Hawaiis næststørste ø er kendt for sin venlige lokalbefolkning og fantastiske natur, og du kan opleve såvel tropiske planter og betagende vandfald som golde, måneagtige landskaber. Øen byder også på fine strande med både hvidt, rødt og sort sand - nogle er lettilgængelige, andre kommer du nemmest frem til med kajak eller via gangstier gennem regnskoven. Havvandet er klart og fyldt med liv - du kan bl.a. opleve pukkelhvaler, skildpadder og de udryddelsestruede Hawaii-munkesæler - og de friske vinde gør også Maui til et paradis for wind- og kitesurfere. Både fragt- og krydstogtsskibe anløber Kahuluis havn, og herfra foregår meget af Mauis eksport af sukker og ananas. I havnen ligger også nogle større shoppingkomplekser, hvor du kan gøre rigtig gode fund.