I Golden Beach venter der et bredt udvalg af taverner, barer, udvalgte hoteller og smuk natur med skovklædte bjerge og dybe dale. Du skal rejse hertil, hvis du vil bo godt, koble af og nyde Grækenland.
Golden Beach på øens østkyst er en af de bedste og mest populære strande på Thassos. Den lavvandede og børnevenlige sandstrand er godt tre kilometer lang, og lidt tilbagetrukket fra kysten ligger byerne Panagia og Potamia, der byder på hyggelige tavernaer og caféer. Også langs stranden og i omgivelserne findes der restauranter og barer - udvalget er stort og priserne rimelige. Der er også flere fine vandrestier i området, hvis du har lyst til at udforske øen lidt nærmere.
Oplev Thassos
Begiv dig ud på en rundtur på Thassos - øen er virkelig værd at udforske nærmere. Kør rundt i det smukke landskab, find en øde strand eller badebugt og nyd et måltid mad på en lokal taverna. Til forskel fra mange andre steder i Grækenland er Thassos stadig forholdsvis uberørt, og du behøver ikke at køre langt for at komme væk fra hotellerne og menneskemylderet. Vi anbefaler, at du lejer en bil hjemmefra sammen med rejsen - så er du garanteret en bil til en god pris og behøver ikke at bruge tid på at finde en, når du er ankommet.