Tag med til søs: Krydstogt i Middelhavet

Hvordan er det egentlig at rejse med et af Royal Caribbeans allerstørste krydstogtskibe? Kom med ombord på Symphony of the Seas, der stopper i Barcelona, Palma, La Spezia og Rom.

Det er overskyet i Barcelona denne søndag morgen, men dog stadig varmt. Bag i taxien, der bevæger sig hæsblæsende gennem storbyens gader, er det trykkende varmt, og øjenlågene føles tungere og tungere. Bilerne, træerne og rundkørslerne suser forbi. Men med ét er jeg lysvågen. For der, kun nogle hundrede meter væk, kan jeg se endestationen: en overvældende kolos af et skib. Faktisk er det et af verdens største. Symphony of the Seas hedder det.

Det er overraskende nemt og tager ikke lang tid at komme om bord. Vi stiger ud af taxien ved rederiets egen terminal i havnen, afleverer kufferterne og bliver hurtigt ledt gennem zigzag-køerne helt frem til indtjekningsskrankerne, hvor vi får udleveret personlige plastikkort, der minder om bankkort, og som både skal bruges som nøgle til kahytten og betalingskort om bord. Knap 15 minutter senere går vi gennem landgangen, hvor mindst hver anden passager stopper for at tage et billede eller et lille filmklip af det imponerende skib, der ligger til kaj med den 362 meter lange skibsside vendt mod os.

TREHUNDREDEOGTOOGTRES METER. Det svarer til cirka tre fodboldbaner. Eller 10-12 fuldvoksne blåhvaler, hvis du foretrækker sammenligninger fra dyreriget. En størrelse som denne ville have været imponerende selv med bare ét dæk, men Symphony of the Seas har 18. 18 dæk fyldt med alt fra robotbarer til vandrutsjebaner. Jeg sætter tempoet lidt op og holder vejret, da jeg tager det sidste, afgørende skridt. Så. Nu har jeg forladt fastlandet og befinder mig om bord.

Et par timer senere har Symphony of the Seas og jeg lagt Barcelona bag os. Jeg har fundet frem til kahytten, hvor jeg beundrer udsigten fra balkonen og kan mærke, at maven rumler. Nu er det tid til at udforske maden om bord.

– What can I get you, madam?

I skibets hovedrestaurant, som strækker sig over tre dæk agter, sidder jeg ved et rundt bord under de massive krystallysekroner. Menuen byder på alt fra cæsarsalat til surf and turf, og valget er ikke ligefrem nemt. Til sidst vælger jeg en uovertruffen kombination af carpaccio, pasta og is, og jeg bliver ikke skuffet.

Flere retter senere sætter jeg kursen mod skibets Aqua Theater på dæk 6. Det ligger helt agter og under åben himmel. Det går et sus gennem det fyldte amfiteater igen og igen, når akrobaterne udfører halsbrækkende udspring, hop og kast i den futuristiske vandforestilling HiRo. Vandet sprøjter, og stuntene begejstrer både store og små tilskuere. Den første aften om bord nærmer sig sin afslutning, og i morgen venter en ny havn.

Vækkeuret ringer. Jeg trækker gardinet i kahytten til side og bliver blændet af det skarpe sollys. Jeg snubler halvsovende ud ad balkondøren og kniber øjnene sammen, mens jeg kigger over rælingen mod land. Da jeg har fået gnedet søvnen ud af øjnene, kan jeg skimte den imponerende katedral, som ikke efterlader nogen tvivl om, at vi er i Palma. En ægte storby på ferieøen Mallorca.

Godt en halv time senere står jeg lige foran den gotiske katedral. Arbejdet blev påbegyndt i 1200-tallet, og i dag er honningfarvede La Seu med sine buer og detaljerige udsmykning et imponerende syn.

Og apropos imponerende – kun fem minutter derfra ligger isbaren Rivareno, som regnes for at være en af Palmas bedste isbarer. Jeg lægger vejen forbi og bestiller en cono mediano med to kugler, naturligvis kun for at undersøge, om der er hold i påstanden. Jeg kan bekræfte, at Rivareno er et besøg værd.

Med isen i hånden bevæger jeg mig gennem Palmas små, smalle gader uden noget bestemt mål. Undervejs lader jeg mig begejstre af gadekunst, små udendørsserveringer, franske altaner og grønne skodder. Nu er der kun én ting at gøre: at finde et godt tapassted!

I Calle Can Escursac slår jeg mig ned ved bardisken på den lille Bar Espana. Deres ganske slidte menu er på spansk, men hvis spanskkundskaberne er begrænsede, kan du trøste dig med, at personalet er hjælpsomt. På gebrokkent spansk bestiller jeg en tabla mixta, en lille anretning, som viser sig at bestå af ost, valnødder, lufttørret skinke og knasende sprødt brød med salt, tomat og olivenolie. Lidt senere er hver en krumme spist, og klokken viser, at det er tid til at sætte kursen tilbage mod havnen.

Efter at have været i land opdager jeg, at det næsten er lige så svært at vælge, hvad jeg skal lave ombord, som hvilken udflugt jeg skal tage på dagen efter.

Isshow? Selvfølgelig! I løbet af den hæsblæsende forestilling dukker både afskyelige snemænd, hinduguder og uhyggelige skikkelser op – alle på skøjter og i et kapløb med tiden. Det er imponerende, men turens største underholdningsoplevelse bliver overraskende nok musicalen Hairspray. Eller vent lidt. Overraskende er det strengt taget ikke, for Hairspray er en af mine yndlingsmusicals. Men niveauet imponerer! Med professionelle sangere, dansere og et sceneshow, der lige så godt kunne være rykket direkte ind på en teaterscene i en storby, er det let at glemme, at jeg befinder mig på et skib midt ude i Middelhavet.

Og så er der Wonderland. En specialrestaurant inspireret af Alice i Eventyrland. Det kan man mærke lige fra første øjeblik. Menuen bliver ikke delt ud – den skal males frem med en pensel dyppet i vand. Det, der lidt efter lidt lander på bordet, ligner små kunstværker, og flere af dem gør mig helt i tvivl om, hvorvidt jeg skal spise dem eller fotografere dem. Så jeg gør begge dele.

På dagen, hvor skibet lægger til kaj i den italienske havneby La Spezia, står jeg tidligt op. Fra La Spezia tager det nemlig kun omkring en halv time med tog til de fem berømte småbyer, der udgør Cinque Terre, og jeg har planer om at se mindst et par af dem, før jeg skal være tilbage om bord. Himlen er fuld af regntunge skyer, men jeg tager chancen.

Fra krydstogtterminalen tager det ca. 10 minutter med taxi til hovedbanegården. Togbilletten købes nemt i automaterne på stationen, og så er det bare at vente på toget. Godt en halv time senere ruller toget ind på stationen i Vernazza. Det er den by, der ligger næstlængst mod nord af Cinque Terres fem byer.

Togturen gav små smagsprøver på det, der ventede, med storslåede klipper og postkortsmukke huse, og allerede på stationen er det tydeligt, hvorfor disse byer er blevet så utroligt populære. Nede i byen kunne jeg ane de pastelfarvede facader i ferskenrosa, okkergul og rustrød side om side, og i den lillebitte havn for enden af hovedgaden lå de farverige småbåde og vuggede i det turkisblå vand. Men ”by” er måske så meget sagt, for det her er en lille landsby, du nemt kan udforske på en time eller to ved at gå på kryds og tværs mellem spisesteder og små butikker i de smalle gader.

Før jeg når frem til den næste by, tager vejret en drejning til det værre. Regnen siler ned, og bølgerne slår mod bådene, som endnu ikke er trukket op på land. Det betyder også, at stierne mellem byerne er ufremkommelige, så jeg må tage toget igen for at komme til den næste by. Som en typisk turist tager jeg en regnponcho på og prøver at få det bedste ud af det.

Manarola er om muligt endnu mere postkortsmuk end Vernazza. De små pastelfarvede huse klamrer sig til en stejl klippe, der går direkte ned i det urolige hav. Regnen gør det næsten umuligt at slentre rundt i gaderne, men jeg kommer i det mindste op på en højde og får en fantastisk udsigt over den lille by.

På dette tidspunkt er regnponchoen dog mindst lige så våd på indersiden som på ydersiden, skoene svupper for hvert skridt, og alle spisestederne er fyldt med turister, der er flygtet fra regnbygerne – så jeg vælger at kaste håndklædet i ringen.

Tip: Krydstogtrederierne arrangerer udflugter på de steder, hvor skibet lægger til kaj, som for eksempel til byerne i Cinque Terre. Det er et glimrende alternativ, hvis du foretrækker at lade andre tage sig af planlægningen.

Senere samme aften står jeg (endelig med tørre fødder) på dækket, da skibet kaster los og forlader havnen i La Spezia. Næste stop er Rom, og derfra går turen hjemad. I bagagen har jeg dog masser af nye, skønne ferieminder med mig. På få dage har jeg både besøgt forskellige lande, udforsket flere byer og ladet mig underholde om bord. Og måske er det netop dét, der gør et krydstogt så specielt: at den næste store oplevelse aldrig er langt væk.