. Spanierne selv går gerne på restaurant og tager det ikke så højtideligt, men man er altid nogenlunde pænt klædt på. Børn er meget velkomne stort set overalt. Det er langt fra usædvanligt, at børnene får mere opmærksomhed end deres forældre, og de bliver ofte budt på en slikkepind.

Nogle gange har man inkluderet et servicegebyr på regningen, andre gange ikke. Synes du, at du har fået god betjening, så læg 10 % i drikkepenge oven i det endelige beløb. Drikkepenge er en vigtig del af tjenerens løn. Når du har fået et bord, er det dit, indtil du forlader restauranten. De spanske restauranter har oftest åbent til frokost kl. 13-16 og til middag fra kl. 20.
Feststemte gæster i Costa Meloneras vil med garanti synes om nattelivet i Playa del Inglés. Her finder du en meget bred palet af restauranter, forlystelser og natteliv.

Nattelivet på Gran Canaria

Forlystelseslivet på Gran Canaria varierer mellem de forskellige rejsemål. Nogle af de mest populære steder er Kasbah i Playa de Inglés, shoppingcentret i Puerto Rico samt Las Palmas. Her myldrer det med lokale indbyggere - specielt i weekenderne.
Shopping
Bag strandpromenaden og hotellerne i Costa Meloneras ligger shoppingcentret Varadero. Her finder du både minimarkeder og mærkevarebutikker.

Shopping uden for Costa Meloneras

Uden for Maspalomas ligger shoppingcentret C.C. El Tablero. Her er et stort udbud af butikker, supermarkeder og kendte tøjmærker. I hovedstaden Las Palmas finder du flere gode shoppinggader med et stort og varieret udbud.

Shopping på Gran Canaria

Prisniveauet på Gran Canaria er generelt lidt lavere end i Danmark, da De Kanariske Øer gælder som frihandelsområde med meget lav moms. Det kan være en god ide at se lidt ekstra på sko, tasker, parfume, kosmetik, elektronik, tobak, alkohol og mærkevarer. Guld og sølv er ikke specielt billigt, men det kan betale sig at købe smykker, som kræver mange arbejdstimer, da arbejdskraften er billigere her. Perlekæder og smykker af kendte designere er betydeligt billigere end i Danmark på samme måde som mærkevareure og penne.
Aktiviteter og seværdigheder
I Costa Meloneras kan du windsurfe, spille tennis, dykke og spille golf. Golfbaner finder du i Maspalomas, Meloneras og Salobre.

Opdag Gran Canaria i lejebil

Hvis du vil se mere af Gran Canaria, skal du leje en bil. Så bestemmer du helt selv, hvornår og hvorhen du vil rejse. Måske har du hørt om en vingård i Santa Brigida, markedet i San Mateo eller en god restaurant på vejen mod Teror. Med egen transport kan du lade idéerne styre og måske tage et spontant stop langs vejen for at beundre udsigten.

Gran Canarias blomstrende alléer, vinmarker og vulkankratere

Når mandeltræerne blomstrer i februar, er vejen mod Valsequillo, Tenteniguada og San Mateo bedårende smuk. Kører du til San Mateo på en lørdag eller søndag, kan det være svært at finde en parkeringsplads, da der afholdes et stort frugt- og grøntsagsmarked, hvor du også kan købe forskellige former for håndværk. Øens mest kendte vulkankrater, Caldera de Bandama, er let at finde på vej fra San Mateo. Kør i retning mod Tafira og drej siden af mod Pico de Bandama. På vej op mod krateret ligger Spaniens ældste golfklub, Bandama Golf. Fra toppen af krateret har du en fantastisk udsigt, og i godt vejr kan du se helt til Las Palmas. Omgivelserne omkring San Mateo, Santa Brigida og Tafira er kendt for deres vinmarker og små, lokale bodegaer. De fleste vingårde ligger i området omkring Monte Lentiscal i nærheden af Santa Brigida.

Mandeltræer, badeture og fiskeri på Gran Canaria

Vejen op til den lille bjergby Fataga byder på et ugeneret naturskuespil, der er omgivet af tør, næsten ørkenlignende terræn. Men når du kommer til Fatagadalen, som også kaldes for de tusinde palmers dal, bliver du mødt af et fantastisk indbydende og grønt syn. Gør ophold her og gå en tur rundt i byen med de små frugthaver. Fortsæt siden videre op i bjergene mod Cruz de Tejeda og drej af ved skiltet i retning mod Chira, og du kommer nu til en sø, som er skabt for at holde på regnvandet til afgrøderne.... Her kan du bade, fiske og nyde den frodige og grønne natur. Du tager samme vej tilbage mod den lille by Ayacata. Her ligger enkelte huse spredt mellem mandeltræerne, som er et helt fantastisk syn under blomstringen i februar. Fortsæt mod øens midte til Cruz de Tejeda, som ligger i cirka 1.500 meters højde. I klart vejr kan du se helt til Tenerife og Teide, Spaniens højeste bjerg. Herfra kan du både køre mod øst, vest, nord eller tilbage mod syd. Før eller senere kommer du igen ned på kystvejen, som fører tilbage til dit hotel.

Vinsmagning

De kanariske vine er udmærkede, selv om de i dag er ret ukendte uden for øen. Visse vingårde byder besøgende velkommen, både til vinsmagning, køb og information.

Spa

Både i Amadores og San Agustín findes luksushotellet Gloria Palace, som har spa-anlæg med thalassoterapi. Her tilbydes tempererede havvandsbassiner, boblebade og en tropisk have, og du kan nyde alle mulige former for massage, mudderbade, algeterapi m.m. I Meloneras tilbydes en spa-oplevelse med bl.a. saltvandsbade, eukalyptus- og saltrum samt tyrkisk hamam. Man har også mulighed for at slappe af ved poolen i spa-anlægget.

Vandring

Hvis du får lyst til lidt motion i løbet af ferien, kan Gran Canaria tilbyde over 800 vandrestier. Her er masser af udmærkede stier, hvor man kan vandre på egen hånd eller følge med på arrangerede ture i grupper.

Karnevaler

Det årlige karneval er en stor folkefest på Gran Canaria. Under karnevallet der der livligt i gaderne, især ved hotellerne langs Avenida de Tirajana i Playa del Inglés. Nogle gader bliver indimellem spærret af, og der spilles som regel musik til langt ud på natten. Der afholdes desuden en årlig Pridefestival i Maspalomas/Playa del Inglés samt Maspalomas Winter Pride i perioden 5-11/11 2018. Forholdene er stort set de samme som under karnevalet.

Ingenio

Er du interesseret i kunsthåndværk, skal du tage til Ingenio. Her værner man om øens kunsthåndværkstraditioner i øens største kunsthåndværkscenter, Museo de Piedra. For at komme til Ingenio fra sydkysten skal du køre i retning mod Las Palmas og dreje fra ved GC-100 i retning mod Agüimes. Kør derefter videre mod Ingenio.

Oplevelser i Las Palmas

Las Palmas er kendt for at være den bedste shoppingby og øens kulturelle centrum. Her er diverse butikker og mærketøjsforretninger, men også museer, begivenheder og meget mere. I februar afholdes bl.a. karnevalet i Las Palmas, og i maj lægger byen scene til en storstilet operafestival. Ud over de større begivenheder kan du opleve forskellige mindre forestillinger, herunder klassiske koncerter i Santo Domingokirken, internationale musikfestivaler med blandede temaer og forestillinger i Catalinaparken.... Besøg også byteatret Perez Galdos, som afholder forskellige koncerter, teaterforestillinger og musikarrangementer eller auditoriet Alfredo Kraus, hvor du kan se operaforestillinger og klassiske koncerter med Las Palmas' eget fuldtallige filharmoniorkester. Koncerterne afholdes ofte på fredage. Vil du se mere af byen, kan du passende hoppe på en af de mange sightseeingbusser, som dagligt afgår fra forskellige holdepladser. Tag også bussen til de andre bydele eller til Las Canteras-stranden, som ligger helt inde ved byen. Du kan købe billetter i bussen eller hos din Spies-guide.

Museo Diocesano de Arte Sacro

Museet ligger i katedralen Santa Ana fra 1500-tallet. Her kan man studere skitser fra opførelsen af katedralen og kigge på religiøse skulpturer. Prøv også at gå indenfor i den fantastisk storslåede katedral og se dig omkring. Fra et af katedralens tårne kan du beundre udsigten over torvet og den gamle bydel.
Sådan kommer du omkring
Den bedste måde at opleve Gran Canaria på er ved at leje en bil. Et godt råd er at reservere bilen hjemmefra, samtidig med at du køber rejsen. Det er både billigere og nemmere, da du kan få bilen leveret direkte i lufthavnen. Det kan også være svært at få fat i en bil i højsæsonen, da mange allerede er reserveret og udlejet. Lejer du bil på rejsemålet, bør du nøje kontrollere, hvad der indgår af forsikringer. Pas på små ukendte biludlejere selv om de lokker med lave priser. Vær opmærksom på at du ikke må medbringe bilen til andre af De Kanariske Øer. Kontakt din Spies-guide for yderligere information og bestilling.
Man kan rejse til de fleste store turistbyer på øen med bus, taxi eller lejebil. Til naboøerne går der fly og færge. Kontakt os for mere information.

Sådan kommer du rundt på Gran Canaria

Der er mange muligheder for at tage rundt på egen hånd på Gran Canaria. Det lokale busnet fungerer godt, og det er forholdsvist billigt at køre i taxi.

Taxi

Taxi er et godt og pålideligt transportmiddel på Gran Canaria, specielt på kortere strækninger. Er man flere, kan det desuden være billigere end at tage bussen. Priserne er både regulerede og kontrollerede, og for en sikkerheds skyld skal der være en liste med cirkapriser for de mest almindelige strækninger i taxien. Man prajer oftest taxierne på gaden, men præcis som derhjemme kan man også ringe og bestille en taxi.

Knallert

Det er muligt at leje en knallert på Gran Canaria. Tjek at din rejseforsikring inkluderer kørsel på motorkøretøjer. Hvis den ikke gør det, bør du tegne en tillægsforsikring, inden du rejser. Og glem ikke hjelmen!

Cykel

Man kan leje cykel på Gran Canaria, men kun de mest hærdede cyklister begiver sig længere ind på øen. Øen er voldsomt kuperet, og når man ikke cykler direkte opad, så slider man i stedet bremserne helt ned, når turen begynder at gå direkte nedad. Desuden bliver her meget varmt hen ad mod frokosttid. En cykel kan derimod være en god måde at komme til de forskellige strande på den sydlige del af Gran Canaria på, eftersom afstandene kan være lidt for lange at gå. Der er flere større og mindre udlejningsfirmaer. Spørg desuden din Spies-guide om muligheden for at følge med på arrangerede cykeludflugter.

Busser

Gran Canaria har et velfungerende busnet, og i højsæsonen kører lokalbusserne i pendulfart mellem de større turistrejsemål.
Fakta

Vores service

I din ferie kan du kontakte os døgnet rundt på vores servicetelefon samt på sms og mail, hvis du vil bestille udflugter, leje bil eller måske bare have tips og gode råd. Kan vi ikke hjælpe dig på telefon eller mail, kommer vi ud til dit eller et nærliggende hotel. Rejser du med charter, møder vi dig desuden i lufthavnen og sørger for, at du kommer med den rigtige bus, hvis du har bestilt transfer.

ECPAT

Spies har siden 1999 arbejdet aktivt mod børnesexhandel sammen med organisationen ECPAT.

Pas, visum og dansk fremmedpas

Du skal altid medbringe dit pas på rejsen, uanset om du rejser inden for eller uden for EU. Inden afrejse er det vigtigt, at du selv tjekker, hvilke regler der gælder for netop dit rejsemål. Nogle lande kræver, at dit pas er gyldigt i op til 6 måneder efter hjemrejsen. Der kan også være særlige visumregler afhængigt af rejsemål, rejsens længde, eller hvis du ikke har dansk pas. Du finder information på Udenrigsministeriets hjemmeside. Vi anbefaler, at du kontakter det pågældende lands ambassade/konsulat direkte, hvis du har spørgsmål til reglerne. Vær opmærksom på, at du nægtes indrejse, hvis reglerne for passets gyldighed, dansk fremmedpas eller visum ikke overholdes.

Vaccinationer

Du har selv ansvaret for at kontrollere, om vaccinationer anbefales eller er obligatoriske. Kontakt egen læge eller læs mere på Udlandsvaccinationen og Danske Lægers Vaccinations Service.

Love og normer

Der findes nationale love, lokale regler og normer på dit rejsemål, som kan være anderledes end dem, vi har i Danmark. Det er dit eget ansvar at finde ud af, hvad der gælder i det land, du skal besøge. For at undgå ubehagelige overraskelser i ferien anbefaler vi dig at læse mere på landets ambassades hjemmeside samt undersøge Udenrigsministeriets information om udlandsrejser.

Karneval og Pridefestival

Det årlige karneval er en stor folkefest på Gran Canaria. I Las Palmas finder karnevallet sted fra 15. februar til 10. marts 2019 og i Maspalomas/Playa del Inglés fra 14. til 24. marts. Under karnevallet er der livligt i gaderne (visse spærres af), og der spilles musik til langt ud på natten. Der er ekstra livligt i området omkring hotellerne langs Avenida Tirajana i Playa del Inglés. Der arrangeres desuden Winter Pride Festival i Maspalomas fra 5. til 11. november 2018.

Valuta og kreditkort

Euro (EUR). Hæveautomater findes. Kreditkort accepteres i stor udstrækning.

Tidsforskel

Dansk -1 time.

El

220 V. Adapter er ikke nødvendig.

Sprog

I Spanien taler befolkningen først og fremmest spansk, men også catalansk og mallorcinsk i visse områder. I turistområderne taler de fleste, der arbejder i servicebranchen, desuden engelsk.

Øvrigt

Ikke handicapvenligt. Vær opmærksom på, at visse hoteller kræver kopi af kreditkort som depositum ved check-in.
Find din rejse til Costa Meloneras