Mest stillede spørgsmål om storbyer i Europa
Hvor kan du nørde helt ud med historie, hvor skal du spise dig mæt i lækker mad, og hvor er det billigst at rejse hen? Du bliver forhåbentlig lidt klogere, når jeg nedenfor svarer på de mest stillede spørgsmål om storbyferie i Europa – måske finder du endda et godt alternativ til de mest populære byer!
Tekst: Christian Nielsen
Billeder: Spies og Unsplash
Publiceret: 14. september 2026
Genveje til storbyen


Hvilken storby i Europa er bedst til en weekend?
Det gode ved storbyferier er, at de oftest kan lægges i en (forlænget) weekend. Men skal man have fuld valuta for pengene, så skal byen også være til at overskue – du skulle jo nødigt komme hjem og føle, at du har misset noget.
Her er Prag et rigtig godt bud. I den tjekkiske hovedstad er centrum nemlig relativt kompakt, og mange af de største seværdigheder ligger i gåafstand fra hinanden. På få dage kan du sagtens nå at se både den gamle bydel, Karlsbroen og Pragborgen – OG dykke ned i den tjekkiske ølkultur. Det sidste er et absolut must, hvis du spørger mig. Jeg vil f.eks. anbefale at tage forbi en beværtning og få en frisktappet Pilsner Urquell – verdens første (og måske bedste) pilsner.
Er du mere til skotsk whisky end tjekkisk pilsner, så kunne et godt alternativ være Edinburgh. Den skotske hovedstad har masser at opleve, og meget af det er samlet omkring den gamle bydel. Gå en tur langs historiske Royal Mile, besøg Edinburgh Castle, og slut dagen på en af byens mange hyggelige pubber. Har du stadig energi i benene, kan du også tage turen op på den gamle, udslukte vulkan Arthur’s Seat og nyde udsigten over byen.


Hvilken europæisk storby er billigst?
"Billigst" er jo lidt tvetydigt, for er det flybilletten, hotellet eller regningen på restauranterne, vi taler om? Uanset hvad du har i tankerne, skal du nok kigge mod øst, hvis du vil have så meget for pengene som muligt.
Krakow er for eksempel et stærkt bud. Her er priserne lavere sammenlignet med de store vesteuropæiske byer – især på restauranter, caféer og barer. Samtidig er de fleste populære attraktioner samlet i centrum, så du kan opleve meget uden at skulle bruge en formue på transport.
Et godt alternativ kunne være Budapest. Her får du også meget for pengene og kan nyde alt fra storslået arkitektur og udsigter over Donau til termiske bade, hyggelige caféer og et livligt natteliv. Budapest er et godt valg, hvis du vil kombinere et lavt prisniveau med følelsen af en større og mere storbyagtig storby end Krakow.


Hvor skal man tage hen på storbyferie som par?
Nu ruller du sikkert med øjnene, men: Venedig. Det er ganske vist et klassisk og lidt klichéfyldt valg, men der er en grund til, at byen har ry for at være romantisk. Den er helt fri for biler, så man kan opleve den sammen til fods eller fra vandet gennem den charmerende labyrint af kanaler, broer, små pladser og smalle gyder. Især tidligt om morgenen og om aftenen, når de fleste turister er væk, har byen en helt særlig ro og stemning.
Skal du have et alternativ? Du kunne også tage dit livs udkårne med til Lissabon. Her venter flotte udsigter, hyggelige kvarterer, gode restauranter og en afslappet, romantisk stemning. Gå på opdagelse i de smalle gader, snup et glas vin på en fortovscafé, og find et sted, hvor I kan nyde udsigten og se solen gå ned over byens tage og Tejo-floden.


Hvilke byer er gode med børn?
Af de større byer er London et godt bud. Det er tæt på Danmark, og der er masser af fede familieoplevelser at tage af. Natural History Museum, Science Museum, store parker og Harry Potter-oplevelser. Måske kan en god gammeldags tur med dobbeltdækkerbus endda gøre sightseeing sjovt for de mindste.
Amsterdam er mindre og mere overskuelig. Her kan familien opleve byen fra en kanalbåd, besøge det interaktive NEMO Science Museum eller tage i Artis Zoo – og de kortere afstande kan være et stort plus med mindre børn.
I Valencia kan I kombinere storby med strand, og her er der også en del seværdigheder i børnehøjde. City of Arts and Sciences huser f.eks. det største akvarium i Europa, Oceanogràfic, mens den lange Turia-park giver plads til cykelture, legepauser og et afbræk fra sightseeing.



Hvilken storby er bedst til kultur og historie?
Svært! Og det kommer helt an på, hvilken kultur og historie du er ude efter.
Til antikkens historie er Athen det oplagte valg. Akropolis og Parthenon troner over byen, og blandt templer, ruiner og museer kommer man helt tæt på den civilisation, der har sat markante spor i europæisk kultur og demokrati.
"Men hvad nu, hvis man er mest til kunst og renæssance?", tænker du måske. Så er Firenze et godt bud! Her ligger mesterværker, kirker og paladser nærmest side om side, og med Uffizi-galleriet, Michelangelos David og domkirken føles store dele af centrum som sit helt eget museum under åben himmel.
I smørhullet mellem Europa og Asien finder du mit tredje og sidste bud: Istanbul. En enormt vigtig historisk by, der har været centrum for flere store imperier. Hagia Sophia, Den Blå Moské, Topkapi-paladset og den store basar er alle med til at bidrage til historien om en by, hvor romersk, byzantinsk og osmannisk kultur mødes.



Hvilken by er bedst til mad og restauranter?
Nogle er glade, når bare de får kød, sovs og kartofler, og i så fald kan du nok finde nogle rigtig fine muligheder tættere på end dem, jeg nævner her. Men hvis maden skal være i centrum, og du gerne vil have store gastronomiske oplevelser, så har jeg to klare favoritter:
Italien er selvfølgelig selvskrevet, når det handler om mad. Bologna ligger i Emilia-Romagna, der er hjemsted for specialiteter som mortadella, Parmigiano Reggiano og prosciutto di Parma. Selv er Bologna berømt for bl.a. tagliatelle al ragù og tortellini. Her handler madoplevelsen lige så meget om traditionelle trattoriaer og markeder som finere restauranter.
Bilbao er det bedste valg for dig, der ikke kan nøjes med ét spisested, men hellere går fra bar til bar og prøver en masse forskelligt. Baskerlandet har en stærk gastronomisk tradition, og i Bilbao kan du både få Michelin-restauranter og pintxos – små serveringer, som ofte nydes med et glas vin eller en øl til.

Hvor kan man tage hen i stedet for Paris eller Rom?
Det er et meget bredt spørgsmål, så du må leve med et lidt bredt svar: Wien eller Firenze, hvis vi skal holde os til de lidt mindre kendte byer. Ellers? Madrid.
Wien er et godt alternativ til Paris, hvis du er ude efter elegante boulevarder, imponerende bygninger, kunstmuseer og klassiske caféer. Byen har masser af europæisk storhed og kultur, men er samtidig overskuelig og nem at komme rundt i.
Firenze er til gengæld et oplagt alternativ til Rom, hvis du rejser efter kunst, historie og italiensk mad. Byen er langt mindre og mere kompakt end Rom, men den er stadig spækket med renæssancekunst, kirker, paladser og historiske seværdigheder – og næsten alt kan opleves til fods.
Madrid er et godt valg, hvis det er storbylivet i Paris og Rom, der trækker. Her får du verdensberømte kunstmuseer, flotte pladser, lækre tapasbarer og et levende byliv, der fortsætter langt ud på de mørke timer.


Hvad er de mest undervurderede storbyer i Europa?
Spændende og sprængfarligt spørgsmål – det er der nemlig helt sikkert mange holdninger til. For nogle år siden gik fænomenet "Destination Dupes" viralt på de sociale medier. Her delte folk deres bud på et billigere, mindre kendt alternativ til et populært rejsemål. Det kunne f.eks. være Den Albanske Riviera i stedet for Amalfikysten. Her får du mine Destination Dupes – i en storbyudgave:
Lissabon er et særdeles populært rejsemål, men faktisk har Porto også masser af god storbystemning. Her får du farverige gamle kvarterer, udsigt over Douro, portvinshuse, gode restauranter og en by, der er oplagt at gå på opdagelse i. Det er en relativt kuperet by, så der er mange gode udsigter at tage billeder af – og så er Atlanterhavet kun en kort tur fra centrum.
Wroclaw står ofte i skyggen af andre polske byer som Krakow og Warszawa – og det er synd! Byen har nemlig et flot historisk centrum, farverige facader, kanaler og broer – og nogle rigtig attraktive priser, der gør den perfekt til en weekendtur. Bonusaktivitet: Gå på jagt efter byens små dværgfigurer! Du finder de spøjse bronzestatuer overalt i gadebilledet, hvor de f.eks. tager en lur, kører på motorcykel eller kravler rundt i lygtepælene.
Når vi taler om Grækenland, er det ofte om øerne eller hovedstaden Athen. Men hvis du er ude efter en undervurderet havneby, der er spækket med historie, så er Thessaloniki et rigtig godt bud. Her får du også fornøjelsen af en lang, flot strandpromenade, en herlig græsk madscene og et lettilgængeligt indblik i det lokale hverdagsliv.



Hvilke storbyer er nemme at opleve til fods?
Her har de "mindre" storbyer virkelig en fordel! For hvor du kan vandre i evigheder i Barcelona og London, så kan du roligt lægge kaffepauser ind undervejs i sightseeingen i disse storbyer:
Vi har allerede nævnt den et par gange, men Firenze er altså nærmest skabt til at gå rundt i. Det historiske centrum er overskueligt, og på relativt korte afstande kan du komme fra domkirken og Uffizi-galleriet til Ponte Vecchio og videre over Arno. Samtidig er selve gåturen en del af oplevelsen med små pladser, kirker, caféer og historiske bygninger undervejs.
Prag har vi også været inde på, og her finder du mange af de største seværdigheder samlet omkring den gamle bydel og på begge sider af Moldau. Du kan gå fra det astronomiske ur over Karlsbroen og videre op mod Pragborgen uden at skulle tænke over anden transport end det ene ben foran det andet. I hvert fald hvis du kan klare brosten under sålerne og enkelte stejle strækninger undervejs.
Mit sidste bud er Tallinn – et godt valg, hvis du vil have meget storby på få kilometer. Den middelalderlige gamle bydel er fyldt med små gader, pladser, bymure og udsigtspunkter, som faktisk alligevel bedst opleves til fods. Og du behøver ikke blive inden for den gamle bymur. Det kreative Telliskivi-kvarter med caféer, restauranter og butikker ligger også i gåafstand, og fortsætter du mod havnen, kommer du nemt til det tidligere industriområde Noblessner – helt uden offentlig transport eller bil.

Hvilke storbyer i Europa er bedst om vinteren?
Nogle storbyer bliver kun endnu bedre, når temperaturen falder, og behovet for hygge stiger.
Hvad med f.eks. at synke ned i et varmt, termisk bad med tanken om, at du efterfølgende kan slubre en ægte ungarsk gullasch i dig? Budapest er nærmest skræddersyet til kolde vinterdage. Er du afsted omkring jul, får du også julemarkeder med i købet. Und dig selv en tur op til Buda-siden, hvor du kan se Fiskerbastionen og Buda-slottet. Og bliver det for koldt, er der aldrig langt til en hyggelig café.
Reykjavik er også oplagt som vinterrejsemål. Særligt hvis du ikke har noget imod, at vinteren er en del af selve oplevelsen. Her kan du blive tøet op i varme geotermiske bade, mens du nyder synet af vandfald og storslåede vinterlandskaber. De lange, mørke aftener giver desuden gode muligheder for at tage på jagt efter nordlys. Selve Reykjavik er lille og overskuelig med farverige huse, hyggelige barer og restauranter. Byen fungerer samtidig perfekt som base for udflugter til nogle af Islands største naturoplevelser.
Wien har vi været forbi en enkelt gang før, men den fortjener at blive nævnt som bobler. Her er der nemlig fuldt tryk på traditionsrige julemarkeder, men selv hvis du kommer efter årsskiftet, er der masser af kaffe, kage, kunst og kultur, der venter på at blive udforsket.

Hvilke storbyer er bedst om sommeren?
Sommer, sol og ... storby? Ja da! Der er masser af byer, hvor du kan kombinere sightseeing med kolde forfriskninger og dyp i havet.
Vores nabo Stockholm er oplagt, når dagene er lange, og livet rykker ud til vandet. Gå rundt i Gamla Stan, hyg dig på caféer med udeservering, eller tag en båd ud i skærgården, hvis du trænger til en pause fra storbyen. Grønne Djurgården er perfekt til en sommerdag med eksempelvis Vasamuseet og frilandsmuseet Skansen. Og bliver det rigtig varmt, er der flere steder, hvor du kan tage en dukkert midt i byen.
Gdansk giver dig både historisk storby og sommer ved Østersøen. Brug dagen blandt de farverige facader og hyggelige gader i centrum, eller hop på toget til Sopot, hvis du får lyst til sand mellem tæerne og en tur i havet. Om sommeren er der masser af liv langs Motława-floden, hvor restauranter og udeserveringer ligger side om side. Det gør det nemt at kombinere sightseeing og strand på samme ferie.
Hvis sommerferien både skal indeholde storby og Middelhav, så skal du overveje Nice. Her kan du starte dagen blandt markeder og smalle gader i den gamle bydel og slutte den på stranden eller langs Promenade des Anglais. Nice er samtidig en god base for små udflugter langs Den Franske Riviera – en slags storbyferie og sommerferie samlet i én rejse.



Hvilke storbyer er bedst til shopping?
Skal det være ægte shopping, så skal vi have fat i de større byer. Men hænger du på, får du en bobler til sidst.
Milano er det oplagte valg – i hvert fald hvis du er modeinteresseret. Det bugner af internationale luksusmærker omkring Via Montenapoleone og resten af Quadrilatero della Moda, men der er også stormagasiner, italienske mærker og mindre butikker. Gå en tur gennem den elegante Galleria Vittorio Emanuele II lige ved domkirken – det skader jo ikke at kigge.
London har noget for stort set ethvert budget og enhver stil. Oxford Street og Regent Street samler mange af de store kæder, mens områder som Covent Garden, Carnaby og Shoreditch byder på alt fra kendte brands til vintage og mindre butikker. Kan du ikke få nok af stormagasiner, er Harrods, Selfridges og Liberty nærmest seværdigheder i sig selv.
Barcelona kombinerer shopping med sol, tapas og storbyliv. Langs Passeig de Gràcia finder du både luksusmærker og spanske favoritter, mens de mindre gader i El Born og det gotiske kvarter har en del designbutikker, lokale mærker og specialforretninger. Et godt valg, hvis shopping skal være en del af ferien – uden nødvendigvis at være hele formålet.
Bobler: Hamborg. Vores naboer mod syd har et stærkt alternativ, hvor du finder både stormagasiner og mere eksklusive butikker omkring f.eks. Mönckebergstraße, Spitalerstraße og Neuer Wall.

Hvilke storbyer er bedst til natteliv?
Der er en enkelt hovedstad, man bare ikke kommer udenom, når det handler om festlige aftener og nætter. Berlin er nærmest synonym med natteliv og især kendt for sin klub- og technoscene. Men du behøver ikke stå i kø til den berømte natklub Berghain for at få en god aften – byen er spækket med både barer, spillesteder og mere afslappede værtshuse i kvarterer som Kreuzberg, Friedrichshain og Neukölln.
Budapest og Madrid er også stærke bud, hvis storbyferien gerne må fortsætte til langt ud på natten. Budapest skiller sig ud med sine berømte ruinbarer med skæv indretning og afslappet stemning, og især i det jødiske kvarter finder du masser af barer og klubber. I Madrid starter aftenen gerne med tapas og drinks og fortsætter på barer og klubber til de tidlige morgentimer. Områder som Malasaña og Chueca har masser af liv, og spaniernes sene døgnrytme gør, at festen først for alvor kommer i gang, når mange andre byer sover.


Mød skribenten: Christian Nielsen
Christian arbejder som tekstforfatter for Spies, og han elsker solen næsten lige så meget, som han elsker en god øl og en fodboldkamp. Han har desuden en særlig forkærlighed for Tenerife – måske fordi han selv har boet næsten tre år i øens hovedstad Santa Cruz.




