Om skibet
Gå ombord på et af Norwegian Cruise Lines nyeste skibe – Norwegian Luna – og nyd en skøn rejse til havs. Her venter et krydstogt fyldt med eventyr, smagsoplevelser og afslapning for alle aldre og præferencer.
Ocean Boulevard snor sig rundt på skibet og byder på panoramaudsigt, restauranter og barer, pools og havet som en stadig ledsager. Ved Infinity Beach, hvor skibets pools smelter sammen med havet, føles det næsten som at svømme i himlen. Daybeds står klar til dovne timer i solen, og loungehjørner indbyder til eftermiddagshygge med udsigt.
Børnene kan lege og plaske i Kids' Splash Pad, mens det store hovedpooldæk lokker med masser af siddepladser, svalende dukkerter og en afslappet stemning. Til dig, der elsker fart og spænding, er der Aqua Slidecoaster, som kombinerer fuld fart og vandleg på en måde, der får dig til at ville prøve igen og igen. Og så er der The Drop – en vandrutsjebane med frit fald fra dæk 18 til dæk 8, der er for dig, der er til ekstra sug i maven og grin hele vejen ned.
En stor del af krydstogtoplevelsen er den gode mad og drikke. Indulge Food Hall er stedet for dig, der har lyst til at smage mange forskellige køkkener under ét og samme måltid – alt fra asiatisk til tapas og BBQ i en skøn blanding. Derudover lanceres Planterie, rederiets første helt plantebaserede restaurant, som frister med grønne og velsmagende retter. Hudson's og The Commodore Room serverer klassikere med havudsigt, mens The Local Bar & Grill og Surfside Café tilbyder afslappede retter. Andre gode smagsoplevelser finder du i Cagney's Steakhouse, det italienske Onda by Scarpetta, det franske Le Bistro, japanske Nama Sushi & Sashimi og det mexicanske Los Lobos, mens Hasuki står klar med teppanyaki.
Udvalget af drikkevarer ombord er lige så fristende som maden. Metropolitan Bar mikser kreative cocktails, Swirl Wine Bar er for vinelskere, og The Observation Lounge byder på panoramaudsigt i skumringen. Luna Bar, Soleil Bar og Belvedere Bar skaber stemning om aftenen, mens Whiskey Bar og The Humidor Cigar Lounge tilfredsstiller feinschmeckere. Til en blid start på dagen er der altid duften af friskbrygget kaffe fra Starbucks. Uanset hvad du bliver fristet af, finder du alt fra lokalt og hyggeligt til elegant og festligt ombord på Norwegian Luna.
Ombord på Norwegian Luna er der aldrig langt til grin, bevægelse og aktivitet. Om dagen summer skibet af liv på sportsområdet, hvor du kan kaste dig ud i alt fra minigolf og bordtennis til spontane konkurrencer, mens spillearkaden og minibowling hurtigt bliver en favorit for både børn og voksne. Shoppingområdet har butikker med alt fra eksklusive mærker til unikke feriefund, og langs de brede promenadedæk venter den friske havbrise og storslåede udsigter.
Om aftenen er der liv og glade dage med middage, der afløser hinanden, barer med udsigt, flotte shows, spil og træning, gåture langs Ocean Boulevard med horisonten som kulisse, mingling i loungerne og latter, der breder sig over dækkene. Når solen går ned, forvandles skibet til et underholdningspalads. Aqua Theater & Club byder på spændende shows med musik, akrobatik og lyseffekter, og i Glow Court Lounge fortsætter samværet for skibets teenagere.
Da Norwegian Luna endnu ikke er færdigbygget, kan der komme flere faciliteter og mere indhold i udbuddet ombord.