Eksperternes tips

Vores rejseekspert

Kaci Troberg

Kaci Troberg

Kaci elsker at besøge alle typer rejsemål, men hun er især vild med storbyer! Hun rejser sjældent til det samme sted to gange, så hendes artikler byder på tips til lidt af hvert.
Kaci Troberg
  • Alder: 30 år
  • Favoritrejsemål: Mellemøsten
  • Interesser: Rejser (selvfølgelig), men også film, kunst mad, musik og genbrugsshopping

Lær Kaci at kende

Kaci er en eventyrlysten pige, der elsker at udforske nye rejsemål. Hun har lavet alt lige fra at studere i Cambodja til at bo på en ø i Papua Ny Guinea, og hun har også backpacket alene i Asien. Samtidig elsker hun weekendture til europæiske storbyer, så med hende ved roret, bliver rejsetipsene en god gang blandede bolsjer!

Hvad vil du helst lave på en fridag?
På mine fridage kan jeg godt lide at starte dagen med at sove ekstra længe. Derefter laver jeg mig noget god morgenmad og drikker en stor iskaffe (eller flere). Jeg nyder med andre ord, at dagen ligger helt åben foran mig. Jeg kan godt lide at genbrugsshoppe, og det er jo heldigvis nemt at kombinere med et cafébesøg og endnu mere kaffe! Ellers bruger jeg fridagene til at mødes med mine venner, min familie og min kæreste. Dagen afsluttes helst med noget godt at spise, enten ude eller hjemme, og så en god film. Når jeg ikke skal være hjemme i weekenden, er jeg efter at have været en del år i hotelbranchen blevet ret glad for at udforske både nye og gamle hoteller i nærheden af, hvor jeg bor. Så tager jeg mig en lille getaway og skifter omgivelserne lidt ud for en stund.

Storby og puls eller dovne dage på stranden?
Jeg er en rastløs sjæl, så dovne dage på stranden er ikke helt min kop te. I hvert fald ikke for mange af dem. Men jeg kan godt lide ferier, der kombinerer begge dele. Jeg har været på ture, hvor vi er startet i en storby i ét land for derefter at flyve videre til en strand i et andet – den kombination kan jeg virkelig godt lide.

Hvor ofte rejser du på ferie i udlandet?
Det skifter lidt, men det bliver som regel til et par ture eller tre i løbet af et år.

Hvor mange steder i verden har du besøgt?
Jeg har været på backpackertur et par gange, både alene og sammen med andre, så i de perioder har jeg besøgt en del lande. Den dag i dag har jeg cirka 40 lande på listen – og den liste skal der flere på!

Hvad er det bedste ved at rejse?
Jeg elsker følelsen af at opdage noget nyt, skifte hverdagens rutiner ud med nye oplevelser og udvide min horisont. Nu kommer der noget, der nok lyder som en tarvelig kliché, så beklager på forhånd. Men jeg synes, at af alt det, man kan købe for penge, så er rejser noget af det, jeg helst vil investere i. Det giver minder, der varer for livet.

Har du et særligt ferieminde?
Jeg var i Jordan i 2011, og vi havde en taxichauffør ved navn Riyad, der kørte os fra lufthavnen til hotellet. Han sagde, at han gerne kom tilbage for at hente os uden for hotellet klokken syv morgenen efter, så han kunne vise os alt det bedste, Jordan havde at byde på. Vi tog lidt tvivlende imod tilbuddet, men det skulle vi ikke komme til at fortryde. Han kørte os rundt gratis hele ugen, og jeg tror aldrig, jeg har lavet så meget forskelligt på en ferie før. Han prøvede endda at få os ind i Saudi-Arabien ved at være vores værge, men det var ikke helt så ligetil. Han tog hjemmelavet mad med til os på alle turene, så hele bagagerummet var fyldt med pitabrød, falafel, grøntsager og hummus, som hans koner (ja, i flertal) havde lavet til os. Hans familie inviterede os også hjem til middag, og den dag i dag ringer han stadig en gang om året for at høre, hvordan det går med mit liv.

Hvad er dit "happy place" – stedet, du kan vende tilbage til igen og igen – og hvorfor?
Jeg plejer aldrig at tage tilbage til samme rejsemål flere gange, for jeg føler, der er så mange steder at se. Derfor prioriterer jeg gerne noget nyt hver gang. So little time, so much to do! Men Mellemøsten har stjålet mit hjerte, så der kunne jeg godt tænke mig at rejse tilbage til og besøge flere lande.

Kacis rejsetips