Du bor på 5-stjernede Goa Marriott Resort og krydrer dagene med opdagelser i storbyens farverige vrimmel.
Panaji - eller Panjim, som Goas hovedstad også kaldes - er en spændende oplevelse. Gå en tur i den smukke, gamle bydel, Fontainhas, der endnu bærer præg af portugisernes tilstedeværelse. Her er gaderne smalle, husene charmerende og restauranterne udsøgte. Inde i centrum finder du det lokale marked, hvor luften er fuld af fremmede dufte og boderne af fristende indkøb: krydderier i alle farver, nødder i kilovis, eventyrlige sarier og broderede sko. Moderne, indiske designere har deres egne butikker, hvor du shopper smart tøj til næsten ingen penge. Tiden flyver af sted, når du vandrer rundt i storbyens vrimmel, men bliver du træt i benene af at gå rundt i trængslen, koster det bare en tier at hoppe ind i en tuktuk.