Submarine Adventure

Tag med på udflugt under havoverfladen i ubåden Golden Shark, som dykker ned til 25 meters dybde, hvor der er mulighed for at se fisk og andre havdyr.

    Fakta

  • Dag:
    Alle dage. Fra 11/5 tilbydes udflugten ikke i ca. 15 dage, eftersom ubåden skal inspiceres
  • Varighed:
    Halvdagsudflugt cirka kl. 8.30-14. Du er ombord på ubåden i 40-45 minutter og har cirka 2,5 time på egen hånd i Puerto de Mogán.
  • Pris:
    35 EUR pr. voksen, 20 EUR pr. barn.

    Børneprisen gælder for børn i alderen 2-12 år. Transport indgår fra rejsemålene på den sydlige del af øen. Mad og drikke indgår ikke, men der ligger mange hyggelige restauranter i Puerto de Mogán.
  • Sprog:
    Udflugten er på egen hånd. Indspillet lydguide via høretelefoner på bl.a. dansk, svensk, norsk og engelsk.
  • Aldersgrænse:
    Man skal være 2 år eller ældre for at deltage i denne udflugt.
  • Øvrigt:
    Børn mellem 2 og 16 år skal ledsages af en voksen. Du kommer ned i ubåden via en stige. Mad og drikke må ikke medbringes ombord. Der er ikke toilet på ubåden, men der findes toiletter mod betaling på havnen.
  • Sådan bestiller du:
    I højsæsonen kan udflugten som regel bestilles hjemmefra – enten sammen med rejsen eller via ”Min side”. Hvis der er ledige pladser, samt først og sidst på sæsonen, kan du normalt bestille udflugten på rejsemålet ved at kontakte en Spies-guide.
Ubåden Golden Shark stævner ud fra havnen i Puerto de Mogán og dykker ned under havoverfladen til undervandsparken La Atlántida, som findes på 20-25 meters dybde. Undervandsparken er et kunstigt rev, som er blevet anlagt for at genskabe havbunden ud for Mogánkysten. Ud over det marine liv har man også anbragt et stort antal betonblokke, som skal forestille ruinerne af en urgammel civilisation og føre tankerne hen på den sagnomspundne by Atlantis.

Det 3.000 m² store område tiltrækker et rigt marint liv og er et fristed for forskellige fiskearter og andet, der lever på havbunden. Undervandsparken er beskyttet område, og fiskeri er derfor ikke tilladt, skibe må ikke kaste anker, og al dykning foregår under kontrollerede former. Ubåden, vi befinder os på, sejler også udelukkende med elmotorer for ikke at forstyrre det marine økosystem. I løbet af udflugten ser vi fisk og havdyr i alle former og farver, og undervejs er der mulighed for at lytte til en indspillet lydguide via høretelefoner.

Golden Shark er cirka 18 meter lang og har plads til 44 passagerer. På begge sider af ubåden er der store runde vinduer, som sikrer et godt udsyn.
Praktisk information

Hvad koster det at tage børn med på udflugt? Hvor bliver vi hentet? Her har vi samlet al den information, du har brug for at vide om vores udflugter.