Kast en mønt i Trevi fontænen - så siges det at du kommer tilbage til Rom
Rom
Eksperternes tips

De bedste insider-tips til

Rom

En weekend i Rom

Ciao bella Roma! Her får du mine bedste insider-tips til en weekend i Rom.

Der er ikke meget, der har forandret sig på de 25 år, der er gået, siden første gang jeg besøgte Rom. Byen står som et bevis på flere tusinde års bevaring, og man føler virkelig, at byen er til låns. Det er tydeligt overalt, at historien er meget til stede her, og det ses overalt i form af flere tusinde år gamle ruiner, restaurerede bygninger, kirkerne i deres mægtighed og museer med uvurderlige skatte og oplevelser.

Tekst & billeder: Rasmus Panduro
Opdateret: 27. februar 2024.

De bedste restauranter i Rom

Sådan finder du de bedste restauranter i Rom.
Skal du gøre som romerne, så må du spørge dem. Det hemmelige kodeord for at finde et godt spisested er ”Un Buco”, som egentlig betyder "et hul". Du kender sikkert retten osso buco, som betyder hullet i benet, og spørger du efter ”un buco”, så menes der et lokalt spisested. Alle romere har deres egen favorit, så hvorfor ikke spørge til, hvor de selv ville invitere deres familie hen?

Romerne spiser sent, så du skal gøre det samme for at få stemningen med. Et andet godt tip er at gå hen til din favoritrestaurant og bestille bord til 30-45 minutter senere. Så kan du finde en hyggelig café i nærheden, hvor du kan nyde livet, som bevæger sig forbi.

Alle restauranter har deres egen signaturret eller flere, så spørg endelig tjeneren, hvad han synes, I skal spise, eller hvad han ville vælge selv.

Det skal du spise i Rom

Uden mad og drikke duer Rom ikke.

Spaghetti vongole

Spaghetti vongole er et must på ferien.

Bruschetta er en fantastisk forret. De friske tomater smager af sol og sommer.

Carabonara

Pasta carbonara er lige så billig, som den er velsmagende.

Italiensk antipasti

Osteria de Memmo – en haglbyge af antipasti

Ankommer jeg omkring frokosttid i Rom, så skynder jeg mig at kaste kufferten på værelset og gå målrettet mod Osteria de Memmo. Her beder jeg bare om ”antipasti della casa” til alle ved bordet og siger til tjeneren, at han skal bestemme. Det er helt forrygende at se de mange tallerkener komme ind med 8-10 småretter, der hovedsageligt består af grøntsager, lidt ost og en herlig skinke. Bedre start kan man ikke få, og der er så meget smag i retterne, at det er svært at stoppe med at spise. Der serveres bagte peberfrugter, auberginer i en lækker marinade, skinke, kødboller, mozzarella og meget mere i en lind strøm.

Find vej her

Kunst på væggen i Alle Fratte di Trastevere

Alle Fratte di Trastevere – billigt og rustikt med imponerende kunstværker

Mit absolutte favorithul ligger i den gamle bydel Trastevere. Det ser ikke ud af meget udefra, men indenfor er der fyldt med stemning og smukke billeder overalt. Før i tiden kunne kunstnere nemlig få mad mod at male billeder. Maden er billig, god og ganske rustik. Start med bruschetta, og tag enten en spaghetti vongole (muslinger) eller deres carbonara. Husets vine skal prøves og kommer i litermål. Det gør deres tiramisu til gengæld ikke – desværre, for den er i særklasse. Her får alle et godt måltid til en mere end rimelig pris.


Find vej her

De bedste pizzaer i Rom

Pizza, pronto! Er du hurtig-sulten? Læs med her.

Der er et utal af pizzeriaer, og jeg kan kun anbefale dig at gå efter dem, hvor du får napolitanske pizzaer. Romerne har en mærkelig tendens til at bruge en kagerulle, når de skal rulle dejen ud, så kanterne ikke bobler op. De napolitanske er derimod lavet med rund hånd. Det har ført til mange vittigheder i tidens løb.

Er du hurtig-sulten, så prøv et stykke afklippet pizza. Ejeren af et af de små steder, jeg kender, hævder, at de selv har opfundet den måde at servere pizza på. Angiveligt gjorde de det, for at arbejderne i Rom skulle kunne få et stykke mad hurtigt. Du finder nemt de små steder, hvor pizzaerne er lavet i metermål, og hvor du blot skal udpege dine favoritter. Vælg gerne flere, så klippes stykkerne af med en saks, inden de varmes op til dig. Mit favoritsted – Mami – ligger lige ved Piazza Navona, og der er både udsøgt kartoffelpizza og en herlig variant med skinke, mozzarella og basilikum.

Romerske pizzaer - lige til at klippe ud

Romersk pizza er en nem, billig og hurtig måde at blive mæt på.

pizza

Mami ved Piazza Navona.

Hvad skal du drikke, når du er på weekend i Rom?

Birra, vino della casa og acqua frizzante?

Husets vin er ofte ganske god og billig, uanset om den er rød eller hvid, for de fleste restauranter vil ikke have det rygte, at deres egen vin er middelmådig. Husets vine kommer oftest fra området lige ved Rom, som kaldes Frascati. Der er liflige hvidvine til en overkommelig pris, og de passer glimrende til den romerske mad. Skal du drikke lokal rødvin, så vil jeg anbefale vinene fra Abruzzo, der ligger på den anden side af bjergene ved Pescara.

Når det kommer til øl, vælger jeg enten Peroni, Morretti eller gerne Menabrea (Italiens ældste bryggeri). De er gode både på flaske og fad, og de fås i flere forskellige udgaver. Er du til friskpresset juice, er det desværre ikke ligefrem billigt, men det smager himmelsk. På Campo de’ Fiori har de til og med friskpresset granatæble. Du bliver altid spurgt til vand på restauranterne, og her hedder den almindelige ”naturale”, mens den med de perlende bobler kaldes ”frizzante”.

Menabrea - Italiensk øl

Menabrea er italiens ældste bryggeri. Den findes i flere udgaver, og denne "Bionda" er frisk og læskende.

En væg, der smelter, og is i verdensklasse.

Italiensk is behøver ingen større introduktion, og Rom leverer isen i alle kvaliteter og i utallige smagsvarianter. Flere steder reklamerer de med, hvor mange smagsvarianter de tilbyder, og det gør det bestemt ikke lettere at vælge.

En væg med flydende chokolade

Hos Venchi Cioccolato e Gelato laves der kvalitetschokolade, og deres is smager himmelsk. Du kan købe chokolade med hjem eller blot nyde en is, crepes eller kaffe på stedet. Find vej her

Italiensk is

Gelataria della Palma

Her har man kombineret et issted med en café, der laver lækre kager. Du vælger størrelse og betaler, inden du går til montren for at vælge. Find vej her

Husk, at selv det lille bæger godt kan deles på to forskellige smage. Der reklameres med 150 smagsvarianter, så det kræver masser af appetit, hvis du skal nå det hele på en weekend.

Nattelivet i Rom

Mons, der ligger ved Piazza del Fico

Italienerne elsker at være ude, og specielt i weekenden vil du opleve liv omkring dig. Det er sådan set bare at følge strømmen af folk, der går rundt, for det er let at se, hvor det sker. Italienerne står gerne i kø for at få bord på det helt rigtige sted. Trastevere er selvfølgelig et af de mest benyttede steder at gå ud, og gaderne fyldes hurtigt op, mens musikken lokker folk i festhumør. Et godt alternativ er området omkring Piazza Navona, hvor du finder flere smalle gader med masser af hyggelige barer, og der kan sagtens være fart på.

Et heftigt sted er Mons eller det gamle ”Jonathans Angels”, hvor du kan gå forbi for at bestille bord, inden du går ud og spiser. Du finder baren på Via della Fossa 16. Ved siden af ligger Piazza del Fico, hvor der oftest er godt liv i barerne.

Tip: Når du finder et bord og sætter dig på en fortovsbar, så bliver der oftest sat en tallerken med chips, antipasti eller andet. Det er meningen, at du skal betale for det, så vil du ikke have det, så afvis høfligt med det samme.

Den klassiske: Besøg en romersk barber

Moderne og stolte traditioner mødes hos Max&Jó

Vil du føle dig som en rigtig italiensk herre, må du unde dig en tur til barberen og opleve en halv times forkælelse og grooming. Du får en klassisk følelse af gamle dage, ædelt håndværk og frem for alt, at du gør noget ekstraordinært for dig selv. Spørg efter en barber i hotelreceptionen, eller prøv den helt forrygende oplevelse hos Max&Jò, der ligger centralt i Rom på Via dei Cartari 10. Gå gerne forbi først og bestil tid. Du finder vej her

Over 100 års tradition hos Genco

Har de ikke tid hos Max&Jò, så prøv endelig den meget klassiske Genco Sala Da Barba ikke så langt fra Piazza Navona. Salonen er over 100 år gammel, og her ville man virkelig ønske, at væggene kunne tale. Du finder vej her

Seværdigheder i Rom

Rom er fyldt med seværdigheder, og har du kun en weekend, skal du vælge med omhu.

Vatikanmuseet er en fryd for øjet, uanset om du kigger op eller ned.

Første gang i Rom – dette skal du vælge:

Vatikanmusseet og Peterskirken. Du tager dem i den rækkefølge, og for at komme ind i museet skal du bestille billetter hjemmefra. Så springer du indgangskøen over. Har du god tid og tålmodighed i Rom, så kan du købe en tur med guide og høretelefoner. Det er en stor oplevelse, og du kan sagtens bruge flere timer på at gå rundt mellem gobeliner, livagtige billeder af Michelangelo, Raphael eller andre kendte kunstnere og så selvfølgelig de mange skulpturer og skatte helt tilbage fra 3000 år før Kristus over Romerriget og frem til nu. Er du historisk interesseret, kan du sagtens bruge flere timer i museet – er du ikke, så vil du stadig få en kæmpe oplevelse, du aldrig vil glemme.

Vandreturen til 4 store oplevelser. Gå mod Colosseum bag nationalmonumentet (som romerne kalder gebisset) og stop på vejen ved Forum Romanum. Vil du se Colosseum indefra, så køb billetter online. Ved Colosseum er byporten til Rom og Via Appia, samt indgangen til udgravningerne ved Forum Romanum. Fortsæt derefter mod Trevifontænen og bagefter til Den Spanske Trappe. Lige ved trappen finder du også den (noget dyre) Caffè Greco, hvor selveste H.C. Andersen havde sit eget bord.

Tips til shopping i Rom

Har du teenagere med?

Skal du gå målrettet efter tøj, så er Via del Corso det bedste bud. Gå ad gaden i retning mod Piazza del Popolo. Her finder du store internationale mærker som Gap, Nike, H&M og Zara. Der er også en masse italienske butikker med alt fra sko og tasker til tøj og lingeri.

Skal du købe delikatesser?

På Campo de’ Fiori finder du hver dag et utal af lækre frugter, grøntsager, urter, delikatesser, oste, og hvad du ellers har lyst til at slæbe med hjem. Dette er det mest kendte marked, men langt fra det eneste og heller ikke det billigste. Gå gerne om bag Vatikanstaten og find Mercato Trionfale, som er noget mere prisvenligt – kort og vejvisning finder du her.

Her er min egen indkøbsliste

  • Limoncello (citronlikør) fra Sorrento
  • En pose med frisk bøffelmozzarella og et par tomater til en capresesalat
  • Urter (bl.a. laurbærblade)
  • Pasta
  • Ost
  • Trøffelpølser.

Rasmus Panduro

Rasmus foretrækker en aktiv ferie, og særligt cykelrejser har han en stor forkærlighed for. Når han ikke cykler i bjergene på Mallorca eller Gran Canaria, finder du ham normalt i en storby med vennerne eller på en solrig familieferie.