Jeepudflugt - lokale smage og oplevelser i bjergene

Dagen kombinerer en spændende offroadtur i bjergene med nøje udvalgte smagsoplevelser i form af lokale vine, friskpresset olivenolie og en traditionel ost, håndlavet af kretensiske hyrder. Undervejs besøger vi en familiedrevet vingård, en olivenoliemølle, det historiske Halepa-kloster og en afsidesliggende hyrdehytte højt oppe i bjergene. Udflugten afsluttes med frokost på en familiedrevet taverna i bjerglandsbyen Axos.

    Fakta

  • Dag:
    Tirsdag, torsdag og lørdag.
  • Varighed:
    Heldagsudflugt cirka kl. 9-16.
  • Pris:
    109 EUR pr. voksen, 89 EUR pr. barn.

    Børneprisen gælder for børn i alderen 8-12 år.
  • Sprog:
    Engelsktalende guide.
  • Aldersgrænse:
    Man skal være 8 år eller ældre for at deltage i denne udflugt.
  • Godt at medbringe:
    Solcreme, bekvemme sko samt en lun trøje eller jakke om foråret og efteråret.
  • Vigtig information:
    Transport, traditionel kretensisk frokost, besøg i en hyrdehytte og præsentation af ostefremstilling indgår. Drikkepenge samt drikkevarer som øl, sodavand og kaffe indgår ikke.

    Udflugten gennemføres med 6-8 personer i hvert køretøj. Alkohol serveres kun til gæster over 18 år.
  • Sådan bestiller du:
    Hvis udflugten kan bestilles hjemmefra, vises den som et tilvalg, når du bestiller din rejse. Har du allerede bestilt rejsen, kan du bestille udflugten på ”Min side”. Hvis der er ledige pladser, kan du også bestille udflugten på rejsemålet enten i Spies-appen eller hos Spies-guiderne.
  • Udflugten tilbydes af:
    Delta S.A: Tourist Enterprises
Efter afhentning kører vi til det prisbelønnede Klados Winery i Panormos, hvor ejeren personligt viser os rundt blandt vinranker og i vinkælderen og deler ud af sin viden om kretensisk vinproduktion. Besøget afsluttes med en vinsmagning, hvor du får smagsprøver på nogle af øens mest fremtrædende lokale druesorter.

Efter besøget på vingården fortsætter udflugten til olivenoliemøllen i Melidoni, hvor du får et indblik i olivenoliens vej fra træ til flaske. Her mødes traditionelle stenpresser og moderne metoder, og du får mulighed for at smage frisk, let pebret olivenolie.

Næste stop er det historiske Halepa-kloster, som tidligere fungerede som tilflugtssted for kretensiske oprørere under borgerkrigen. Her hører vi om klostrets dramatiske historie og nyder den imponerende udsigt over dalen med de majestætiske bjerge i baggrunden.

Herefter går turen videre til en traditionel hyrdehytte, en såkaldt mitato, hvor panoramaudsigten er helt enestående. Er vi heldige, kan vi opleve vilde ørne og geder på nært hold og få taget nogle flotte billeder. I hyrdehytten hører vi om hyrdelivet og om, hvordan den lokale ost bliver fremstillet.

Dagen rundes af i den charmerende bjerglandsby Axos, hvor vi spiser frokost på en familiedrevet taverna med autentiske kretensiske retter tilberedt af lokale råvarer. Efter en dag fyldt med oplevelser og lokale smage går turen tilbage til Rethymnon.

Hvad koster det at tage børn med på udflugt? Hvor bliver vi hentet? Her har vi samlet al den information, du har brug for at vide om vores udflugter.