To løver slapper af
Inspiration

7 tips: Sådan spotter du et rigtigt reservat

Mange turister har besøgt, hvad de troede var et ægte reservat med dyrenes velfærd som højeste prioritet – kun for senere at opdage, at de er blevet narret. Se nedenfor, hvordan du spotter et godt reservat.

Skrevet i samarbejde med World Animal Protection
Publiceret: 29. december

Som dyreven er det oplagt at besøge et reservat for vilde dyr på ferien. Men mange oplever desværre efterfølgende at se et nyhedsindslag, læse et Facebook-opslag eller tale med andre rejsende, der fortæller, at det såkaldte reservat langt fra er dyrevenligt, men derimod kun eksisterer for at tjene penge på turister.

Et hvilket som helst sted kan kalde sig selv et reservat, et redningscenter eller et ’plejehjem’ for vilde dyr, uden at det behøver at afspejle de virkelige forhold.

Derfor har vi lavet en kvikguide til dig, der kan hjælpe dig med at afgøre, om der er tale om et ægte reservat.

Kendetegn ved et godt reservat:

  • Reservatet tager ikke vilde dyr fra naturen, medmindre de er skadede, i alvorlig fare eller skal rehabiliteres med henblik på at blive genudsat i deres naturlige hjem
  • Det lader ikke de besøgende ride på, røre ved, tage en selfie sammen med et vildt dyr eller lader dyret optræde med tricks og kunster
  • Det oplyser de besøgende om dyrevelfærd og trusler mod dyrene samt fremmer empati og respekt over for alle dyr
  • Det forklarer hvorfor dyrene er blevet reddet og nu lever i reservatet, hvorfor deres behov kun til fulde kan opfyldes i naturen, og hvad reservatet gør for at lade dyrene leve et så naturligt liv som muligt
  • Hvis stedet rehabiliterer vilde dyr med henblik på genudsætning, holdes de besøgende på god afstand af dyrene og reservatet følger op på, hvordan dyrene klarer sig efter at være vendt tilbage til naturen
  • Reservatet tager ikke dyrene ud af deres indhegninger eller leveområder for at fremvise dem for de besøgende
  • Reservatet giver dyrene mulighed for at søge hen til uforstyrrede, stille områder væk fra de besøgende.

Her finder du dyrevenlige oplevelser

Læs også: 7 tips til en elefantvenlig oplevelse

Vil du læse flere artikler som denne?