Teide på Tenerife
Jan Vendelbo i airguide-uniform.
Jan i fuld airguide-uniform i 1985.

Direktøren har ordet

I 1985 tog jeg mine første skridt i Spies som Airguide – et job, som Simon Spies selv havde opfundet. Dengang var det tre jobs i ét: på salgskontoret, steward i flyet og guide på rejsemålet. Målet var at være der for gæsterne på hele rejsen.

Siden har jeg haft den store fornøjelse at opleve virksomheden fra næsten alle vinkler – fra guide og destinationschef til regionschef, salgs- & marketingdirektør og i dag administrerende direktør. En rejse, der på mange måder afspejler Spies’ egen historie gennem 70 år. Fællesnævneren har altid været kærligheden til ferie, mennesker og oplevelser – og at være tæt på vores gæster. Jeg har været så privilegeret at have ”verdens bedste job” i mere end 40 år.

I år fylder Spies 70 år. Og ja – det er mange ferier siden. I dag er vi Danmarks største rejsearrangør, og gennem syv årtier har vi haft god tid til at forfine det, vi er bedst til: ferier, man næsten ikke har lyst til at tage hjem fra.

Undervejs har vi udviklet vores udvalg med egne koncepthoteller, eget flyselskab, rejser til mere end 60 lande og masser af oplevelser – både dem, man planlægger, og dem, der bare opstår. I jubilæumsåret lancerer vi naturligvis også flere spændende nyheder. For selv når man fylder 70, må man gerne være nysgerrig.

Jeg vil gerne sige tak til alle jer, der har rejst med os igen og igen. Nogle af jer har været med 50, 75 – ja, måske endda 100 gange. Det er jer, der har gjort Spies til Spies. Og til dig, der måske skal rejse med os for første gang: Velkommen. Vi lover at gøre os umage – vi har trods alt haft 70 år til at øve os.

Uanset hvad håber jeg, at du vil være med til at fejre Spies 70 år og opleve en ferie, du ikke vil hjem fra.

Jan Vendelbo
Adm. direktør, Spies

Jan Vendelbo på vandretur