Se mere af Mallorca

Tag med på heldagsudflugt og oplev smukke Mallorca i sin helhed. Vi stifter bekendtskab med Palmas seværdigheder og shoppingmuligheder, nyder vinsmagning og tapas og afslutter dagen med et besøg i den gamle del af Alcudia, hvor du får tid på egen hånd til at indsnuse atmosfæren, før dagen går på hæld.

    Fakta

  • Dag:
    Torsdag med start 2/5
  • Varighed:
    Heldagsudflugt cirka kl. 8-19.
  • Pris:
    55 EUR pr. voksen, 30 EUR pr. barn.
  • Sprog:
    Skandinavisktalende guide. Guiden bliver på udflugtens sidste stop. Transferen tilbage til hotellerne på østkysten foregår uden guide.
  • Godt at medbringe:
    Komfortable sko.
  • Sådan bestiller du:
    I højsæsonen kan udflugten som regel bestilles hjemmefra – enten sammen med rejsen eller via ”Min side”. Hvis der er ledige pladser, samt først og sidst på sæsonen, kan du normalt bestille udflugten på rejsemålet ved at kontakte en Spies-guide.
Dagen starter med et besøg i Mallorcas hovedby Palma, der byder på uanede shoppingmuligheder med alt fra krydderiboder og små butikker med kunsthåndværk og unikt tøj til store spanske tøjkæder som Zara og Mango. Fra de små butikker på Via Sindicato og Jaime II er der ikke langt til den elegante shoppinggade Jaime III, Avenida d'Alexandre Rossello og stormagasinet El Corte Inglés. Har man lyst, er der også mulighed for at besøge den berømte gotiske katedral La Seu. I Palma får du tid på egen hånd til at opleve atmosfæren i fred og ro.

Herefter kører vi ud blandt vinmarkerne og fornemmer den storslåede natur med udsigt mod Tramuntana-bjergene i vest. Vores mål er den lille bodega Angel, der ligger i Santa Maria-området. Her vandrer vi gennem vinplantagen op til selve bodegaen, hvor vi får et indblik i vinproduktionen, før besøget afsluttes med vinsmagning og lidt tapas. Vi skal smage fire af bodegaens vine; en hvid, en rosé og to røde, og der er naturligvis mulighed for at købe favoritten med hjem.

Vi fortsætter derefter mod den gamle del af Alcudia, som bliver dagens sidste stop. Her kan du slentre rundt på egen hånd og udforske de smalle gader, måske gøre et fund i en af de små butikker eller gå en tur på bymuren.

Efter at have oplevet den gamle del af Alcudia kører vi tilbage til østkysten.
Praktisk information

Hvad koster det at tage børn med på udflugt? Hvor bliver vi hentet? Her har vi samlet al den information, du har brug for at vide om vores udflugter.