Inde i Parga er der to strande: Krioneri og den mindre Piso Krioneri. Begge strande har grovkornet sand. I udkanten af byen begynder den kilometerlange Valtos-strand, som også har grovkornet sand. Cirka 3 km syd for Parga ligger Lichnos-stranden, som er 1 km lang og består af fint og groft sand.
Valtos-stranden
En cirka 1,5 km lang sten- og sandstrand, som ligger bag den venetianske borg set fra havnen. På stranden udlejes liggestole og parasoller, og her findes flere små tavernaer. Den nemmeste måde at komme dertil på er at følge trapperne op til borgen og tage gangbroen derfra ned til stranden. Man kan også tage en taxibåd fra havnen i Parga til stranden. Stranden er meget populær og bliver derfor hurtigt fyldt.Krioneri-stranden
Stranden ligger midt inde i Parga og består af sand og sten. Liggestole, parasoller og vandcykler kan lejes. Lige syd for Krioneri ligger den mindre Piso Krioneri-strand, som er knap så velbesøgt.Lichnos-stranden
Ligger 3 km syd for Parga. På stranden udlejes liggestole og parasoller, og der er også mulighed for at prøve forskellig slags vandsport. Man kommer nemt hertil med taxibåd, bil eller scooter. Man kan også vandre til stranden langs en fin natursti over bjerget.Sarakiniko-stranden
Ligger cirka 13 km fra Parga, og det er nemmest at komme hertil med taxibåd fra Parga. Stranden består af sand og sten, og her er mulighed for at leje liggestole og parasoller samt prøve forskellige vandsportsaktiviteter. Her ligger også et par tavernaer, hvor man kan spise græsk frokost.