Klipper ved vandet på Malta
Eksperternes tips

Badesteder, bådture og blomsteris på

Malta

5 favoritoplevelser på Malta

Hvis du leder efter et sted at holde sommerferie, hvor der er badesteder i særklasse, hyggelige restauranter og ikke mindst sol, sol og atter sol, så er Malta stedet for dig! Her får du mine 5 tips til det, du ikke må gå glip af på øen.

Tekst & billeder: Kaci Troberg

1. Bad i St. Peter's Pool

Husk for alt i verden badetøjet, når du skal til Malta! Der er nemlig utrolig mange skønne steder at bade. Min personlige favorit er St. Peter's Pool, der ligger cirka 30 minutter i bil fra Maltas hovedstad Valletta. St. Peter's Pool er en af de smukkeste naturlige pools på Malta, og den ligger tæt på Marsaxlokk på spidsen af Delimara Point sydøst på Malta. Vandet er krystalklart med azurblå og grønne nuancer, og du kan sole dig, svømme en tur, dykke eller snorkle her. Med andre ord er her alt, du har brug for, til en perfekt stranddag!

De flade sten rundt om St. Peter's Pool giver perfekte betingelser for solbadning, og de høje klipper giver lidt skygge, hvis du vil undgå solen. Der er stiger, så du nemt kan komme i vandet, og klipper, hvor de mere modige kan hoppe i vandet fra.

Stedet er populært blandt lokalbefolkningen, specielt fra de nærliggende landsbyer, og blandt turister, der leder efter et roligere sted at tilbringe dagen.

Et godt tip er at tage egen mad med, for udvalget på stedet er lidt begrænset. Da vi var der, stod der en foodtruck, der solgte sandwicher og drikkelse. og så var der en halvslidt restaurant, der kun tog imod kontanter. Det skal dog siges, at foodtrucken havde noget virkelig velsmagende slushice og iskaffe, der smagte himmelsk på en dag med 40 graders varme – dem skal du prøve, hvis du får chancen!

St. Peter's Pool på Malta

St. Peter's Pool på Malta

Kold slushice i en hånd

En iskold slushice i varmen

2. Middag på Rootz

Denne her restaurant, altså. Jeg mangler næsten ord. Det er bare verdens hyggeligste, mest intime lille lokale perle med forrygende mad. Stilen er ret bohemsk, og maden er ikke tilberedt på forhånd. Alle råvarerne er af højeste kvalitet, og det føles lidt, som om du sidder hjemme hos nogen. Her er det eneste, du skal tænke på, at læne dig tilbage og nyde livet – og være klar på, at maden kan tage lidt tid at forberede.

Menuen er tapasinspireret med et italiensk tvist. Jeg bestilte selv en ostetallerken med lokalt kød, og den gik rent hjem. Det hele smagte fantastisk: mad, vin og drinks. Alle detaljer er bare så gennemførte, tjenerne er venlige og stedet oser af hippiestemning og livemusik. Lokalet er ikke det største, så bestil bord i god tid – jeg lover, at det er besværet værd!

En gade i hovedstaden Valletta

Vallettas hyggelige gader

Mad på restauranten Rootz

Middag på Rootz

Is, der ligner en rose

3. Spis is på Amorino

Denne hyggelige lille iskiosk ligger midt i Valletta centrum og har et kæmpe udvalg af forskellig gelato og sorbet. Du kan vælge at få isen i bæger eller i vaffel, men tager du hertil, så vælg vaflen. Den former de nemlig som en smuk blomst. Såvel smag som udseende får topkarakter i min anmeldelse, og jeg vil varmt anbefale at lægge vejen forbi Amorino.

4. Besøg Casa Rocca Piccola

Dette smukke palads midt i Valletta blev bygget i 1500-tallet for Don Pietro La Rocca, en maltesisk ridder, og er nu den adelige familie de Piros private hjem. Det meste af paladset bruges dog som museum, og nogle af soveværelserne er blevet restaureret og fungerer som en lille Bed & Breakfast. Jeg ville gerne have tilbragt en nat her – især i Cosimo-suiten. Den er opkaldt efter Cosimo de Piro, som var den første i de Piro-familien til at bosætte sig på Malta. Ud over museum og B&B driver ejerne også en restaurant i nabolaget ved navn La Giara, hvor du finder et siciliansk inspireret menukort.

Suite hos Casa Rocca Piccola B&B

Cosimo-suiten hos Casa Rocca Piccola B&B (billede lånt fra casaroccapiccola.com)

I paladset kan du lære alt om skikke og traditioner inden for den maltesiske adel, og du får lov at se de Piro-familiens private samling af ejendele, møbler, sølv og malerier. Det er supersjovt at se, hvordan den "finere del" levede på den tid, og ikke mindst fascinerende sådan at spankulere rundt i andre folks hjem. Der er også en bunker fra anden verdenskrig i husets have, som man kan begive sig ned i. Gangene er ganske lave og trange, så det er ikke noget for de klaustrofobiske.

Blå og gul papegøje

Familiens papegøje

Lysekrone og store malerier

Majestætiske detaljer

Slotshave med en trappe og fine planter

Slotshaven

5. Tag på bådtur til Comino, Gozo og Blue Lagoon

Fra Malta kan du komme på dagsudflugt med båd til Blue Lagoon. Der er afgang fra flere steder på øen. F.eks. Sliema, St. Paul’s Bay, Buggiba, Mellieha og Cirkewwa. Bor du i Valletta eller St. Julians, så er Silema det bedste sted at rejse fra. Der findes mange forskellige varianter af disse bådture, men vi tog en, som først stoppede i grotterne i Comino, derefter Gozo med sightseeing i byen og Dwejra Bay for til sidst at ende i Blue Lagoon.

Comino Caves

På vores første stop, Comino, fik vi en rundvisning i de smukke grotter, der er naturligt dannet af Middelhavet gennem hundredevis af år. Båden sejler ind i et par af grotterne, så det er en ret stor oplevelse at få med. Vandet er helt klart, så du kan tydeligt se havbunden. Et godt sted at have kameraet med!

Gozo og Dwejra Bay

Båden sejler derefter videre til Gozo, og her fik vi cirka et par timer til at se os omkring i byen, før vi tog videre til Dwejra Bay. Gozo by er hyggelig, men spørg gerne, hvilken vej du skal gå for at komme til centrum. Det gjorde vi ikke, så vi havnede lidt i udkanten af byen, hvor der ikke var så meget at finde. Turen til Dwejra Bay tog ikke lang tid. Her kan du nyde et klippeformet landskab med smukke naturpools, der har en fantastisk udsigt. Der ligger et lille kapel her, der hedder Cappella Sant'Anna, som jeg virkelig vil anbefale at lægge vejen forbi. Det er et enkelt men smukt kapel, hvor man kan tænde lys eller købe rosenkranse med billeder af Sant'Anna. Dwejra er også hjem for Fungus Rock, eller "Il-Ġebla tal-Ġeneral"- General's Rock, som det også bliver kaldt. Navnet er til minde om en italiensk general, der for tusinder af år siden faldt i døden under en vagt i området.

Blue Lagoon

Sidste stop på ruten var Blue Lagoon. Det er en af Maltas absolut mest kendte attraktioner. Området ligger på vestkysten af Comino mellem Malta og Gozo, og det er en virkelig smuk lille bugt med lavvandet, azurblåt vand. Her gælder det bare om at nyde solen, badeforholdene og endda snorkling, hvis man vil det. Stedet kan, især om sommeren, godt blive ret fyldt op med mennesker, så det kan være en udfordring at finde et sted at slå sig ned. Men som regel er man alligevel mest ude i vandet, så det gør ikke det store.

Comino Caves og en båd

Comino Caves

Kirken Cappella Sant'Anna på Malta

Cappella Sant'Anna

Blå lagune med både og badende mennesker

Blue Lagoon

Billede af Kaci Troberg

Kaci Troberg

Kaci har rejst en del på egen hånd, og hun elsker at udforske nye rejsemål. Hun kan egentlig lide alle typer af rejser, men har især en forkærlighed for storbyferier. Her får du hendes bedste tips fra hendes ture rundt i verden.