Da jeg tog med mit barn til Paris
Da min datter fyldte 10 år, fejrede vi det ved at tage en weekend til Paris – bare hende og mig. Hun havde talt om Paris længe og havde en stor drøm om at se Eiffeltårnet. Men det bliver jo som bekendt ikke altid, som man har planlagt, når man rejser med børn …
Tekst og billeder: Annika von Schlieben
Publiceret: 30. marts 2026
Førstehåndsindtrykket og et tip
Paris er måske ikke den første by, man tænker på, når man skal rejse med børn. Den franske hovedstad er først og fremmest kendt for kunst, kultur og romantik. Undtagelsen er selvfølgelig Disneyland, som i stedet er et paradis for børnene. Vi besøgte dog Disneyland for nogle år siden, så det var ikke vores primære mål denne gang.
En god ting at tænke på, når man rejser med børn til en storby, er, hvor man skal bo. Tænk på, at små fødder hurtigt bliver trætte, så det giver ikke mening at tro, at man skal gå langt og transportere sig til fods. I stedet kommer man rundt med metro og bus, og det bliver til en del transport for at nå rundt til forskellige seværdigheder. Med det sagt kan man egentlig vælge at bo i hvilket som helst område, men sørg for at bo i nærheden af et busstoppested eller en metrostation, så I nemt kan komme rundt. I vores tilfælde prioriterede vi et hotel med en god morgenmad, som også faldt i min datters smag. En mæt mave giver en god start på dagen!
Aktiviteter i Paris for børn i alle aldre
Legepladser i Paris
Først og fremmest kan det være godt at vide, at der findes en del legepladser i byen, som er åbne for offentligheden, hvilket måske passer bedst til mindre børn. Det er en perfekt måde at få en lille pause på, hvor børnene kan lege og få ny energi.
Is for børn
De fleste børn kan lide is, og i Paris findes der naturligvis masser af isbutikker, hvor du kan få en forfriskende pause. Det er ekstra sjovt for børnene, når du finder et sted, der er kreative med deres is.



Besøg Choco Story – chokolademuseet i Paris
Når man som jeg elsker chokolade, findes der et sted, man absolut ikke må gå glip af: Choco Story. Det er et chokolademuseum, hvor man ikke blot lærer alt om chokolade. Man får også smagsprøver. Det er meget nemt at blive fascineret af de utrolige skulpturer, de laver. I den del af udstillingen, som er lidt mere faktabaseret, er der quiz undervejs – en perfekt måde at holde børnenes interesse oppe på.




Mad og drikke med børn i Paris
Brasserie Le Bonne Nouvelle
Når man fordyber sig i chokoladens verden, er det svært ikke at blive lidt sulten. Vi satte os på Brasserie Le Bonne Nouvelle. Det er en restaurant, der ligger lige op ad museet, og vi konstaterede hurtigt, at her ved de, hvordan man vinder børnenes begejstring. Hvad siger I for eksempel til en hjerteformet pizza?


Queen Donuts
Mad er jo fint nok, men hvis der er noget, der virkelig fanger børnenes interesse, så er det donuts. Helt tilfældigt faldt vi over det charmerende lille sted Queen Donuts. Her serverer de donuts af enhver slags – også de helt almindelige til sådan en kedelig voksen som mig.




Eiffeltårnet i Paris – sådan får du det bedste ud af turen
Forudbestil i god tid, og forvent det uventede
Og nu til det, som egentlig var selve formålet med rejsen – Eiffeltårnet. Her kan jeg dog komme med et vigtigt tip, så andre ikke falder i samme fælde, som vi gjorde. Forudbestil! Ikke bare nogle dage før, men lang tid i forvejen. Jeg forsøgte at bestille nogle dage før afrejse og indså, at alle muligheder, hvor man tager elevatoren op i tårnet, var udsolgt. Et antiklimaks selvfølgelig, da det netop var Eiffeltårnet, datteren gerne ville besøge. Der findes et alternativ, nemlig at tage trapperne op til anden etage. Det er det, der ligner en “ring” midt på tårnet. Man kommer dog ikke hele vejen op, da det kun er elevatoren, der kører det sidste stykke. At tage trapperne indebærer en pæn gåtur på ca. 700 trappetrin, men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Heldigvis var datteren ikke så godt inde i mulighederne, at hun vidste, hvad der kunne lade sig gøre, så jeg holdt masken og virkede glad over udsigten til en trappetur.
Vel fremme kom næste overraskelse. En form for strejke var varslet, hvilket påvirkede de fleste, der arbejder i Eiffeltårnet. Konklusionen – ingen besøgende fik lov til at komme op i tårnet, hverken via elevator eller trapper. Det blev naturligvis en lidt trist afslutning på ferien, for det var vores sidste dag og vi havde derfor ikke mulighed for at komme tilbage igen. Men det positive er trods alt, at moren ikke måtte bøde for sin fejl med billetterne, og at datteren gerne tager tilbage til Paris – bare for at besøge Eiffeltårnet.



Udsigten er bedst udefra
Faktisk er der ingen grund til at være ked af det – Eiffeltårnet ses jo alligevel bedst udefra. Rundt om Eiffeltårnet ligger en park, hvor man kan gå en tur, og vi kom meget tæt på, selv om området tættest på tårnet var afspærret på grund af strejken. Vi var i hvert fald tæt nok på til at kunne studere det fantastiske bygningsværk, det er – en helt utrolig konstruktion.
Som afslutning på et besøg ved Eiffeltårnet kan jeg anbefale at bevæge sig lidt væk for virkelig at se tårnet i sin helhed. Et tip er at tage til Jardin du Trocadéro, som ligger på den modsatte side af floden Seinen. Her findes et stort bassin med springvand – noget, der er populært blandt børn – og på siderne er der græsarealer, hvor folk sidder og nyder både springvandene og udsigten over Eiffeltårnet. Vi købte lidt lækkerier med og holdt en picnic, hvilket jeg varmt kan anbefale. Børn har det også sjovt her, hvor de kan kigge på springvandene, der sprøjter i forskellige mønstre, og pludselig kan man få sig en lille bruser, hvis man står for tæt på. Sjovt i øjeblikket, men mindre sjovt bagefter, når børnene er blevet våde – tag lidt skiftetøj med for at undgå triste miner.




Annika von Schlieben
Annika elsker at udforske nye steder. Både tæt på og langt fra. Hun tager lige så gerne på en weekend med vennerne som på en uges solferie med familien, og aktiviteterne indeholder alt lige fra dovne dage ved poolen til naturoplevelser og seværdigheder.



