Kap Verde bliver et mere og mere populært valg, når danskerne skal vælge deres vinterrejsemål. Men hvorfor egentlig? Det får du 5 gode grunde til lige her.
Tekst: Christian Nielsen
Billeder: Spies
Publiceret: 19.02.2024
Når det er koldt i Danmark, skinner solen heldigvis andre steder i verden. Mange er med rette begejstrede for vinterferie i Thailand, mens andre foretrækker en rejsetid, der er noget kortere. Derfor er der stor efterspørgsel på rejsemål inden for 5-7 timers flyvning, hvilket betyder tæt på fyldte hoteller på De Kanariske Øer, der er særdeles populære. Hos Spies har man fundet en løsning: det nye vinterhit Kap Verde.
Mindre end et par timers flyvetid syd for Gran Canaria ligger det lille ørige, som flere og flere danskere er ved at få øjnene op for. Det er der mange grunde til. Med Spies bor gæsterne i den farverige badeby Santa Maria på øen Sal. Her er der skønt vejr, herlige strande og ingen stress. Det lyder måske som så mange andre rejsemål, men i Kap Verde gør man lidt ekstra, for at få dig helt ned i tempo på din ferie. Her kommer fem af de vigtigste grunde til, at Kap Verde er et godt bud på din næste vinterrejse.
Hængekøjen. En vigtig ingrediens i opskriften på "no stress".
Når du stiger ud af flyveren på øen Sal, er du havnet i den tropiske klimazone. Det er dog mest noget, man mærker på temperaturen og solen – ikke på rejsetiden. Du skal nemlig kun se film, lytte til podcast eller sove mindre end et par timer længere, end når du skal til De Kanariske Øer. Fra København tager det bare 7 timer at komme til Kap Verde. Det er da lige til at holde ud!
Nyd solen lige her 350 dage om året.
Solen er noget af det, vi længes allermest efter, når det er mørkt og koldt herhjemme. Og også her leverer Kap Verde. Det er nemlig blandt de mest solsikre rejsemål overhovedet. Her skinner solen omkring 350 dage om året i gennemsnit, så selv den mest solhungrende dansker burde være i stand til at få stillet sin sult.
En strand, som den bør se ud.
Læg dig godt til rette. Her skal du ikke nå noget.
Gode badeforhold er selvfølgelig et must, når danskerne skal have en frisk vinterdukkert på rejsemålet, og heller ikke her skuffer Kap Verde. Øgruppen er nemlig verdenskendt for de nærmest uendeligt lange og brede sandstrande, hvor det er meget nemmere at finde en plet med fred og ro end nogen til at forstyrre sig. Stranden i Santa Maria er hele otte kilometer lang og blandt de smukkeste på øen, men der er flere at vælge imellem alt afhængig af, om man foretrækker få mennesker, gode vindforhold eller familievenligt vand uden bølger.
Masser af plads til gåture i bare tæer.
Kap Verde gør sig ikke i store forlystelsesparker eller flamboyante festshows. Til gengæld er der nogle anderledes og unikke seværdigheder at opleve på øen Sal. Navnet kommer f.eks. ikke ud af ingenting, men stammer derimod fra øens store fokus på salt. Saltminen Salinas ligger i et urgammelt vulkankrater, hvor man siden starten af 1800-tallet har udvundet salt. Her kan man få lov at bade i vandet, der har en saltkoncentration på hele 26 %. Det er en ret mærkværdig oplevelse at flyde rundt som en prop oven på det lille salthav – og så siges det, at det gør de badende gæster 10 år yngre.
Er man mere til vand i den lidt ferskere afdeling, kan man prøve kræfter med et besøg til Shark Bay, hvor citronhajernes finner får nogle gæster til at synke en ekstra gang. Går man et par meter ud i vandet kan man ”gå tur” med de mindre, yngre hajer, der smyger sig om fødderne på en. En helt særlig oplevelse!
De kæmpemæssige shoppingcentre, velbesøgte museer og overrendte turistmagneter skal man lede længe efter i Kap Verde. Og det er faktisk helt bevidst. Øens motto er nemlig ”No stress”. Det kommer du helt sikkert til at høre et par gange under din rejse, og du kommer forhåbentlig også til at mærke det. Her er det nemlig meningen, at man gør, som man bør på en ferie: slapper helt af uden at skulle skynde sig for at nå alt muligt. Det tager ikke lang tid at udforske øen Sal. Det kan man f.eks. gøre i en lille lejebil eller på en ATV, hvis man vil se de steder, bilen ikke kan nå. Og hvad skal du så lave bagefter? Tja. Nyde din ferie – helt uden stress.
Lokale kigger efter det, der kunne være din aftensmad.
Er der noget, Kap Verde er kendt for ud over stressfri ferie, så er det de relativt kraftige vinde, man finder flere steder – også på øen Sal. Det har betydet, at stedet er blevet særdeles berømt blandt surfere for de gode forhold, og mange af verdens bedste lægger vejen forbi Kap Verde mindst én gang i sæsonen. Du kan leje udstyr til al slags surfing samt SUP-boards flere steder på Sal, så der er med andre ord mulighed for, at både liggestolsfanatikere og legesyge vandsportsentusiaster kan få den ferie, de ønsker sig. En ren win-vind-situation.
En drøm for dem, der elsker sus i maven og vind i håret.