Li river, Guangxi
Li River, Guangxi
Eksperternes tips

På opdagelse i

Kina & Tibet

Kinas guldkorn

Kina og Tibet har altid fascineret mig, og jeg har haft fornøjelsen af at rejse dertil flere gange. Kinesiske storbyer er ganske imponerende, men det er jo først, når man kommer ud på landet og møder de fantastiske naturskatte og lokalbefolkningen, at man får det rigtige Kina at se. Oftest havner jeg i et buddhistisk tempel eller oppe på et bjerg. Det er der, jeg trives bedst. Kina er både storslået, mægtigt og bare helt vildt imponerende!

Tekst & billeder: Kajsa Fagerström

Teplantager i Guangxi

Teplantager i Guangxi

Teplantager i Guangxi
Yao minoritetsbefolkning, Longsheng

Yao minoritetsbefolkning, Longsheng

Guangxi

Guangxi er provinsen længst mod syd, der grænser op til Vietnam. For at komme til Yangshuo er det nemmeste nok at tage nattoget fra Beijing til Guilin og derefter bussen videre til Yangshuo.

Yangshuo

Yangshou har længe været et mekka for backpackere i Kina. Her kan man bo i billige pensionater i spektakulære omgivelser lige ved floden. Bjerglandskabet, der omgiver den lille by, er en af grundene til, at området er så populært et rejsemål. Men det er ikke bare folk med rygsæk på, der synes, at Yangshuo er fantastisk. Kineserne selv kommer fra storbyen hertil på grupperejser. Derfor er det en god idé ikke at rejse hertil, mens der er helligdage eller ferie i Kina. Det er særdeles populært blandt kineserne at tage på tur ned ad Li-floden fra Guilin til Yangshuo, så det kan du jo undgå, hvis du ikke vil støde på for meget trængsel. Jeg foreslår i stedet at leje en cykel og køre ud på landet og nyde det utroligt smukke landskab. Her kan man opleve hverdagen for de byboere, der arbejder på markerne. Yulong-floden er en lille biflod til Li-floden i nærheden af Yangshuo, som er rigtig smuk. Du må heller ikke snyde dig selv for at tage op på et af bjergene (f.eks. Xianggong eller Moon Hill), hvorfra der er en helt magisk udsigt.

Longsheng

Longsheng ligger nogle timers bustur fra Yangshuo og er et must at besøge, når man er i Guangxi-provinsen. Longsheng er hjemsted for en blanding af forskellige minoriteter. Jeg stødte f.eks. på nogle Yao-kvinder, der har som mantra aldrig at klippe håret. Det var nok omkring halvanden meter langt – wow! De her kvinder må have verdens længste hår. Der ligger nogle hyggelige pensionater i området, hvor du kan bo og stå tidligt op om morgenen for at få den fantastiske udsigt over risterrasserne i morgenlyset.

Yulong river
Floden Yulong
Solopgang på på Xianggong Mountain

Oppe på bjerget Xianggong lige til solopgang

Cykel i Yangshou

At leje en cykel i Yangshuo er den bedste måde at se sig omkring på

Risterrasser i Longsheng, Guangxi

Risterrasserne i Longsheng, Guangxi

Sichuan

Sichuanprovinsen ligger i det vestlige Kina og grænser op til Tibet. Her finder man en fantastisk natur med høje bjerge, frodigt grønt og smukke søer. Det er desuden det eneste område i Kina, hvor der stadig findes vilde pandaer. Den største by i Sichuan er Chengdu, og det er også herfra, man kan komme videre til seværdighederne i provinsen.

Huanglong nationalpark

Man kan næsten ikke tro sine egne øjne, når man ser hvor smuk naturen er i Huanglong – eller Yellow Dragon Valley, som det også kaldes. Omringet af høje bjerge, søer med krystalklart vand og kinesiske templer. Det føles næsten som at stå midt i et maleri. Her finder du også tætte grønne skove, vandfald og grotter.

Wolong

Wolong ligger cirka tre timer nordvest for Chengdu med bus, og det er her, pandaerne bor! Den virkeligt eventyrlystne kan begive sig ud i bjergene og forsøge at lede efter dem, men desværre er det ret svært at spotte dem i det fri. Der ligger et forsknings- og avlscenter for pandaer i Wolong, hvor man kan se dem på tæt hold.

Ice mountain

Udsigt over Ice Mountain fra Huanglong i Sichuan

Pandaer nyder livet

Pandaer i Wolong

Jiuzhaigou, Sichuan

Jiuzhaigou naturreservat

Jiuzhaigou er et naturreservat cirka 65 km nord for Chengdu, og her er der tale om noget ret unikt. Det er et område med masser af søer og vandfald, hvor søerne er så klare, at de mange væltede træer i det minder om et koralrev. Der er flere vandfald, som er uhørt smukke. F.eks. Shuzengvandfaldet, Pearl Beach Falls och Nuorilang.

Krystalklart vand

Krystalklart vand i Jiuzhaigou naturreservat

Grønne blade
Pind i vand

Emeishan, Sichuan

Helligt buddhistisk bjerg

Emeishan er et af fire hellige buddhistiske bjerge i Kina. Det ligger på grænsen til den tibetanske højslette. Vi havde bestemt os for at gå hele vejen op til toppen – det indebærer altså lige 3.100 meter i trapper! Man kan også komme derop på hurtigere måder, men det giver ikke samme udfordring og oplevelse. Vi var helt for os selv hele vejen, hvor vi kunne nyde bjergets mystik i form af små kinesiske templer og hvilepladser indhyllet i tåge. Omgivelserne var frodige, og eftersom vi var der sent på efteråret, havde træerne fået en meget smuk orange farve.

Vi begyndte at gå tidligt om morgenen, og vi havde egentlig ingen anelse om, hvor vi skulle overnatte. Vi gik og gik, og pludselig var det mørkt. Men skæbnen ville, at vi kom frem til et tempel, hvor der boede nogle munke. Der blev vi tilbudt mad i deres madsal og fik et simpelt lille værelse at bo i. Ved 4-tiden om morgenen vågnede vi ved lyden af en sløv tromme. Nu var det tid til, at munkene skulle op for at bede. Trommelydene, omgivelserne og den helt anderledes oplevelse på den hellige plads var helt ubeskrivelig!

Trappe og træer med efterårsblade

2 dages vandring op ad Emei-bjerget

Trappetrin

Her mistede jeg overblikket over antallet af trappetrin

Wutaishan, Shanxi

Kulturarv og religion

Wutaishan er det andet hellige bjerg af de fire, og her ligger en række vigtige buddhistiske klostre og templer. Stemningen her er som på de fleste buddhistiske steder: meget harmonisk og rolig. Udsigten er virkelig magisk, og her ligger samtidig også nogen af Kinas ældste træbygninger.

Kinesiske lamper
Munk på vej
Munketempel
Munk i tempel

Pingyao, Shanxi

Velbevaret historisk by

At slentre rundt i Pingyaos gader er lidt som at tage en rejse tilbage i tiden. Det er en meget autentisk og gammel kinesisk by, der er kendt for de flotte bymure og den velbevarede historiske bymidte. Her kan man sidde i timevis og nyde livet, mens man drikker te i et kinesisk tehus, lytter til klassisk kinesisk musik og kigger på de forbipasserende.

Yunnan

Den gamle by Dali

Højdepunktet i Yunnanprovinsen er den smukke lille by Dali og det gamle kvarter med historiske bygninger, der er mere end 1.000 år gamle. Her ligger også buddhistiske templer, hyggelige butikker og restauranter samt en lille sø. En cykeltur i landsbyen er en hyggelig måde at pifte besøget op på, og på den måde får man også chancen for at møde lokalbefolkningen, og se hvordan deres hverdag ser ud. Vil man have ekstra spænding, kan man tage svævebanen op til "Snow Dragon Mountain", der er 4.200 meter højt.

Cykeltur i landsbyen i Yunnanprovinsen

Tag svævebanen op i 4.200 meters højde

Gansu

Labrangklostret, Xiahe

Gansuprovinsen ligger i det nordvestlige Kina og grænser op til Mongoliet i nord, Sichuan i syd og Qinghai i vest. Labrangklostret er et af seks store religiøse centre for den tibetansk-buddhistiske sekt Gelug (måske kender du dem som dem med de gule hatte) med Dalai Lama som leder. Jeg har altid været fascineret af mennesker fra denne del af verden og også af selve buddhismen som livsfilosofi. Derfor har jeg på mine rejser til Kina og Tibet besøgt yderligere fire af disse religiøse midtpunkter: Drepung, Sera og Ganden uden for Lhasa samt Trashilhümpo i Shigatse.

Det, som disse steder har tilfælles, er de utroligt smukke omgivelser, den typiske tibetanske arkitektur med guldfarvede tage og den store religiøse hengivenhed hos menneskene – de traditionelle bedehjul bliver mildt sagt varme, når de går rundt i klosterområderne. Det er virkelig interessant at følge de mange forskellige aktiviteter her. Her er alt lige fra bøn og meditation i templet til gåture rundt om bygningerne, mens de snurrer sine bedehjul og lægger sig på marken for at bede. Når man kommer som turist alene til disse steder, får man ofte lov at være en del af det hele på en noget anden måde, end hvis man tager afsted som gruppe. Det synes jeg har været helt utroligt spændende. Mystikken, lugten og lydene bidrager også til disse steder, der som sagt er virkelig magiske. Landskabet rundt omkring Xiahe er bølgende, bjergrigt og minder meget om Mongoliet.

Lhasa, Tibet

Lhasa ligger i en dal i 3.560 meters højde omgivet af bjerge på helt op til 5.500 meter. Det er den helligste plads inden for tibetansk buddhisme, og her ligger nogle virkelig spektakulære seværdigheder, som du bare ikke må gå glip af. Potalapaladset blev bygget i 1600-tallet og var tidligere Dalai Lamas vinterresidens, mens det også har været kontor for den tibetanske regering. Potalapaladset blev ikke ødelagt under kulturrevolutionen og er derfor en af de mest velbevarede bygninger i Lhasa. Jokhang er et helligt buddhistisk tempel i det gamle kvarter i Lhasa. Det er en central samlingsplads for religiøse aktiviteter, og gaden rundt om, Barkhor, fyldes ofte af pilgrimme, der går rundt, inden de går ind i selve templet. På torvet kan man hænge ud i flere timer og bare kigge på folk, deres farverige tøj og lidt pjuskede hår. Man bliver kun mødt af venlige smil. Man kan også vælge at gå med i vandringen rundt om templet, og det er en virkelig unik oplevelse. Både Potala og Jokhang er med på UNESCO's verdensarvsliste.

Barkhor Square uden for Jokhangtemplet

Drepung & SERA, Tibet

Buddhistiske klostre i udkanten af Lhasa

Når man alligevel befinder sig i Lhasa, vil mit bedste tip være, at man besøger klostrene Drepung og Sera, som begge er særdeles betydningsfulde inden for den tibetanske buddhisme. Stemningen er rolig og afslappende, og udsigten er fremragende.

Ganden, Tibet

Ganden er et buddhustisk kloster/universitet, der ligger fyrre kilometer nordøst for Lhasa. Her kan man med fordel tage en dagsudflugt til. Området ligger i 4.500 meters højde, så der er masser af udsigt at nyde godt af. Ganden regnes som et af de mest betydningsfulde klostre inden for De Gule Hattes Sekt (Gelug-buddhismen).

Ved at tage den lokale bus kan du komme lidt tættere på lokalbefolkningen. Det kan endda være, du er så heldig at blive budt på en "yak butter tea" hos en munk, der gerne vil øve sig engelske.

Yak

Gyantse, Tibet

Gyantse ligger 260 km. sydvest for Lhasa og blot nogle timers busrejse væk. Jeg siger "blot", fordi vi ved jo alle, hvor langsomt tiden kan gå, når man sidder i en bus i lande, hvor vejene snoer sig, og man stirrer direkte ud over en skrænt uden rækværk i 4.000 meters højde! Men jeg er i hvert fald glad for, at jeg tog til Gyantse, for det er hele turen værd. Den blå himmel, de høje bjerge og yakokserne, der græsser på de grønne enge, er et helt fantastisk syn.

Gyantse ligger i en dal, og byens hvidmalede stenhuse ligger for foden af et bjerg, hvorpå man finder et særdeles velbevaret fort fra 1300-tallet. Oppe fra bjerget er der en storslået udsigt over byen, og når du er færdig med at gå rundt i de gamle bydele, skal du selvfølgelig også se den 35 meter høje buddhistiske stupa, der er Tibets største af slagsen.

Storslået udsigt

Shigatse, Tibet

Shigatse er Tibets andenstørste by og ligger cirka 400 km. sydvest for Lhasa. Klostret Tashilhunpo er ofte grunden til, at man tager hertil, og det er lidt af en historisk og religiøs skat med alle sine stenbygninger, templer, stupaer, bønnekværne, Buddha-statuer og små brostensbelagte gader rundt omkring i området, man kan vandre rundt på i timevis. En anden af Shigatses seværdigheder er fortet, der ligger på en bakke over byen og minder lidt om Potala i Lhasa.

Tibetansk kvinde med bedehjul i Tashilhunpo

Hvorfor Kina og Tibet?

Du skal besøge Kina og Tibet, hvis du vil opleve historie, kultur og en helt anden måde at leve på, end vi er vant til herhjemme. Her tager man hen for at gøre noget anderledes og spændende! En rejse til Kina er et must mindst en gang i livet – og gerne flere. Men noget, man er nødt til at have med i bagagen, er tid og en god portion tålmodighed.

Moon Hill, Yangshou

Li River, Yangshou

Kajsa Fagerström

Kajsa arbejder i billedarkivet for Ving, og hun har bl.a. ansvaret for hotelbilleder. Hun har rejst til alle verdenshjørner og arbejdet for Ving i hele 20 år. Et sandt drømmejob for en foto- og rejseentusiast!