Rejser til Curaçao
En rejse til Curaçao byder på både sol, strand, kultur og spændende udflugter.
Hvis man skal male et billede, som illustrerer Curaçaos blændende karisma og charme, må man pakke hele farveskalaen og de fineste pensler, man kan finde. Til forskel fra mange andre øer i Caribien rækker det ikke med lidt gult til sandet og lidt blåt til havet. Curaçao kræver mere end som så, hvis man vil yde retfærdighed til Willemstads pastelfarvede facader, frugtmarkedernes bugnende boder og landsbyernes solbrændte toner af okker og gyldenbrunt.
Denne ø er et charmerende og næsten uvirkeligt stykke Holland midt i Caribien, som tidligere har været centrum for slavehandel og i dag er et dykkerparadis og hjem for mere end 40 forskellige nationaliteter. Det er alle disse kontraster, som gør Curaçao til et perfekt rejsemål for alle med forventninger om andet og mere end strande, poolområder og turistmenuer i ferien.
Willemstadt
På en rejse til Curaçao er det umuligt at komme uden om hovedstaden Willemstadt, en lille perle af en by, hvor ca. halvdelen af øens 130.000 indbyggere bor. Her ligger mange af, men ikke alle Curaçaos seværdigheder og attraktioner. Et eksempel er det på én gang spændende og uhyggelige slavemuseum på Kura Hulanda, de stemningsfulde restauranter og caféer langs Handelskade eller en oplysende rundtur i Otrobanda.
Ret hurtigt vil du opdage charmen ved blot at slentre rundt uden noget egentligt mål eller bestemt tid i den lille by, hvor det ikke tager mere end en halv time at gå fra den ene ende til den anden. Lige uden for Willemstad venter strandene og det fascinerende havunivers ved Seaquarium Beach, og ligesom man heller ikke ville tage til Paris uden at opleve Eiffeltårnet, er det næsten utænkeligt at rejse til Curaçao uden at besøge destilleriet, hvor man fremstiller den berømte blå Curaçao-likør.
Udforsk Curaçao
Begiver du dig væk fra Willemstad og ud til de knap så befolkede dele af øen, venter der endnu flere oplevelser. Her er det dog nødvendigt at have en form for transportmiddel, hvis man vil undgå at bruge unødigt meget tid på at besøge strandene ved West Punt eller den dramatiske nordkyst ved Boca Tabla.
Langs sydkysten er der omkring 40 forskellige strande, og hopper du i dykkerudstyret, kan du glæde dig til spændende vrag, drivdyk og koralrev under overfladen. Flere steder på øen vil du også støde på de karakteristiske Landhuizen, som findes overalt på Curaçao. Husene står som monumenter over mislykkede forsøg på at opbygge lukrative plantager på denne golde og nedbørsfattige ø. I dag er flere af husene lavet om til restauranter, hvor du kan smage det lokale køkken, "komida krioyo". Når ferien er ved at være slut, og man rejser hjem fra Curaçao, er det med følelsen af, at man har oplevet mere, end man plejer på en ferie, men også at der stadig er masser tilbage at opleve, næste gang man kommer hertil.
Unikke hoteller
Vi vil vove at påstå, at Spies' hotelprogram på Curaçao er uden sidestykke. Du kan bo på øens fineste strande et par kilometer uden for centrum, både med eller uden All Inclusive og med den standard, som passer dig bedst. Du kan bestille rejser hertil med rutefly både sommer og vinter, og du bestemmer derfor selv, hvornår og hvor længe du vil være væk; trygt, enkelt og bekvemt.
Sol, strand og dykning
Med en gennemsnitlig temperatur på omkring 27 grader både i luften og i vandet, er Curaçao det perfekte rejsemål for dig, der elsker sol og strand. Kysten er dækket af små hvide og velplejede strande med hyggelige beach clubs, som har al den komfort, du har brug for. Her er også fantastiske muligheder for både dykning og snorkling, og i akvariet kan du se både søløver og hajer.
- Hoteller på stranden
- All Inclusive
- Hoteller med spaafdeling
- Fine sand
- God dykning
- Gode shoppingmuligheder
- Restauranter og natteliv
- januar
- februar
- marts
- april
- maj
- juni
- juli
- august
- september
- oktober
- november
- december
Playa Kalki
Dette er den nordligste af strandene på øens sydkyst, næsten oppe ved Westpunt. I lighed med de fleste strande på Curaçao er den ikke specielt lang, kun omkring 100 m. Mellem 1999 og 2002 blev det meste af sandet ædt op af bølgerne, og siden da har Playa Kalki bestået af koraller med sand her og her. Snorklingen inde ved stranden er udmærket med en del fisk, men svømmer du ca. 50 m længere ud, er den endnu bedre. De geologiinteresserede kan gå til strandens nordlige ende og studere klipperne; meget få steder kan man se sedimenteringen lige så tydeligt som her. Der er mulighed for at leje parasoller og liggestole. Den nemmeste måde at komme hertil er ved at leje en bil og køre mod Westpunt.Playa Forti
Playa Forti ligger lige syd for Playa Kalki og har fået sit navn efter et fort, som engang lå på klipperne ovenfor. Denne strand er længere end Playa Kalki og har også meget mere sand. Dristige vovehalse kan kaste sig i bølgerne fra de mere end 10 m høje klipper, mens knap så adrenalinhungrende kan nøjes med at snorkle og nyde solen på land. Oppe på klipperne ligger der et par restauranter.Hook's Beach
Dette er en af de strande, der ligger tættest på Willemstad, kun et par minutter fra Floris Suite og Hilton. Hook's Beach er ikke så lang, kun omkring 100 m, og den domineres af Hook's Beach Hut og en dykkerskole. Men på trods af dette er det en skøn strand, hvor du kan ligge og nyde livet i solen - og du har både god snorkling og en kold drink lige inden for rækkevidde. Her kan du også spise frokost og aftensmad. Der er ferskvandsbrusere ved stranden, og hvis du foretrækker at ligge i skyggen, er der også mulighed for det. Hvis du går forbi indgangen til Hook's Beach og holder lidt til højre, kommer du forbi en række lokale spisesteder, som er værd at besøge - først og fremmest deres friske fisk og skaldyr. Vejen ned til stranden drejer af fra hovedvejen, kun 50 m fra indgangen til Floris Suite.Seaquarium Beach
Ligger syd for Willemstad og er en af øens mest livlige strande, både om dagen og om aftenen. Som navnet antyder, optager selve Seaquarium Beach en del af stranden, men her ligger også Mambo og Lions Drive Hotel, som er ansvarlige for hver sin del af stranden. Seaquarium Beach er nok det nærmeste, Curaçao kommer på Arubas lange og gyldne strande. Som ved de fleste andre sandstrande er snorkelforholdene ikke specielt gode, men det opvejes i høj grad af strandens mange faciliteter. Her er ferskvandsbrusere og toiletter.Klein Curaçao
En lille ubeboet ø, som ligger sydøst for Curaçao. Den eneste måde at komme til Klein Curaçao på er med en af udflugtsbådene, som sejler hertil. Eftersom sejlturen er ret lang - det tager ca. to timer - skal man regne med en heldagstur. Mad og drikke er med i prisen. Her er fremragende forhold for snorkling og dykning, og på de fleste både kan du leje dykkerudstyr.Grote Knip eller Playa Kenepa
Ligger ca. 5 km syd for Playa Kalki og er en af øens mest populære strande. Her er god plads og masser af sand. Ferskvandsbrusere, toiletter og et serveringssted. Oppe på parkeringspladsen kan du bl.a. købe hjemmelavede søde sager, typiske for øen og værd at smage. Snorklingen er bedst ved klipperne, som løber langs stranden.Flyvetid
Ca. 12-16 timer. Mellemlanding undervejs.Afrejse
Du kan rejse til Curaçao hele året med rutefly og dermed selv bestemme afrejsedag og rejselængde. Flyet lander i Willemstad Lufthavn.Påklædning
Selv om stemningen er ganske uformel de fleste steder på Curaçao, foretrækker man en vis stil, specielt når man opholder sig indenfor. Gæster i jakke, skjorte eller måske en sweater er passende på de fleste restauranter. Shorts og sandaler er ikke. Til frokost er det mindre formelt, alt afhængigt af hvor du vælger at spise.Frugtjuice
Frugt- og grøntsagsjuicer af enhver slags (alt eftersæson) kan købes i små kiosker samt på caféer, restauranter, hoteller og barer.
Vand
Vandet fra vandhanen på Curaçao er friskt og rent og kan drikkes uden problemer. Du behøver altså ikke købe dyrt vand på flaske.Øl
Den lokale øl hedder Balashi og er en lys og mild øl. Derudover er det et stort udvalg af importerede ølmærker, frem for alt hollandske.Vin
På de fleste lidt finere restauranter og hoteller er der et godt udvalg af forskellige vinsorter.Spiritus
De fleste kendte spiritusmærker kan købes i supermarkederne og på de store hoteller og restauranter. Der er et enormt udvalg af rom i forskellige kvaliteter og prisniveauer.Yuana - leguan
Man siger ofte, at øgler smager af kylling, og det er også tilfældet med leguanen. Der hersker desuden en udbredt lokal opfattelse af, at leguankød er godt for potensen, men noget videnskabeligt bevis for den påstand eksisterer dog ikke.Kabritu - ged
Gedekød er meget populært på Curaçao og serveres ofte som gryderet sammen med ris, plantain (madbananer) og funchi.Plantain - madbananer
Ligner en almindelig banan, men er noget større. Den indeholder også mere stivelse og er mindre sød end en almindelig banen. Plantain serveres stegt eller kogt, aldrig rå. Det er svært at undgå plantain på Curaçao, men det er der heller ingen grund til, for den smager godt.Karko/conch - bløddyr
Glem kammuslinger og lignende bløddyr. Denne lille kæmpe kan veje op til et halv kilo. Kødet tages ud og serveres stegt eller anrettet med en sauce. Smagen minder om krabbe. Den interesserede kan enten besøge et marked eller Seaquarium, hvor de ligger i lave bassiner, så man kan tage dem op undersøge dem nærmere.Kadushi - kaktus
Af denne laver man bl.a. en suppe, der bedst kan beskrives som lidt slimet. Det er nok ikke alle, der vil synes om den.Funchi - majsbrød/budding
Populært tilbehør til det fleste kød- og fiskeretter. Råvarerne er ganske enkelt majsmel, som tilberedes til en slags tyk pandekage. Præcis som plantain følger den ofte med på tallerkenen, uanset om man bestiller den eller ej. Funchi blandet med bønner og sukker kaldes tutu.Aros moro - ris og bønner
To af de caribiske favoritråvarer mødes i Aros Moro, som ofte serveres med stoba di kabritu.Drikkervarer
De fleste restauranter har et godt udvalg af vine, både sydafrikanske, australske, europæiske og sydamerikanske. Amstel Bright er øens egen øl, brygget på noget så usædvanligt som havvand. Let, forfriskende og serveret med en limeskive i flaskehalsen passer den til det meste på Curaçao, uanset om det er en eftermiddag på stranden, et stykke grillet fisk eller som afrunding på en gåtur rundt i Willemstad.Alt vand på øen kommer fra afsaltningsanlæg og kan sagtens drikkes. Man kan også købe vand på flasker, men det er en unødig udgift.
Madmarked
Her går du op og ned ad lokalbefolkningen, som kommer her for at spise frokost. I denne pavillonlignende bygning vælger du blandt forskellige madboder, som serverer traditionel mad på traditionel vis: over brændende kul. Når du har fået din tallerken med mad, sætter du dig der, hvor der er en ledig plads og nyder både maden og miljøet. Madmarkedet ligger ved siden af postkontoret i Punda. Fortsæt vestpå fra det flydende marked ca. 100 m. Så kommer du lige ind til markedet.Det største udbud af mere traditionel shopping finder du i Punda, hvor du kan købe Tommy Hilfiger, Benetton og andre kendte mærker. Priserne er ikke meget lavere end herhjemme, men hvis du pludselig opdager, at du har brug for en ekstra trøje eller en ny bikini, er det her, du skal tage hen. Butikkerne har som regel åbent fra om morgenen til kl. seks om aftenen, selvom visse butikker lukker et par timer til frokost.
Dykning
Med mere end 100 kendte dykkerspots kan man roligt sige, at Curaçao egner sig godt til et dyk eller to på ferien. Det, som gør Curaçao specielt i forhold til andre steder, er, at man flere steder kan gå direkte i vandet fra stranden, hvilket gør dykningen billigere, da man ikke behøver en båd. Drivdyk, vragdyk og koralrev står på menuen. Der er mange dykkerskoler og mulighed for at leje udstyr på øen.Ridning
Vil du ride på Curaçao, skal du tage til Christoffel Park, hvor der er heste og ridestier for både nye og erfarne ryttere.Vandreture
Christoffel Park er øens største naturreservat og lokker med vandrestier, jeepture, Curaçaos højeste bjerg og meget andet. Her kan du også se aloe vera-planter, akacietræer, forskellige kaktusser og, hvis du er heldig, den lille, flotte Curaçaohjort. Guidede ture kun ved forudgående bestilling. I entréprisen indgår et kort, og derudover er der mulighed for at købe en mere detaljeret guide over parken og dens indbyggere. Indgangen til parken ligger i byen Savonet, ikke langt fra Boka Tabla.Fiskeri
Spændingen kan være ulidelig, når du sidder på agterdækket med al din opmærksomhed rettet mod snøren og det kraftige ryk, som signalerer et bid. Nu begynder kampen, grebet skal fæstnes, armene syrer til, fisken skal have lov at svømme sig selv træt, inden du med bankende hjerte kan hale den ind og ombord i båden. Du får hjælp og gode råd af skipperen eller hans matros, men jobbet må du gøre selv. Wahoo, tunfisk og sejlfisk er nogle af de arter, du kan håbe at få på krogen. En halvdagstur er som regel passende, eftersom der kun går ti minutter, fra du sejler ud af havnen, til du kaster snøren ud. Solen er meget skarp på havet, så husk ekstra solcreme.Byvandring
Lokale entusiaster arrangerer rundvisninger i Otrobanda, hvor du kan opleve en skøn blanding af historie, bygningsteknik og lokal gadestemning. Anbefales til den, der gerne vil vide, hvorfor Willemstad ser ud, som den gør, og hvorfor visse bygninger er så forfaldne, mens huset lige ved siden af kan være imponerende velholdt og nymalet. Guiden taler engelsk.Westpunt
Dette er øens nordlige odde med flere fine strande at vælge mellem - som skabt til en dagsudflugt med frokost på en af strandrestauranterne eller på f.eks. Jaanchie's. Har du egen bil, kan du tage den nordlige rute hertil gennem naturreservatet Christoffel Park og senere køre tilbage ad den sydlige rute til Willemstad.Boka Table
Boka Tabla beskrives ofte som en grotte. Reelt er det bare en klippe, man kan kigge ind under og se havet, så hvis du forventer at se en grotte, bliver du skuffet. Forventer du derimod et stykke imponerende naturdramatik, er sagen en helt anden. Dette er øens nordlige kyst med alt, hvad det indebærer af golde klipper og høje bølger, som slår ind mod kysten. Efter et besøg her forstår man, hvorfor det kun anbefales at bade ved sydkysten. Her er flere forskellige gangstier, hvoraf den længste tager omkring en time at gå. Den er absolut oplevelsen værd, måske på vej mod strandene ved West Punt. Kør ad den nordlige rute næsten helt frem til West Punt. Skiltningen er god.Hatu Caves
Hatu Caves er større end Boka Tabla og, og her er der tale om en rigtig grotte. I Hatu Caves kan du gå ind og se stalagmitter og stalaktitter, flagermus og gamle indianske udskæringer i stenene. Grotten bærer præg af at være en turistattraktion, men den er bestemt en oplevelse værd, hvis du er på vej nordpå i bil. Ligger et lille stykke syd for lufthavnen på Franklin D. Rooseveltweg.Kura Hulanda
Dette privatejede slavemuseum på Kura Hulanda gør sig vel i sammenligning med de fleste andre museer og er et centrum for forskning om slaver og slavehandel. Her kan du set det, der betragtes som verdens mest omfattende dokumentation af slavehandlen med originaldokumenter, levn, og rekonstruerede miljøer. Her er også omfattende afrikanske samlinger, som primært er udtryk for ejerens egen interesse for denne verdensdel. Museet ligger inde i hotelområdet af samme navn.Curaçao Museum
En slags potpourri af øens historie. Her kan du se lidt af hvert fra Curaçaos geologi, antropologi, religion og erhvervsliv samt cockpittet fra det første KLM-fly, som krydsede Atlanten. Museet ligger på Van Leeuwenhoekstraat z/n, Mundo Nobo, et lille stykke vest for Otrobanda.Mikvé Israel-Emanuel Synagoge
Dette siges at være den synagoge, som har været i brug uafbrudt i længst tid på den vestlige halvkugle. I tilknytning til synagogen ligger et jødisk museum fra 1969, som skildrer historien og udviklingen blandt jøderne på Curaçao.Seaquarium
Se søløverne lave kunster, tag en søstjerne op i hånden og få et indblik i den fascinerende undervandsverden - uden selv at blive våd. På Seaquarium har du alle muligheder for at lære livet under overfladen at kende. Dette store akvarium ligger ved stranden knap 2 km øst for Punda. Her træner man bl.a. søløver i en sådan grad, at når man lukker dem ud i havet, så kommer de frivilligt tilbage til deres havbassiner bagefter. En del af forklaringen er dog, at man lukker dem ud, inden de har fået deres frokost. Seaquarium driver også omfattende uddannelsesforløb for gradvist at opnå en mere bæredygtig udnyttelse af ressourcerne i havet omkring øen.Bounty
Bounty er et 30 m langt sejlfartøj, som tager sine passagerer med til de bedste snorkelsteder på Curaçaos sydkyst. Besøg bl.a. Spaanse Water, hvor du kan snorkle ved vraget af en lille slæbebåd. I prisen indgår en udmærket grillfrokost og fri bar.Det flydende marked
Langs kajen på Sha Caprileskade ligger de på rad og række, bådene fra Venezuela, som sejler frem og tilbage mellem Curaçao og Venezuela et par gange om ugen, fuldt lastede med frugt og grøntsager. Her er mest livligt om formiddagen, men handlen foregår frem til ud på eftermiddagen. Her er både velkendte og mere eksotiske frugter og grøntsager. Køb gerne et par mangoer eller en melon, som du kan tage med ned på stranden.Trafikreglerne og -kutymerne er stort set de samme som i Danmark med én undtagelse: De lokale bilister bruger hornet meget, og det kan være en smule irriterende. Men når man husker på, at dette er en meget lille ø, hvor alle kender hinanden, og at de mange tudende horn blot er hilsner til venner og bekendte i andre biler eller i vejkanten, lærer man hurtigt at leve med det.
Taxi
Der er mange taxier på øen - bare ikke altid der, hvor man har brug for dem. Vil du være helt sikker, er det bedst at lade restauranterne eller hotellet bestille dem. Priserne er ikke specielt lave, men de er faste, beroende på hvilken strækning man kører. Taxierne har ingen skilte på taget, men kan kendes på bogstaverne 'TX' på nummerpladen.Busser
I og omkring selve Willemstad er der et par buslinjer, men selve byen er så lille, at det ofte er nemmere at gå. Hvis du skal fra Punda til Otrobanda eller tilbage igen, kan du gå over Emma Bridge, som er lukket for biltrafik. Hvis du skal ned til Seaquarium eller Caracasbaai, kan du tage en af busserne fra busstationen bag posthuset i Punda. Herfra kører der også større busser til andre dele af øen som West Punt og Lagun, dog ikke særlig ofte. Hvis du vælger at tage bussen herfra, bør du først sikre dig, at der går en bus tilbage igen. De fleste større hoteller har gratisbusser et par gange om dagen til og fra Willemstad.Vores service
Opholdet på Curaçao er på egen hånd.Bæredygtig ferie
Spies vil gerne gøre en forskel med hver eneste ferierejse - både for dem, der rejser med os, og lokalt på vores rejsemål. Derfor stræber vi hele tiden efter at mindske vores klimaaftryk både herhjemme, på flyrejsen og på vores hoteller. Du kan læse mere om vores arbejde med klimakompensation her. Spies arbejder desuden aktivt imod børnesexhandel gennem vores mangeårige samarbejde med organisationen ECPAT.Pas, visum og dansk fremmedpas
For danske statsborgere skal passet være gyldigt under opholdets varighed samt under tilbagerejsen. Der kræves ikke visum for ophold i indtil 30 dage. Returbillet er påkrævet. Forlængede danske pas, danske provisoriske pas og EU-nødpas anerkendes. Curaçao har ingen ambassade, så for nærmere information henviser vi til Nederlandenes ambassade på telefon 33 70 72 00.Personer med dansk flygtninge- eller fremmedpas skal kontakte Nederlandenes ambassade for at få oplyst, hvilke regler der gælder for deres indrejse.
Spies bærer ikke ansvar for fejlagtige dokumenter, der kan føre til nægtet indrejse i Curaçao.
Vaccinationer
Du har selv ansvaret for at kontrollere, om vaccinationer anbefales eller er obligatoriske. Kontakt egen læge eller læs mere på Udlandsvaccinationen og Danske Lægers Vaccinations Service.Vi anbefaler, at du beskytter dig mod myg og andre insekter med myggemidler samt lyst tøj med lange ærmer og ben.