Vilnius
Eksperternes tips

En rejse til Vilnius, der smager af mere

Lige på den anden side af Sverige ligger Litauen med den fantastiske hovedstad Vilnius. På trods af sin status som relativt uopdaget perle kan Vilnius prale af både fascinerende barokarkitektur, en charmerende gammel bydel og rigtig god mad. Og flyrejsen? Meget kort. Her kommer jeg med mine grunde til, at du skal besøge Vilnius!

Tekst: Tomas Alexandersson
Billeder: Tomas Alexandersson og Spies
Senest opdateret: 3. april 2025

Historiske og kulturelle højdepunkter

Vilnius' historiske bymidte er optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Gå en tur gennem den middelalderlige bydel ad de brostensbelagte gader, og nyd synet af en blanding af barok, gotisk og renæssancearkitektur. En af hovedgaderne i den gamle bydel hedder Pilies og er fyldt med udendørsserveringer og butikker. Gaden forbinder Rådhuspladsen (Rotušė) i den ene ende med Katedralpladsen i den anden.

Gå ikke glip af Gediminas-tårnet, et historisk symbol for Vilnius, som byder på en flot udsigt over byen – et syn, der er særligt magisk ved solnedgang. På toppen af tårnet blafrer Litauens flag i gult, grønt og rødt. Tag gerne en afstikker fra den gamle bydel til kvarteret Užupis. Her kan du slentre blandt vægmalerier, kunstneratelierer, lokale designerbutikker samt trendy caféer, barer og restauranter.

Seværdigheder og byliv

For historieinteresserede er Palace of the Grand Dukes of Lithuania et must at besøge. Et andet betydningsfuldt museum er Museum of Occupations and Freedom Fights, som ligger i den bygning, hvor både Gestapo og KGB tidligere havde deres hovedkvarter. Ikke langt derfra kan du udforske det uhyggelige gamle fængsel Lukiškių kalėjimas 2.0. Vil du have en fantastisk udsigt over Vilnius, så besøg Vilnius TV-tårn – her kan du nyde panoramaudsigten fra 170 meters højde.

For lidt storbypuls kan du tage en gåtur langs hovedgaden Gedimino Prospektas. Denne imponerende boulevard er flankeret af restauranter, butikker og underholdning. På den anden side af Nerisfloden, fra Gedimino Prospektas, kan du se glitrende skyskrabere i området Šnipiškės, som er Vilnius’ erhvervskvarter. Her ligger blandt andet Radisson Blu Hotel Lietuva, der har en cocktailbar/skybar med udsøgte drinks og en fantastisk udsigt.

Mad og drikke i Vilnius

Hvad skal du spise i Vilnius, og hvor er det sjovt at være? Jeg synes selv, at Vilnius er et godt eksempel på ægte litauiske smagsoplevelser med lidt international indflydelse. Her kan du nyde alt fra traditionel, rustik husmandskost til fine dining – alt sammen til overkommelige priser og med et stort udvalg af spisesteder.

Det traditionelle køkken byder blandt andet på Cepelinai. Det er dumplings lavet af revet kartoffel fyldt med for eksempel kød, ost eller svampe. Den traditionelle suppe šaltibarščiai er nærmest hellig for lokalbefolkningen og umådeligt populær. Det er en kold rødbedesuppe med kefir, dild, agurk, forårsløg og æg. Suppen er populær i hele Østeuropa, men det siges, at den litauiske opskrift er originalen. Sæsonbetonede råvarer som rug, rødbeder, svampe, svinekød, mejeriprodukter og kartofler er almindelige elementer i maden. Du kan dog også godt finde restauranter, der er med i Michelin-guiden. Litauen producerer også bær- og frugtvin i international stil, som jeg varmt kan anbefale at prøve. Og så serveres landets gode, lokalbryggede øl på næsten enhver bar og restaurant. Kvass, en anden af mine favoritter, er en naturligt fermenteret drik.

Natteliv og underholdning i Vilnius

Skal du underholdes i Vilnius, vil jeg anbefale en koncert, en opera eller en teaterforestilling. Byen har også et stort udvalg af barer, pubber og natklubber. Jeg elsker selv baren Peronas – den ligger lige ved siden af Vilnius’ togstation, og man sidder nærmest helt ude ved togsporene. Stemningen er magisk, og her arrangeres der ofte klubaftener og events.

Den såkaldte Nattelivstrekant i Vilnius (The Nightlife Triangle of Vilnius) består af tre livlige bargader, der krydser hinanden: Vilniaus, Islandijos og Vokiečių. Bydelen Užupis er også et besøg værd med sine alternative og bohemeagtige barer og pubber.

Min favoritbar i Vilnius – Peronas
Min yndlingsbar i Vilnius – Peronas.

Shopping i Vilnius

I det centrale Vilnius finder du både velkendte butikskæder og traditionelle småbutikker. Hvis du foretrækker flere butikker under ét tag, kan du besøge et af byens store shoppingcentre som Akropolis og Panorama. Langs Gedimino prospektas er der også et bredt udvalg af shoppingmuligheder.

For mig var det kun markederne i Vilnius, der var interessante. De to største er Gariūnai og Kalvariju, som tilbyder alt fra nips og småting til friske råvarer. Halės turgus i det centrale Vilnius er en mindre, hyggelig torvehal, mens Benedikto Turgus er en lidt mere "eksklusiv" torvehal lige uden for centrum.

Tomas' lynguide til Baltikum

Vilnius er Baltikums næststørste by og hovedstaden i Litauen. Jeg bryder mig ikke om at sammenligne byer, men når det gælder de baltiske hovedstæder, kan det være en måde at sætte dem i perspektiv på inden en rejse.

Ligesom Baltikums to andre hovedstæder, Tallinn (Estland) og Riga (Letland), byder Vilnius på en rig historie og et spændende kulturliv. Arealmæssigt er Riga størst, efterfulgt af Vilnius og derefter Tallinn. Vilnius’ gamle bydel siges at være den største af dem. Byen er velegnet til at gå rundt i, men der er også lokalbusser og taxier for dem, der har brug for det.

I modsætning til Riga og Tallinn ligger Vilnius ikke ved havet. Byen er beliggende i det sydøstlige Litauen, hvor floderne Vilnia og Neris mødes. Efter min mening præger dette både atmosfæren og kulturen, som naturligt har taget farve af blandt andet nabolandene Polen og Letland.

I modsætning til Riga og Tallinn kan man ikke tage færgen til Vilnius, hvilket måske er en af grundene til, at byen føles mindre udforsket af os skandinaver og mindre præget af turisme generelt. Jeg følte også personligt, at Vilnius var billigere end Riga og Tallinn.

Tomas Alexandersson

Tomas Alexandersson

Tomas tager os med ud på oplevelser, der indeholder arkitektur, udstillinger samt bar- og restaurantbesøg. Gerne i østeuropæiske storbyer, hvor han blandt andet har en forkærlighed for Tallinn.

Vil du læse mere som dette?

Riga
Eksperternes tips

Det skal du se i Riga