Medarbejderne fortæller

En gang imellem må man forlade dem, man elsker, og tage hjem. Sådan lyder en gammel lufthavnsjoke, siger chefpilot Niels Mikkelsen, der i mere end 30 år har haft sin faste plads i cockpittet hos Sunclass Airlines, der er Spies’ eget flyselskab.

Og der er noget om snakken. For med knap 200 rejsedage om året bliver kollegaerne en form for familie.

"Mange af mine kollegaer har jeg kendt i 30 år. Selv om jeg lider afsavnet uden familien, er det lidt hyggeligt, når jeg hvert andet år skal arbejde juleaften", forklarer han.

Som regel samler piloter og stewardesser sig på et hotelværelse. Her bliver der leget pakkeleg. Nogle gange spiser de på en restaurant.

"Der er virkelig nogle kollegaer, der prøver at skabe glæde og sammenhold for os, der er væk hjemmefra", siger Niels Mikkelsen, der mener, at det bedste ved jobbet er kulturmødet.

Da vi ringer til ham, er han til konference i Paris. Og i går aftes diskuterede han bæredygtig brændsel med sidemanden – en inder med turban.

Skuffede familien til jul

"Engang var jeg i Thailand til jul. Selv om de ikke holder jul, pyntede de op med kunstig sne og juletræer for vores skyld", siger han.

Også simple skandinaviske traditioner kan give glæde på en juleaften, hvor han savner familien hjemme i Danmark.

"Mine svenske kollegaer har en sjov tradition med svensk pølsebord, som de inviterer til. Og de norske har en juletradition med lam", siger Niels Mikkelsen, der i år skal til Gran Canaria juleaften.

Han ved endnu ikke, hvad kollegerne finder på. Men han ved, at savnet af familien er blevet lettere at leve med. Børnene er blevet voksne og forstår bedre deres fars arbejde.

"Det var svært, da børnene var små. Jeg havde svært ved at fortælle, at jeg tog af sted til jul. De blev meget skuffede", siger han.

Til gengæld var han lidt med over telefonen. Engang var han med på video fra Dubai, fordi konen skulle have hjælp til at samle Lego med børnene.

"Alle, der flyver til jul, får en lille krise, når de har en pause alene juleaften. Men vi tager hensyn til hinanden og sørger for, at alle får tid til at ringe hjem. Det er hårdest for dem med små børn", siger Niels Mikkelsen.

Men personale uden børn kan også have brug for mere omsorg fra kollegerne, når de skal flyve juleaften.

Nyskilte gæster på flyet til jul

Nogle stewardesser og piloter vælger selv at arbejde i juleferien. Måske har de brug for at komme væk fra højtiden, fordi de ikke selv har adgang til juleaften i kernefamiliens skød.

"Nogle gæster er måske lige blevet skilt, eller de har oplevet dødsfald i den nærmeste familie. Derfor gider de ikke holde flæskestegsjul derhjemme", forklarer han.

Det samme gælder for mange af dem, der vælger at bestille en rejse, der starter den 24. december.

"Det er sårbare gæster, og det kræver, at vi er mere opmærksomme og rolige", siger Niels Mikkelsen.

Selv har han en superwoman derhjemme, der har det fint med at stå for flæskestegsjul alene, siger han:

"Min kone klarer sig fint uden mig. Hun har holdt jul alene med vores børn mange gange. Men hun siger tit, at vi betaler en stor pris. Hun er alene både juleaften og til andre familiefester. Og jeg er ofte gået glip af skolesamtaler".

Selv om Niels Mikkelsen går glip af vigtige begivenheder derhjemme, står han ved den karrierevej, han har valgt.

"Det bliver alligevel langtrukkent med familiebesøgene og alle juledagene, hvor butikkerne er lukket. Alt handler om jul. Jeg vil bare gerne i gang med arbejdet igen, når vi kommer til 1. juledag", siger han.

20-årige Love Vendelbo husker sin barndoms charterrejser, hvor Spies-guiderne stod klar i lufthavnen og var værter for en uges nye oplevelser og afslapning, som noget helt særligt.

"Jeg har rejst meget, da jeg var yngre, og der så jeg altid de her guider, der tog imod os. Jeg har altid set lidt op til dem og tænkt, at det så ud til at være et sjovt job, siger han."

I foråret 2023 kunne Love Vendelbo selv trække i den karakteristiske uniform på sin første arbejdsdag som guide for Spies på den spanske ferieø, Mallorca.

"Det er en stor følelse pludselig selv at stå der og være guide, når jeg altid selv har set op til dem. Guiderne har givet mig så mange oplevelser og minder, og det vil jeg gerne give videre til andre, siger han."

Rejselyst

Love Vendelbos far, Jan Vendelbo, der i dag er administrerende direktør for Spies, begyndte selv sin karriere i koncernen som guide på Mallorca.

"Både min far og min mor har været guider og fortalt virkelig mange historier. Jeg har altid syntes, at det lød som et spændende liv og som en virkelig stor oplevelse, fortæller Love Vendelbo."

Som 11-årig var Jan Vendelbo på sin første flyrejse, og siden da har en enorm rejselyst drevet ham, og lige netop den fik ham til at gå ind i charterbranchen.

"Jeg skulle bare ud at opleve noget, og lige fra dag ét kunne jeg mærke, at jeg var endt på rette hylde. Det er jo et højdepunkt at komme på ferie. Folk er glade, og det er et super produkt, man leverer, siger den nuværende direktør."

Efter et par år som guide valgte Jan Vendelbo at fortsætte i rejsebranchen. Siden han for første gang trak i Spies-uniformen som 23-årig, har han blandt andet været destinationschef og salgs- og marketingchef, inden han i 2011 blev administrerende direktør for Spies.

I fars fodspor

Jan Vendelbos historier om tiden som guide har de seneste par år fået en karrieredrøm til at spire i sønnen. Efter en succesfuld rekrutteringsproces tog Love Vendelbo i foråret 2023 til Mallorca for at skifte barndomshjemmet uden for Malmø ud med en ny tilværelse som guide for Spies.

"Det var lidt vildt at have boet hjemme hele livet og så flytte alene til udlandet. Det var en vild oplevelse. Jeg var ret nervøs på min første arbejdsdag, for det var noget helt nyt, og man vil jo gerne have, at gæsterne skal få den allerbedste ferie, fortæller han."

Hans far husker tydeligt, hvordan han, ligesom sin søn, selv stod med samme nervøsitet for lige knap fire årtier siden på sin første arbejdsdag som guide. Men samtidig står han også i dag med sikkerheden i at vide, at man vokser med opgaven.

Lige netop den personlige udvikling, der kommer med guidejobbets arbejdsopgaver, oplevelser i massevis og processen med at flytte til udlandet alene, så Jan Vendelbo, da han i sommer besøgte sin søn på Mallorca.

"Da jeg kommer til Mallorca og står ved bagagebåndet i lufthavnen, er der en, som lægger en hånd på min skulder. Så vender jeg mig om, og så står han der i uniform. Det var lige før, jeg fik en tåre i øjenkrogen. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor utrolig den følelse er," fortæller Jan Vendelbo.

Han lægger ikke skjul på, at det både er med stor glæde og stolthed, at han ser sønnen følge i sine fodspor.

"Det var noget særligt at have besøg af min far og vise ham, hvor jeg nu bor og arbejder. Det var virkelig sjovt at opfriske hans minder fra dengang," siger Love Vendelbo.

Eventyr og venskaber

Efter et halvt år på Mallorca fortsatte Love Vendelbo sin guidekarriere på den kanariske ø Gran Canaria, hvor han arbejder frem til marts 2024.
Ud over at realisere drømmen om at arbejde i udlandet og opleve øen i sin fritid får han også utallige nye venskaber, når han bor sammen med sine kolleger.

"Det allerbedste er at få lov til at bo i udlandet, i varmen og arbejde med herlige mennesker og andre unge, der drømmer om at arbejde med det samme felt. Vi lærer virkelig hinanden at kende og får en helt særlig connection, og man er aldrig alene," siger han.

Han ved endnu ikke, hvilken destination jobbet fører ham til næste gang, eller hvilket uddannelses- eller karriereskridt der venter. Men én ting er sikkert: Appetitten på rejsebranchen er ikke blevet mindre efter knap et år i guideuniformen.

"Jeg tager i hvert fald en sæson mere, for det er virkelig sjovt, spændende og en stor oplevelse. Det er en god grundsten og et godt fremtidsgrundlag. Det er en spændende branche med mange sjove jobs, så at fortsætte i branchen er absolut en mulighed, jeg har tænkt på," siger Love Vendelbo.

"Et enormt højt serviceniveau, stærke kompetencer og ikke mindst stor viden om alle vores rejsemål. Desuden en super dejlig kollega, som altid stiller op – og altid med et skønt smil på læben.”

Det var ordene fra Sales Manager Tine Jakobsen, da Lone fejrede 40 års jubilæum i 2025. I den forbindelse havde rejsebranchemediet Standby.dk også en artikel om Lones 40 flotte år, hvor adm. direktør Jan Vendelbo supplerede:

”Med sin lange erfaring er Lone rygraden i vores Customer Center. Mange af Spies’ unge talenter er blevet oplært af hende, og det føles utrolig trygt at have Lone hos os. Hun er fuldt engageret og entusiastisk – en stærk ambassadør for Spies’ kultur og værdier.”

Lone skulle egentlig bare have arbejdet et enkelt år i koncernen og så i gang med studierne hjemme i Danmark. Men her mere end 40 år efter, herunder +18 sæsoner som guide, er hun stadig at finde i hjertet af den orange bølge.

Hej Lone - hvad er det bedste ved at arbejde i Spies?
Kollegaer, gæster, rejser og få drømme til at gå i opfyldelse

Hvad er din største oplevelse fra din tid ude som guide?
Øj, umuligt! Der er SÅ mange:
Min første rundrejse på Sri Lanka som 21-årig. Det var fantastisk at få lov til at køre de rejser – en af de oplevelser, jeg bestemt ikke vil være foruden.
Mit halve år i Seychellerne. Jeg var den eneste Spies-guide og modtog blot 25 gæster hver anden uge i de seks måneder, jeg var der. Alt i alt lidt af en loppetjans. Men på den anden side også hårdt at være alene i så mange måneder i en alder af 23-24 år, hvor andre guider fester sammen på de større rejsemål. Stedet var dog helt fantastisk og opvejede alle ulemperne.
Oplevelser kan også være store – selvom de ikke er ubetinget gode. Og dem har der også været: Tsunami, dødsfald, sygdom og andre voldsomme udfordringer, der rammer en personligt – men som også gør en stærk.
Men den største oplevelse af alle er alle de skønne kollegaer fra mange forskellige lande, som jeg har tilbragt tid med ude i den store verden.

Hvilken telefonsamtale glemmer du aldrig?
Der er ikke en, men mange - især da vi solgte Jorden Rundt-rejser. Det var helt fantastisk at planlægge og booke dem sammen med gæsterne. Men jeg kan også muntre mig lidt over alle de kendisser, vi taler med, der tror, de kan være ’inkognito’. En af de sjoveste var, da Prins Joachim og Alexandra skulle rejse til Ibiza med bodyguards og det hele.

Hvis ikke hos Spies, hvor ville du så være i dit arbejdsliv nu?
Ikke en mulighed. Men skulle jeg sige noget – så helt sikkert et andet godt sted i rejsebranchen.

Hvilke spørgsmål har ændret sig mest hos vores gæster gennem de sidste 40 år?
Før i tiden var det mere “Vi skal til Mallorca Sea Club, to voksne og to børn”. I dag skal vi igennem lidt mere afsøgning og spørge ind til ønskerne ved at bruge vores dialogstrategi.

Hvad er dit bedste råd til de nye rejserådgivere?
For det første: Der findes ikke dumme spørgsmål, og vi bliver kloge sammen.
Det er vigtigt at være ærlig, lidt ydmyg og værdsætte, at gæsterne ringer til os og bestiller de vigtigste uger på året – ferien.

Hvilken ny charterdestination håber du, at vi åbner – og hvorfor?
Jeg kunne godt tænke mig, at vi får en lidt mere oversøisk ø, Caribien, Vietnam og nogle af de små græske øer. Vi er blevet ret strømlinet og sikre, ikke at der er noget galt med det. Meeeen det kunne være skønt med lidt nyheder indimellem.

Hvad glæder du dig mest til i de næste mange år af dit arbejdsliv hos Spies?
Her bliver mit svar præcis det samme som på det første spørgsmål: samarbejde med gode kolleger, tale med gæster, sælge rejser – få drømme til at gå i opfyldelse.

Mens mange herhjemme er i fuld gang med at pynte juletræet, fejre julens mange traditioner og herefter gøre klar til nytårsfest og farver, så tilbringer Astrid Lindberg fra Hundested vinterens mørke tid under sydens sol på Kap Verde, hvor hun arbejder som både guide og teamleder for Spies.

- At jeg i dag arbejder som guide og kalder hele verden mit hjem, er både det mest naturlige og det mest overraskende på én og samme tid, fortæller Astrid Lindberg i en hilsen 'hjem' til Halsnæs.

Hun blev student fra Frederiksværk Gymnasium & HF tilbage i 2020 og planen var klar: - Jeg har altid været den stille, skoleglade pige, der jagtede 12-tallerne og med en tro på, at det gode liv bestod af uddannelse, karriere, hus og familie. Det helt klassiske og traditionelle. Så jo, planen var klar - et eller højst to sabbatår, og derefter direkte på universitetet for at læse statskundskab, siger Astrid Lindberg.

Hun fortsætter:

- Jeg havde så travlt med at opnå alle de her ting, at jeg glemte at stoppe op og mærke efter og tænke over hvilke værdier, der egentlig er vigtige for mig. For når du kun lige er fyldt 18, og har gået i skole hele dit liv og aldrig har set verden eller mærket livet, hvordan ved man så hvad der er vigtigt for en og hvad man vil fylde sit liv med, erindrer hun omkring tankerne som nyudklækket student. Astrid Lindberg blev dog, mere eller mindre nødtvunget, nød til at lette foden fra speederen. Der kom en pandemi på tværs:

- Corona-pandemien tvang mig, som så mange andre, til at sætte tempoet ned og mærke efter, hvad som var vigtigt for mig. Rejsemulighederne forsvandt, men lysten til at opleve verden voksede, fortæller Astrid Lindberg, som dengang arbejdede på Skolen Ved Havet, indtil en unik mulighed bød sig:

Latinamerika

- Jeg var meget glad for at arbejde på Skolen Ved Havet, men så kom muligheden for en tre måneders rejse til Latinamerika. Her gik det op for mig, at det ikke bare er verden, man opdager, når man rejser det er også sig selv. Når man træder ud af sin tryghedszone og ind i helt andre kulturer, bliver ens egne værdier tydelige, siger Astrid Lindberg.

Hun er nu i gang med sin fjerde sæson som guide hos Spies, hvor hun arbejder som teamleder på Kap Verde, en lille øgruppe og selvstændig republik i Atlanterhavet.

- Her holder jeg også jul og nytår, langt fra venner og familie derhjemme. Det er selvfølgelig anderledes at fejre jul i varmegrader, og at måtte nøjes med familien på Facetime, men det er også en oplevelse, siger Astrid og fortsætter:

Danser om palmen

- Vi danser om juletræet, eller rettere sagt, palmen, samtidig med at vi tager del i de lokale traditioner, som findes her. Det er også noget helt særligt at få lov til at skabe juleglæde for de familier, der holder ferie her. For mange betyder det ekstra meget at møde et nærvær og en tryghed, når julen fejres langt hjemmefra, og netop dér føler jeg, at mit arbejde giver mening, siger hun.

Astrid Lindberg slutter:

- For mig blev det hurtigt klart, at det gode liv ikke handler om materielle ting, men om nysgerrighed, oplevelser og om at kunne være noget for andre mennesker. Min plan holdt ikke. Jeg tog ikke ét sabbatår, og jeg læser ikke statskundskab. Til gengæld har jeg fundet det, der får min sjæl til at skinne, og jeg har lært utroligt meget om kulturer, lande og mennesker.

Det er fedt stå på egne ben, selv om det er langt hjemmefra, mener Mathilde Sofie Thomsen.

Som så mange af hendes jævnaldrene skal Mathilde Sofie Thorsen også bruge et par sabbatår på at finde ud af, hvilken uddannelse hun vil tage. Og mens mange danskere finder vinterjakken og handskerne frem, tilbringer hun vinteren under sydens sol.
Som Lollo & Bernie Club Host på Spies’ familiehotel Coral Compostela Beach på Tenerife har hun byttet mørke eftermiddage og popcorn i Frederikssund Biograf ud med dans, børneglæde og varmegrader.

- Solen skinner fra en skyfri himmel. Vi har dage med regn, og der har været en storm forbi, men de 300 årlige solskinsdage holder vist, siger 20-årige Mathilde Sofie Thomsen og røber, at temperaturen er omkring de 22 grader den dag, hun taler med Sjællandske Nyheder.

Mathilde Sofie Thomsen blev student fra Egedal Gymnasium i sommeren 2024, og i maj rejste hun først til Bulgarien som Lollo & Bernie Club Host, inden hun kom til Tenerife i oktober.

- Jeg synes, det var lidt kedeligt at arbejde med voksne. Jeg har tidligere arbejdet på et plejehjem og ville gerne prøve noget med børn. Og hvor jeg kunne lege og være lidt fjollet, fortæller Mathilde Sofie Thomsen.

Hendes opgave er at skabe de bedste ferieminder gennem leg, dans og minidiscoog for mange børn er hun deres største helt på ferien.
- Det er fedt at få lov til at give børn en masse gode minder. Jeg kan huske, når vi var på ferie, hvordan ansigtsmaling og at lege i børneklubben var sjovt. Det er noget, man husker mange år efter, siger Mathilde Sofie Thomsen.

Snuser til flere roller

Mathilde Sofie Thomsen begynder dagen med at gå ud sammen med dem, der er Lollo og Bernie, og hilse på gæsterne og fortælle, hvad der er på dagens program.

- Så er der åbent hus i klubben og i løbet af dagen en poolaktivitet. Indimellem er børnene hos os uden forældrene, og så er der sjov leg i halvanden time, siger Mathilde Sofie Thomsen og oplyser, at de slutter dagen af med minidisco.

Jobbet på Tenerife giver hende både livserfaring og giver mulighed for at snuse til forskellige roller. Mathilde Sofie Thomsen er også i lufthavnen og tage imod gæster og hjælpe dem med blandt andet at booke udflugter.

Hun forklarer, at hun derfor både laver problemløsning og har med børn at gøre. Det er to forskellige retninger, men forhåbentlig giver det hende en idé om, hvad hun gerne vil senere.
- Jeg havde regnet med at få hjemve, men indrømmet, det er meget sjældent, der er lidt. Vi bliver som en familie hernede, siger Mathilde Sofie Thomsen og kalder det helt vildt fedt at stå på egne ben i udlandet.

Dagens bekymringer kan være, om hun har nok solcreme på

Mathilde Sofie Thomsen har kun prøvet at bo hos sine forældre i Skibby, og nu bor hun i en større by, som først går til ro ved fire tiden om natten, og det er også sjovt at prøve.
En stående joke

I løbet af vinteren har Mathilde Sofie Thomsen kun en uges ferie, og der tager hun ikke engang hjem til Skibby.

- Jeg har en kæreste, som er guide på Gran Canaria, så jeg tager over til ham. Jeg kommer ikke hjem før april, siger hun og fortæller, at hun lige har haft besøg af sin mor, og hendes søster er ved at planlægge besøg.

- Og så håber jeg, at mine andre forældre også når herned, siger Mathilde Sofie Thomsen, som formentlig endnu ikke er helt færdig med hverdagen sydpå.

- Det er en stående joke, at man siger, at det bliver min sidste sæson, men så tager man en mere. Det ender nok også med, at jeg gør det, siger Mathilde Sofie Thomsen og nævner, at hun så vil søge en anden destination, og det kunne måske være Grækenland.

Vil I med på en tidsrejse?

Ordene er 22-årige Alberte Falk Andersens og falder i en turistbus en tidlig morgen i Egypten. Turen, som går fra badebyen Hurghada, er begyndt inden solopgang, for det tager godt fire timer at komme til Luxor, hvor den ender. Undervejs fortæller Alberte om faraoer og lokale skikke, inden bussen parkerer ved Karnak-templet, turens første stop. Her overtager en lokal guide, som skal gøre flokken af danske chartergæster klogere på det egyptiske rige mellem de over 3.000 år gamle søjler.

Den originale farve titter igennem øverst, hvor den ikke er blevet bleget af den brændende sol, og Alberte forsøger ihærdigt at fange hvert eneste indtryk fra den fascinerende historie til den dybblå himmel over templet. For når den lokale guide har ordet, får hun en kærkommen lejlighed til bare at nyde turen. Afbrydelser slipper hun dog ikke for.

Eksamen i guder

- Der er altid spørgsmål. Nogle gæster har læst op på historien; de ved alt om de egyptiske guder og kan finde på at teste mig ved at spørge, hvor mange sten der blev brugt til pyramiderne, fortæller hun.

- Så er der dem, der er med, fordi de føler, de bør de kræver ikke så meget. Til sidst er der de ældre gæster, som jeg elsker mest. Sidst på dagen skal de have mange pauser og mindes om at drikke vand. Men de er helt nede på jorden.

Mange er desuden interesserede i at vide, hvor Alberte kommer fra.

- Indimellem finder vi ud af, at vi kommer fra samme by på Fyn, Stige, smiler hun. Det er de bedste ture, når dem hjemmefra er med.

Dyr uddannelse

Alberte husker, første gang hun selv så en Spies-guide på en familieferie til Mallorca med sin mor og lillesøster.

- Jeg tænkte ”hvor sejt et job er det lige? Det skal jeg!”.

Drømmen holdt ved, så da hun afsluttede gymnasiet for to år siden, tog hun på fem ugers guideskole, formedelst 30.000 kroner, og efter et træningsforløb hos Spies i Stockholm kunne hun smykke sig med den fornemme titel af guide.

- De kigger på, om man har erfaring med service, og om man er åben og nysgerrig, forklarer hun.

Hendes første stop som guide var Kreta, og hun tøver ikke med at kalde opholdet for sit livs bedste sommer selv om hendes mor sad hjemme i Stige og var lidt bekymret over at have sendt sin unge datter ud i verden.

- De første par dage var intense. Da gæsterne landede, skulle jeg holde min første guidetale, og jeg var bare ét stort smil, det føltes så rigtigt, husker Alberte.

- Der skete bare noget, da jeg fik uniformen på: Jeg blev en anden person, en super woman, der kunne mere, end jeg havde troet.

Studiet venter

 Da den græske sommer gik på hæld, var Alberte ikke klar til at vende hjem; hun var ellers kommet ind på medicinstudiet i Odense. Inden hun nåede så langt, ringede de fra Spies og spurgte: ”Hva Alberte skal du ikke med til Egypten til vinter?”

- Jeg måtte få min mor til at sætte sig ned, inden jeg fortalte, at jeg ikke kom hjem i denne omgang, siger Alberte, som skulle være væk både til jul, nytår og sin egen fødselsdag.

Alberte nåede hjem en uges tid og fik vasket tøj, og så var hun ellers på vingerne igen, nu med kurs mod Hurghada.

- Det er jo nu, jeg har muligheden for at komme ud, og jeg er ret eventyrlysten af natur. Jeg har lister over alt det, jeg gerne vil se i verden, smiler hun.

Bål inden døre

Bortset fra Kreta er det første gang, hun bor alene. Lejligheden i Hurghada deler hun dog med en svensk guide, og der bor andre kolleger i komplekset, som har swimmingpool og en flittigt benyttet pizzarestaurant. På fridage nyder de området, tager på udflugter eller går i byen og spiller bingo, en yndet hobby blandt lokale guider.

- Indimellem vågner jeg og tænker: ”Wow, bor jeg virkelig her?”, siger Alberte, men indrømmer, at det også kan være hårdt at bo i et område uden veje og med gamle, smadrede huse.

- For nylig så jeg nogen lave bål inde i et af husene, og udenfor løber børn rundt med pinde og tøndebånd, siger hun.

Det er en øjenåbner at komme fra Stige og se, hvordan andre lever. Jeg har hele tiden følt mig tryg, men jeg har lært, hvor privilegerede vi er, fortsætter hun, mens bussen fragter hendes gæster videre rundt i Nil-området.

Opkast i bussen

Efter et par timer ved templet er bussen nemlig fortsat mod en frokostrestaurant, hvor den står på buffet med ris, kylling, kofta (krydret hakket kød på spyd), salat, bønner og lidt dessert. Det får de nordiske gæster til at stimle sammen, og Alberte hjælper med alt fra kildevand til solråd.

Lige udenfor ligger Nilen og vugger de kulørte taxabåde, som fragter turisterne over på den anden side, hvor endnu en attraktion venter: Kongernes Dal, hvor faraoernes mumier blev begravet for 3.000 år siden. Egyptens fascinerende historie interesserer Alberte. Hun tager den ind som en kæmpe oplevelse, også selv om det langt fra er første gang, hun guider i dalen. Mindst en gang om ugen står hun nemlig i lufthavnen og siger farvel til et hold skandinaviske gæster for kort efter at tage imod et tilsvarende hold. Så kører udflugterne igen. En gang om ugen har hun desuden servicedag på alle Spies-hotellerne i området.

- Der kan være syge gæster eller nogen, som er nødt til at komme hurtigt hjem til Danmark, siger hun.

- Jeg har ikke selv prøvet noget alvorligt endnu, men mine kolleger har evakueret gæster fra naturkatastrofer. Det er ikke altid liv og glade dage, men man vokser med opgaven. For nylig havde jeg en mor og hendes to voksne sønner med til Luxor, og den ene kastede op hele turen, fortsætter hun.

- Jeg spurgte, om han var okay, og gav ham poser. Jeg har også hovedpinepiller og mavetabletter med i guidetasken. Men det var en udfordring at skulle være der for ham uden rigtig at kunne gøre noget og samtidig have 30 andre gæster.

Møgfald fra gæsten

Indimellem er der også gæster, som Alberte ikke har noget imod at vinke farvel til.

-  På Kreta var jeg på vej hjem med gæsterne efter en heldagsudflugt. Det var en varm dag, og jeg havde opbygget en knaldende hovedpine, fortæller hun.

I bussen sætter to små piger sig op til mig, og de er overhovedet ikke trætte. De ville bare snakke og stillede 147 spørgsmål, så dem var jeg lidt lettet over at vinke farvel til, men heldigvis sagde forældrene pænt tak. Ikke alle gæster er dog lige så velopdragne, og man kan også blive råbt ind i ansigtet.

- Jeg har oplevet en mand, der kom og klagede og syntes, at alt var min skyld. Da han pludselig rejste sig op og stod over for mig, følte jeg mig meget lille. Jeg kunne ikke gøre andet end at tage imod hans klager. Det sker heldigvis sjældent, og jeg har lært at sige: ”Nej, jeg vil ikke behandles sådan”, fortæller Alberte, der også har haft gæster, der rejser alene eller er kede af det og måske skal trøstes lidt.

- Jeg husker især en enlig mor, som rejste med sit barn for første gang. Hun var opsøgende og havde mange spørgsmål om alt fra afgangstider til praktik. Hende skulle jeg være der lidt ekstra for.

Der er også gerne rift om den unge guide på servicedagene.

- Mange ældre par vil gerne hyggesnakke, og når de skal hjem efter to uger, føles det, som om vi er gamle venner. Åh, hvor vi hygger os!

På andre servicedage er der mindre at bestille, og så går Alberte en tur rundt om poolen og hører, om alle har det fint.

Minder til alderdommen

Sæsonen i Egypten slutter nu i foråret, når temperaturerne bliver ukomfortable for skandinaver, og dermed skal Alberte videre, enten hjem til Fyn eller til en ny destination i verden.

- Jeg søger nok om at komme til Grækenland, for det føles efterhånden som mit andet hjem, men jeg har også hørt godt om Kroatien. Jeg ved ikke, hvor mit næste eventyr ligger, drømmer hun og bliver så alvorlig:

- Jeg skal læse medicin en dag, men lige nu skal verden udforskes. Så må jeg blive læge et år senere. Jeg vil ikke sidde som gammel og ikke have fået alle de oplevelser med. Lige nu giver det mig så meget mere at møde mennesker og høre deres historier, fortsætter hun.

- Udflugterne er de bedste, og jeg elsker den del, hvor jeg sidder i bussen på vej hjem og kan mærke, at det har været en god dag for både mig og gæsterne. Når de kommer og siger tak, vokser jeg et par centimeter. For nylig kom der en og gav mig en krammer og sagde tak for den bedste dag. Så bliver jeg mindet om, hvorfor jeg blev guide. Hendes Verden var inviteret til.