Rejsemålsfakta, Petra

Rejsemålet

Lesbos – også kendt som Mytilini – er Grækenlands tredjestørste ø. Samtidig er den en af de nordligste græske øer, som ligger ganske tæt på det tyrkiske fastland. Øen er 1.630 km2 og har ca. 100.000 indbyggere. Foruden sol og strand byder Lesbos også på god græsk mad, fantastiske skove, vandrestier, et rigt dyreliv og ikke mindst fugle.
Petra er en meget populær turistby ca. 5 km fra Molivos. Mange foretrækker at bo her pga. den fine sandstrand. Mange mødes ved strandpromenaden, som også fører til torvet med hyggelige cafeer og taverner. 3 km længere oppe i bjergene ligger landsbyen Petri, hvor man kan slå sig ned på tavernen og nyde den storslåede udsigt over Petra, bugten og øen Agios Georgios.

Afrejse

Du kan rejse til Lesbos fra København i perioden maj til september. Flyvetiden er ca. 3 timer.

Guideservice

Når du lander, står vores guider klar i lufthavnen til at tage imod dig. I løbet af ferien træffer du guiderne på dit eller et nærliggende hotel og på vores servicetelefon.

Transfer mellem lufthavn og hotel

Flyet lander i Lesbos' lufthavn. Køretid fra lufthavnen til Petra er ca. 1 time og 30 min (ca. 65-70 km). Transfer mellem lufthavn og hotel indgår ikke, men kan bestilles sammen med rejsen. Har du bestilt transfer hjemmefra, sørger vores guider for, at du nemt finder vej til bussen og kommer videre til dit hotel.

Strande

Der findes over 40 gode strande på Lesbos. Du når dem nemmest ved at leje en bil. Om sommeren kan man tage lokalbusser, men de kører ikke efter en tidsplan og der kan være langt at gå fra stoppestedet. Der kan være søpindsvin. Mange strandcaféer tilbyder gratis liggestole, hvis man spiser eller drikker der. Petra har en lang, børnevenlig strand med en blanding af sand og grus. Du kommer nemt dertil, da stranden løber langs vejen. Strandcaféer og restauranter langs hele stranden.

Aktiviteter

Der findes et vandsportcenter på stranden i Petra. Større udbud af vandsport findes i Molivos. Overalt på Lesbos findes glimrende muligheder for vandreture.

Mad & drikke

Ved torvet i Petra findes nogle taverner, hvor du kan smage på den klassiske græske mad som souvlaki og keftédes, men også mange fiske- og skaldyrsretter.

Vejledende priser
Restaurant:
Frokost fra 60 kr. og en middag med to retter fra 110 kr.
Forretter (meze) koster ca. 30 kr. pr. stk.
Hovedretter koster fra 60 kr. (f.eks. kyllingespyd).
Lokal øl 27 kr. og en Heineken 45 kr.
Sodavand 28 kr.
Et glas vin 28 kr.
Kaffe 22 kr.
Retsina 50 cl 28 kr.

Butik:
Lokal øl 14 kr. og en Heineken 36 kr.
Hvidvin fra 64 kr. og rødvin 73 kr.
Retsina 11 kr.
Vand 1½ liter 7 kr.
Sodavand 1 liter 11 kr.

Gå i byen

I højsæsonen kan man besøge biografen i Molivos, som viser populære film under åben himmel. Langs hovedgaden/vandet findes et par barer.

Shopping

Øens berømte ouzo (f.eks. Kronos, som især kan anbefales), oliven og olivenolie er der ingen vej udenom, hvis du skal købe noget med hjem. Men det er også værd at kigge efter keramik, honning, krydderier, ikoner og smykker samt brugskunst skåret i oliventræ. Der findes også et stort udbud af forskellige oste, bl.a. en ost i olivenolie, som efter et års lagring anses for at have smag end parmesanost.

Transport

I hovedbyen Mytilini og ved lufthavnen findes der mange taxier. I de mindre områder findes taxier, men i forårs- og efterårssæsonen indstilles al taxikørsel omkring midnat og om sommeren ved 2-3 tiden om natten. Busnettet på øen varierer i løbet af sæsonen. I højsommeren findes flere buslinjer mellem de forskellige byer, de fleste med endestation i Mytillini. Flere scooter- og biludlejere (fra midt juni til midt september).

Valuta & kreditkort

Euro (EUR). Begrænset mulighed for at anvende kreditkort. Hæveautomater på hovedgaden samt en bank i Molivos.

Pas & visum

Inden afrejse er det vigtigt, at du selv tjekker, hvilke regler der gælder for netop dit rejsemål. Der findes ofte særlige regler for, hvor længe dit pas skal være gyldigt efter hjemrejse, ligesom der kan være særlige visumregler, hvis du ikke har dansk pas. Du finder altid opdateret information på Udenrigsministeriets hjemmeside:
http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/pas-og-visum/

Vaccinationer

Du er selv forpligtet til at kontrollere, om vaccinationer anbefales eller er obligatoriske. Kontakt egen læge eller læs mere på www.vaccination.dk eller www.sikkerrejse.dk

El

220 V

ECPAT

Spies har siden 1999 arbejdet aktivt mod børnesexhandel sammen med organisationen ECPAT.

Øvrigt

Visse hoteller kræver ofte kopi af kreditkort som depositum ved check-in. Vær opmærksom på regler for bagagevægt. I lufthavnen på Lesbos vejes al bagage nøje, også håndbagage. Man må medbringe 20 kilo per person inklusive håndbagage. Eventuel overvægt betales direkte til personalet i lufthavnen (5-6 euro/kilo).