Inspiration

Det bør du have med i håndbagagen

Flyrejsen bliver nok aldrig feriens højdepunkt, men heldigvis kræver det ikke meget for at gøre turen mere smidig og behagelig.

Tekst: Lén-Veronica Kongerud

Ørepropper og sovemaske

Det er ikke et tilfælde, at dette er øverst på listen. Du er sjældent alene ombord, og støjniveauet kan være forstyrrende. Grædende børn, en snorkende sidemand, en hujende gruppe venner, der har startet festen lidt vel tidligt… Det kan være tiltrængt at kunne lukke alt ude med et par gode ørepropper og en sovemaske. Gå gerne efter en maske, der former sig efter ansigtets form, så du slipper for at den presser sig mod øjnene og øjenvipperne.

Tørklæde

Nogle foretrækker at have en plaid med, når de skal flyve, men et stort tørklæde kan være mere praktisk. Det kan både bruges som tæppe og pude, og når du er fremme, kan det bruges som sarong på stranden og picnictæppe. Og naturligvis som tørklæde. Når du har fundet det perfekte rejsetørklæde, bliver det hurtigt en uundværlig del af din håndbagage.

Tag et tørklæde med i håndbagagen

Pude, tæppe, skørt - et tørklæde kan bruges til meget. Foto: Dan Gold | Unsplash

En ekstra trøje

Flyt en trøje og et sæt undertøj og sokker fra din kuffert til håndbagagen. Hvis din kuffert skulle blive forsinket eller blive væk, er du bedre rustet til ventetiden. Du er desuden heller ikke presset til at skulle købe noget nyt med det samme.

Desinfektionsmiddel

Ud over desinfektionsgel til hænderne er det nyttigt at have et par våd-eller desinfektionsservietter med. Hvis du hurtigt tørrer bordet, haspen og armlænene af, bør du være sikret mod at indlede ferien med en irriterende forkølelse. Din sidemand vil måske se undrende på dig, men formentlig vil han ønske, at han kunne gøre det samme.

Egen underholdning

Hvis du ser frem til at kunne blive underholdt af film, serier og spil ombord, er det skuffende at opdage, at der ikke er en skærm i sædet foran dig. Forbered dig ved at fylde din mobil eller tablet op med serier og film (flere streamingtjenester lader dig hente indhold, som kan ses offline), interessante podcasts og lydbøger. I værste fald har du en masse underholdning til de dage, hvor ferievejret måske ikke er, som du havde håbet. Husk også at lade powerbanken op.

Vær opmærksom på, at visse lufthavne og flyselskaber ikke tillader powerbanks i indtjekket bagage. Hav den i håndbagagen i stedet.

Fyld mobilen op med indhold

Fyld mobilen op med musik, film og underholdning, inden du rejser. Foto: Oleg Magni | Unsplash

Madpakke og snacks

Det er ikke altid, at maden og udvalget af snacks ombord er den sundeste eller lækreste. På visse flyvninger er det tilladt at medbringe egen mad, men undgå at tage noget med, der lugter stærkt og kan være generende for dine medpassagerer. Hvis du selv skærer frugt ud hjemmefra og lægger det i små plastikposer eller bokse, har du et forfriskende mellemmåltid, når du har brug for det. Proteinbarer og nødder er også gode alternativer.

Skal du rejse med mindre børn? Sådan får du en nemmere ferie med små børn

Toiletsager

Tandbørste og tandpasta er ikke altid et must i håndbagagen, men på lange flyvninger er det dejligt at kunne børste tænder undervejs. Ansigts- og håndcreme beskytter huden mod den tørre luft ombord, og for den kvindelige halvdel af befolkningen kan det være nyttigt at have sanitetsprodukter i håndbagagen, uanset hvilken tid på måneden det er. Tag smertestillende med, hvis du har brug for det, og sørg for at have receptpligtig medicin med i håndbagagen i tilfælde af, at kufferten tager en omvej.

Tag ansigt- og håndcreme med på flyet

En god creme beskytter huden mod den tørre luft på flyet. Foto: Content Pixie | Unsplash

En gennemsigtig toilettaske

Beholdere med væske må ikke ligge løst i håndbagagen, men skal i en gennemsigtig 1-liters pose (og må ikke fylde mere end 100 ml pr. enhed). Du kan få passende poser i sikkerhedskontrollen, men hvis du investerer i en gennemsigtig toilettaske, kan du gøre den klar længe inden, du kommer til lufthavnen og samtidig spare tid i sikkerhedskontrollen. Hvis du vælger en udgave med pangfarve på lynlåsen eller sømmene, er den nemmere at lokalisere i håndbagagen.

Termoflaske

Du kan ikke tage en fyldt termoflaske gennem sikkerhedskontrollen, men hvis du tager den med og fylder den med koldt vand efter du har passeret kontrollen, kan du glæde dig over frisk og køligt vand i længere tid end med en almindelig vandflaske. I Københavns Lufthavn er der koldtvandshaner på toiletterne ude i de enkelte terminal-arme, hvis du ikke vil købe vand for at fylde flasken.

Er du usikker på reglerne for bagage? Læs mere om bagagereglerne her.

Kuglepen

Med din egen kuglepen ved hånden, kan du udfylde eventuelle papirer om bord og slipper for at jage en kuglepen, når du er landet i lufthavnen.

Husk at tænke langsigtet, når du pakker

  • Hav dine rejsedokumenter let tilgængelige hele tiden.

  • Elektroniske artikler som PC og kamera skal tages ud i sikkerhedskontrollen. Hav dem samlet, så du slipper for at rode tasken igennem for at finde dem.

  • Posen eller toilettasken med flydende indhold skal også ud i sikkerhedskontrollen. Vær opmærksom på, hvor i bagagen, den befinder sig, så går det hele meget nemmere.

  • Pak i en rummelig håndtaske eller rygsæk, som kan være under sædet foran dig, hvis du vil have nem adgang til dine ting. Du kan også lægge det, du har brug for på flyet i et indkøbsnet eller lignende, og tage det op, inden du lægger bagagen på hattehylden. Så slipper du for at tage tasken ned undervejs, og du slipper for, at dine ting ligger løst.

  • Hvis du sidder ved en nødudgang, er det ikke tilladt at have noget på gulvet ved takeoff og landing. I så fald kan du bruge ovennævnte tip med et indkøbsnet til at gøre det nemmere at tage det ud, du har brug for, så snart flyet er i luften.

Vil du læse mere som dette?