I Petrovac tilbringes dagene med svømmeture, afslapning på stranden og måske en skyggefuld frokost på strandpromenaden.
Selv om Petrovac er en lille by, rummer den alt det, man gerne vil have i ferien: en skøn strand, krystalklart vand, en skyggefuld strandpromenade og et stort udvalg af barer, caféer og restauranter. Den lille hyggelige by er omkranset af bjerge, og skuer man ud over havet, kan man se de to små klippeøer Katic og Sveta Nedelja, hvortil man kan sejle i kajak. Petrovac besøges af feriegæster fra hele Europa, ikke mindst i august, hvor man kan høre både italiensk, polsk og serbisk i byens gader. Om dagen kan der godt blive trængsel på bystranden, og mange vælger derfor at gå til en af strandene længere sydpå, hvorefter man vender tilbage til Petrovac sidst på eftermiddagen.
Petrovac, Lucice eller Buljarica?
En rejse til Petrovac giver dig flere forskellige strande at vælge imellem. Stranden i Petrovac er nærmest perfekt med sit rødlige sand og mange faciliteter, men blot ti minutter syd for byen ligger Lucice-stranden i en smuk lille bugt, og går man endnu et stykke vej, kommer man til den flere kilometer lange strand Buljarica. Uanset hvilken strand du vælger, kan du blive og nyde solen og havet, så længe du vil. Og på alle strande findes brusere og et godt udbud af barer og skyggefulde restauranter, så du få en bid mad eller måske noget koldt at drikke.
Aften i Petrovac
Petrovac er et af kystens mere fredelige rejsemål, og de fleste rejser hertil for at nyde en god middag på en af byens mange restauranter og måske gå en tur langs stranden. Rejser man med børn, kan man roligt lade dem løbe lidt rundt alene på strandpromenaden, mens man selv nyder en drink i solnedgangens skær; Petrovac er et venligt sted - og så lille, at man ikke kan fare vild.
Nysgerrig på Montenegro?
Man kan sagtens få en uge eller to til at gå i Petrovac, men vil du se mere af Montenegro, skal du blot gå til busstationen, hvorfra du kan komme hvorhen du vil. Det kunne f.eks. den maleriske middelalderby Kotor på blot en times tid. Du kan også tage bussen til livlige Budva - en tur på godt en halv time.