Søg på spies.dk
Tag med på en lille rundtur i Middelhavet med et af verdens største krydstogtskib Symphony of the Seas.
Det er overskyet i Barcelona denne søndag morgen. Lunt – termometret står på 22 grader – men overskyet. Der er allerede gået næsten et halvt døgn, siden jeg låste min hoveddør og trak min larmende rullekuffert afsted langs den tomme gade på vej mod toget til lufthavnen. På bagsædet af taxien, som nu kører gennem Barcelonas gader, er der virkelig varmt, og mine øjenlåg føles tungere og tungere. Biler, træer og rundkørsler suser forbi. Men pludselig er jeg lysvågen. For der, et par hundrede meter væk, kan jeg se mit mål: en overvældende kolos af et skib. En rejse med et af verdens største krydstogtskib, Symphony of the Seas, venter.
Symphony of the Seas er et verdens største krydstogtskibe – det er 362 meter langt og har plads til over 6.500 gæster.
Det går overraskende hurtigt at komme ombord. Vi stiger ud af taxien ved krydstogtrederiets terminal i havnen, afleverer vores kufferter og guides hurtigt hen til indtjekningsskrankerne, hvor vi får udleveret personlige dankortlignende plastickort, som skal bruges både som kahytnøgle og til betaling ombord. Et kvarter senere går vi ned af gangen til skibet, hvor mindst hver anden passagerer stopper op for at tage et billede af det imponerende 362 meter lange krydstogtskib.
362 meter. Det svarer til cirka tre fodboldbaner. Eller 10-12 voksne blåhvaler. Det havde været imponerende i sig selv, hvis skibet havde haft blot ét dæk, men Symphony of the Seas har hele 18 dæk fyldt med alt fra robotbarer til vandrutsjebaner. Jag sætter tempoet op og holder vejret, da jeg tager det sidste skridt, der adskiller mig fra landjorden - og pludselig befinder jeg mig ombord.
"What can I get you, madam?" I skibets hovedrestaurant - som strækker sig over tre dæk i agterdelen - sidder jeg badet i lys fra flere enorme krystallysekroner og er omgivet af runde borde med hvide duge. Menuen foran mig byder på alt fra cæsarsalt til surf & turf, og jeg skal have både forret, hovedret og dessert - det er virkelig ikke nemt at vælge blandt så mange fristelser.
Jeg bestemmer mig til sidst for en lækker kombi af carpaccio, pasta og is - og bliver ikke skuffet. Flere retter senere sætter jag kursen mod skibets Aqua Theater på dæk 6. Teatret ligger i agterstavnen under åben himmel, og publikum holder vejret, når akrobaterne kaster sig ud i halsbrækkende dyk og hop i det futuristiske vandshow HiRo. Vandet stænker op på både små og store tilskuere, der bjergtages af de imponerende artister.
Vækkeuret ringer. Jeg slukker for det. Det ringer igen. Det tager et stykke tid, før jeg husker, hvor jeg er - men så er jeg pludselig lysvågen. Jeg trækker gardinet fra og bliver blændet af det stærke sollys. Jeg småsnubler ud ad balkondøren og ser land udenfor.
Efter at have gnedet søvnen ud af øjnene kan jeg skimte den imponerende katedral, som giver mig beviset på, at vi er ankommet til Palma - Mallorcas lille storby.
Godt en halv time senere står jeg lige uden for den gotiske katedral. Arbejdet med at bygge den blev påbegyndt i 1200-tallet, og i dag er La Seu med sin honningfarvede facade og udskårne detaljer et imponerende syn.
Blot fem minutter derfra ligger isbaren Rivareno, der siges at være en af Palmas bedste heladerías. Jeg går ind og bestiller en cono mediano med to kugler - bare for at se, om rygtet nu taler sandt ... Det gør det.
Med isen i hånden slentrer jeg gennem Palmas smalle gader uden rigtig at have et mål. Langs vejen ser jeg spændende gadekunst, hyggelige små caféer og charmerende huse med franske altaner og grønne skodder. Nu og da kører en hestevogn forbi. Da sulten melder sig, sætter jeg mig for at finde en tapasbar, og på Calle Can Escursac slår jeg mig ned i baren på den lille Bar España. Menuen er på spansk, men personalet er heldigvis meget hjælpsomt, selv om mine sprogkundskaber er minimale. På gebrokkent spansk lykkes det mig at bestille en tabla mixta, som viser sig at bestå af ost, valnødder, lufttørret skinke og brød med salt, tomat og olivenolie. Absolut et sted og et måltid mad, som til fulde lever op til anbefalingerne på TripAdvisor. Da jeg har spist op, er det på tide at begive sig tilbage til Symphony of the Seas.
Den lille Bar España ligger lidt gemt af vejen på Calle Can Escursac. Barens tapas anses for at være nogle af de bedste i Palma.
Der gøres klar til isshow ombord. Når man bryster sig af at være et af verdens største krydstogtskib, har man naturligvis en skøjtebane ombord. Den fantastiske forestilling byder på alt fra snemænd til hinduistiske guder - og alt foregår naturligvis på skøjter.
Den dag, hvor skibet lægger til i den italienske havneby La Spezia, står jeg rigtig tidligt op. Fra La Spezia tager det nemlig kun en halv time med tog at komme til de fem små byer, der udgør Cinque Terre, og jeg har i sinde at se mindst et par stykker af dem, før jeg skal tilbage til skibet. Himlen er grå, og regnen hænger i luften, men jeg tager chancen.
Fra krydstogtterminalen er der cirka 10 minutter i taxi til banegården. Der er automater på stationen, hvor man nemt kan købe billet, og derefter kan man ellers give sig til at vente på toget. Godt en halv time senere ruller toget ind på stationen i Vernazza - den af Cinque Terre-byerne, som ligger længst mod nord.
Med dramatiske klipper og maleriske huse langs vejen til Vernazza bød togrejsen på små smagsprøver på, hvad jeg havde i vente. Allerede på stationen står det mig klart, hvorfor disse byer er så populære: I byen ligger de pastelfarvede huse side om side, og i den lillebitte havn for enden af hovedgaden skvulper farvestrålende små både rundt i det turkise vand.
At kalde det for en by er nu så meget sagt - Vernazza er et meget lille sted, som man nemt kan udforske på en time eller to ved at zigzagge mellem restauranter og små butikker i de gamle gader.
Før jeg når til den næste by, bliver vejret dårligere. Regnen siler ned, og bølgerne slår ind over de både, der endnu ikke er trukket op på land. Desuden gør regnen stierne mellem byerne ufremkommelige, så jeg må med toget igen for at komme til den næste by. Turist som jeg er, tager jeg et tyndt regnslag på og forsøger at få det bedste ud af det.
Manarola er om muligt endnu smukkere end Vernazza. De små pastelfarvede huse klamrer sig til en klippeskrænt, der skråner stejlt ned i det oprørte hav. Regnen gør det næsten umuligt at gå rundt i gaderne, men jeg vandrer standhaftigt op på en bakke og belønnes med et fantastisk vue over den lille by. Derefter kaster jeg dog håndklædet i ringen - regnslaget er mindst lige så vådt på indersiden som udenpå, og mine sko svupper for hvert skridt, jeg tager. Alle restauranter er proppet med turister på flugt fra regnen, så jeg går mod toget og tager tilbage til La Spezia og Symphony of the Seas.
Tip! Krydstogtrederierne arrangerer normalt udflugter i de havne, hvor skibet lægger til, som f.eks. til Cinque Terre-byerne. Dette er et godt alternativ, hvis du foretrækker at lade andre om planlægningen og de praktiske detaljer.
Vel ombord igen på skibet smager den store (og meget sene) frokost på den mexicanske restaurant El Loco Fresh ekstra godt. Senere samme aften står jeg på dækket, da skibet letter anker og forlader La Spezias havn. Det næste stop er Rom, og derefter går turen hjem igen til Norge med bagagen fyldt med nye, gode ferieminder. For én ting er sikker - et af verdens største krydstogtskib byder på ferieoplevelser i verdensklasse!
