Alsidige Albanien og Gjirokastra

Det er sjældent, at man har mulighed for at opleve hele Albanien og få en idé om, hvad der findes væk fra kystområderne. Derfor tilbyder vi denne heldagsudflugt, hvor vi har samlet flere højdepunkter, som alle har det til fælles, at de ligger inde i landet. Frokost indgår.

    Fakta

  • Dag:
    Fredag
  • Varighed:
    Heldagsudflugt
  • Pris:
    55 EUR pr. voksen, 30 EUR pr. barn.

    Frokost indgår. Drikkevarer kan tilkøbes.
  • Sprog:
    Engelsktalende guide.
  • Godt at medbringe:
    Behageligt tøj og gode sko samt en flaske vand.
  • Øvrigt:
    Der er mange trapper og niveauforskelle. Personer med et bevægelseshandicap bør derfor rådføre sig med Spies-guiden, inden udflugten bestilles.
  • Sådan bestiller du:
    Du kan bestille udflugten ved at kontakte en Spies-guide på rejsemålet.
Allerede når vi forlader Saranda, ændrer landskabet sig markant. Her er barske bjergkæder, som også byder på grønne og frodige skove, ofte med rislende naturlige kilder. En af de mest berømte af disse kilder er The Blue Eye, hvor vandet strømmer op fra jordens indre med den mest intense og klare blå farve.

Herefter kører vi til en by, der har fået en velfortjent plads på UNESCOs Verdensarvliste. Byen hedder Gjirokastra og er den albanske diktator Enver Hoxhas fødeby. Man mærker ikke meget til ham i selve byen, hvis man ser bort fra de T-shirts og kopper med hans motiv, man kan købe. Men her er alligevel tydelige levn fra den kommunistiske æra, hvor han stod i spidsen for landet. Det er de gamle tunneler, som skulle beskytte den lokale administration. Man frygtede et atomangreb under den kolde krig og sprængte derfor en kæmpe bunker ud i klipperne bag rådhuset. Det er både skræmmende og interessant at besøge, men Gjirokastra har så meget mere at byde på. Byens centrum har fået en plads på UNESCOs Verdensarvliste pga. sin velbevarede ottomanske arkitektur og sin særprægede brug af sten, hvilket har givet byen kælenavnet 'Stenbyen'.

Her kan du også besøge den imponerende fæstning, som ligger på en klippe højt over byen med en fantastisk udsigt over flodsletten langt nedenfor. Her er der forskellige udstillinger, som giver et godt indblik i områdets historie med hovedvægten på Ali Pasha af Tepelana, der lod store dele af fæstningen opføre og betragtes som en af grundlæggerne af det moderne Albanien.
Praktisk information

Hvad koster det at tage børn med på udflugt? Hvor bliver vi hentet? Her har vi samlet al den information, du har brug for at vide om vores udflugter.