Det skete i 50'erne

1956
Den 11. november indrykker grundlæggeren af Spies Rejser, Simon Spies, sin første annonce i Berlingske Tidende og Politiken. Denne dato regnes for Spies Rejsers fødselsdag.
“Vil De bade i Middelhavet juledag?” lyder det lokkende. Danskerne inviteres til sol, appelsiner og azurblåt hav – langt fra vinterkulde og juleand. Rejsen går mod Mallorca, hvor blomstrende mandeltræer og milde temperaturer venter. Med ét bliver sydens sol en mulighed for danskerne – i hvert fald for dem med både eventyrlyst og god tid.
1957
Den 7. februar drager de første 26 Spies-gæster til Mallorca. Rejsen foregår med tog ned gennem Europa via Genève og videre med båd fra Barcelona. Rejsen til Mallorca tager i alt 36 timer, men så var rejserne også af mindst fire ugers varighed. Prisen er 995 kr. Senere går Spies Rejser over til at benytte busser til Barcelona og derfra videre med båd.
1958
Nu kan danskerne også nyde foråret på Sicilien med Spies Rejser. Det tager næsten 6 dage at komme til rejsemålet med tog og båd, men rejsens varighed er også mindst 4 uger. Prisen for 4 uger er 1.595 kr., og har man tid til at blive i 12 uger, er prisen 3.845 kr. Ønsker man sovevogn på 2. klasse fra København til Rom, kan det tilkøbes for 97 kr.


1959
Spies Rejser begynder at flyve gæsterne direkte til rejsemålene. Pludselig kan man nå Mallorca, Rhodos og Costa Brava på næsten ingen tid.
En 8-dages rejse med fly koster 595 kr., og ønsker man 22 dage i solen, er prisen 945 kr.










