Firenze er en perle i Toscana. Glæd dig til vinen, gastronomien, kunsten og de smukke omgivelser!
Når du rejser til Firenze, er det vigtigt at bo centralt, så du kan få så meget som muligt ud af ferien. Bykernen er lille og trang, men samtidig er den utrolig smuk. Der er faktisk ikke noget at sige til, at kunstnere som Leonardo da Vinci, Botticelli og Michelangelo fandt inspiration netop her. Gå en tur i gaderne og nyd de historiske bygninger, museerne, de fashionable butikker, caféerne og restauranterne - og husk, at de bedste spisesteder ofte ligger lidt gemt væk fra hovedstrøgene. Trænger du til en pause fra seværdighederne, kan frokost i en af de skyggefulde parker også varmt anbefales.
Læs mere om Firenze
Skjul tekst
Seværdighederne
Mens Firenze er omgivet af oliventræsklædte bjergsider og bølgende dalsænkninger, er selve byen fyldt med pittoreske huse, paladser, små torvepladser og imponerende kirker. Det tog 150 år at opføre domen, klædt i marmor, og den er stadig den fjerdestørste i verden. Santa Croce regnes for en af byens smukkeste kirker, og her ligger blandt andet Michelangelo, Dante og Machiavelli begravet. Det middelalderlige palads, Palazzo Vecchio, fungerer i dag som Firenzes rådhus og er et besøg værd. Ponte Vecchio er byens ældste bro, og samtidig er området kendt for sine guldbutikker. Palazzo Pitti byder på en mængde museer og en skøn park. Gå heller ikke glip af Uffizierne, hvor flere af de store mestre er repræsenteret.