Tallinn
Eksperternes tips

Tallinn - det trendy Baltikum

En af mine absolutte rejsefavoritter er Estland og fantastiske Tallinn. "Så tæt på og alligevel så langt væk" er en god beskrivelse af Tallinn, fordi byen leverer nogle ret store oplevelser på sit ganske beskedne areal. Alt føles lidt som derhjemme og ret eksotisk på samme tid. Og så tager flyet fra København til Tallinn kun halvanden time.

Tekst og billeder: Tomas Alexandersson og Spies
Senest opdateret: 7. marts 2025

Moderne møder middelalder

I Tallinn blandes middelalderromantik med nyrenoverede fabrikslokaler fyldt med kunstgallerier, butikker, natklubber og barer. Byen er en unik blanding af historie, naturoplevelser, kultur og modernitet, hvilket gør den til et spændende rejsemål at udforske.

Glem ikke at besøge de urbane områder Kalamaja, Põhjala Tehas og Noblessner, der ligger lige bag de Rapunzel-lignende tårne i den gamle bydel.

Tallinn for feinschmeckere – spa, luksushotel og lækker mad

Estisk mad er en spændende blanding af traditionelle retter og moderne tendenser præget af landets klima og råvarer. Typisk estisk mad inkluderer blandt andet det saftige sorte surdejsbrød (must leib), blodpølse (verivorst), røget ost, fiskeretter, supper og selvfølgelig kiluvõileib – nationalsmørebrødet med sild, æg og smør. At nippe til en Vana Tallinn til maden er en selvfølge, hvis du spørger mig. Det er en traditionel rombaseret likør fra Estland med en gyldenbrun farve og masser af smag.

Tallinn har et kæmpe udvalg af restauranter, hvoraf flere er listet i Michelin-guiden. De seneste år har den estiske madkultur udviklet sig med fokus på innovative restauranter, der bruger traditionelle ingredienser på nye måder.

Estland er kendt for sin spakultur, som er dybt forankret i tradition. Saunakulturen er stor, og Estland kan også stolt prale af sin røgsaunatradition i Võrumaa-regionen, som er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Sørg derfor gerne for at forkæle dig selv med et spahotel, når du bor i Tallinn, så du kan nyde det fuldt ud efter en god gang lokal mad og sightseeing. Nogle af mine favorithoteller er TelegraafSwissôtel Tallinn og Nunne Boutique Hotel.

Derfor skal du besøge Tallinn

Estlands hovedstad er et skønt rejsemål af flere grunde. Den gamle by (Vanalinn) er UNESCO-verdensarv og fyldt med middelalderbygninger, smalle gyder og smukke torve. Her kan du slentre rundt og mærke historiens vingesus. Rådhuspladsen (Raekoja plats) er den gamle bys centrum, og her kan du sætte dig på en lille café og nyde de middelalderlige omgivelser. Fra rådhuspladsen kan du spadsere til den store Frihedsplads (Vabaduse Väljak) eller til Domkirkeplateauet (Toompea), hvor den lyserøde parlamentsbygning (Toompea-slottet), Pikk Hermann-tårnet og flere imponerende udsigtspunkter, som f.eks. Kohtuotsa, venter. Mellem seværdighederne og gåturene bør du sørge for at snacke og spise godt – for i Tallinn får du virkelig førsteklasses mad.

Uden for den gamle by ligger populære områder som centrumdistriktet Kesklinn og Kalamaja – to af de mest livlige bydele i Tallinn. I Kesklinn finder du blandt andet byens måske mest populære shoppingcenter, Viru, samt det industrielle gamle Rotermann-kvarter, der byder på barer, shopping og underholdning. Kalamaja betyder "fiskehus" på estisk, og området har en stærk tilknytning til Tallinns fisketraditioner. Kalamaja har en bohemeagtig atmosfære med fascinerende og historiske industribygninger, der i dag huser natklubber, barer og caféer. I Telliskivi-området i Kalamaja finder du blandt andet museummet Fotografiska og Tallinns førende markedshal Balti Jaama Turg. Du kan nemt bevæge dig mellem seværdighederne til fods, med lokalbus, taxa eller sporvogn.

Tallinn har også et pulserende kulturliv med mange museer, gallerier og teaterforestillinger. Du kan besøge kunstmuseet KUMU, slottet i Kadriorg og Estlands friluftsmuseum. Lennusadam vandflyveplads i Tallinn udstiller udfasede krigsskibe og maritime artefakter fra Estlands historie. Tallinn ligger også tæt på naturen. Langs kysten finder du parker og strande, såsom Piritastranden, der er en storfavorit. Du kan også tage på udflugter til nærliggende øer som Naissaar, Prangli og Aegna eller besøge nationalparken Lahemaa.

Tomas Alexandersson

Tomas Alexandersson

Tomas tager os med ud på oplevelser, der indeholder arkitektur, udstillinger samt bar- og restaurantbesøg. Gerne i østeuropæiske storbyer, hvor han blandt andet har en forkærlighed for Tallinn.

Vil du læse mere som dette?

Gade i Wroclaw
Eksperternes tips

Weekend i Wroclaw