Malta

Malta – en smeltedigel midt i Middelhavet

Midt i Middelhavet ligger Malta og lokker med herligt klima og lange somre. Historisk set har beliggenheden haft stor betydning, hvilket har sat sine spor på alt fra mad og arkitektur til sprog og kultur.

Tekst: Kristofer Kebbon

Påvirkning fra nord, syd, øst og vest gennemsyrer det meste af Malta. Især i sproget er det tydeligt. Når du hilser på de lokale, hører du måske et ”bonġu”, en variant af det franske ”bonjour”, eller måske et arabisk klingende ”merħba”. Du kan også blive mødt af en (næsten) italiensk tak: ”grazzi”. Men du behøver ikke øve dig på gloserne hjemmefra, for du kan sagtens klare dig med engelsk, som er Maltas andet officielle sprog.

Den engelske påvirkning har sin naturlige forklaring. Malta var nemlig en britisk koloni i over 150 år, langt ind i 1900-tallet. Det mærker man stadig, ikke kun på sproget, men også på de klassiske, røde telefonbokse og – selvfølgelig – venstrekørslen. De fleste turister er da også englændere.

Trods sin lille størrelse – øen rummer 400.000 indbyggere på et areal, der svarer til halvdelen af Bornholm – byder Malta på store oplevelser. Historiske seværdigheder er her mange af, og har du bare den mindste historiske interesse, så er der i hvert fald to steder, du ikke må gå glip af: Mdina og Valletta. Mdina, også kendt som ”den stille by”, var tidligere øens hovedstad. At træde ind bag murene, der omgiver den 4.000 år gamle by, er som at rejse tilbage i tiden til et fascinerende møde med middelalderlig og barok arkitektur.

Valletta (til venstre) og Mdina (til højre)

Valletta (til venstre) og Mdina (til højre)

Valletta er en af verdens mindste hovedstæder, men hvad byen mangler i størrelse, har den til gengæld i charme. Byen danner et net af snævre gader, der midtvejs møder den livlige hovedgade, Republic Street. Små, hyggelige butikker og caféer blander sig med historiske pladser igen og igen. Det er også i Valletta, du finder en af verdens flotteste barokkirker, St. Johns Katedral. Malta har en kirke for hver dag på året, så du når næppe at se dem alle, men denne katedral må du ikke gå glip af.

St. Julian’s

St. Julian’s

Men det, som lokker allermest ved Malta er det skønne klima og det smukke, krystalklare vand. Sommeren begynder tidligt og er herligt lang. Helt hen i oktober er det stadig varmt og dejligt, og det er ikke kun de dristige, der dypper sig i havet ud på efteråret. Er du til sandstrande, er det Mellieha, du skal søge til. Her finder du øens længste sandstrand og et godt udvalg af hoteller, ikke mindst når du rejser med børn. På øens andre rejsemål er det klippestrande, der dominerer, ofte med anlagte badestier, så man let kommer i vandet og op igen. Vælg for eksempel St. Paul’s Bay, en populær bugt med en smuk strandpromenade og et stort udbud af restauranter og barer. Bor du i området ved St. Julian’s og Sliema, er det ikke strande, der er i fokus, men derimod et livligt natteliv. Er du bare ude efter fred, ro og smukke udsigter, skal du kigge nærmere på naboøen Gozo.

Malta for ...

... den festglade
Er du til fest og farver, skal du søge ind i området omkring St. Julian’s og Sliema. Her findes masser af barer, restauranter og diskoteker. Det mest farverige natteliv er koncentreret omkring Paceville i St. Julian’s.

... den shoppelystne
Du tager næppe til Malta for at shoppe dagen lang. Men selvfølgelig er der mulighed for at gøre nogle gode køb, hvis trangen melder sig. Og priserne er forholdsvis lave. Det bedste udvalg finder du på Republic Street og Merchant Street i Valletta, samt i Sliema.

... den kunstinteresserede
Den storslåede St. John Katedral i Valletta huser Caravaggios største signerede maleri. Titlen på kunstværket er “Halshugningen af Johannes Døberen” (The Beheading of St. John the Baptist), og det strækker sig over imponerende fire gange fem meter.

... den lille eller store vandhund
Er du ude efter sandstrande, er der egentlig kun ét område, der gælder: Mellieha. Foretrækker du derimod klippestrande, er der mere at vælge imellem. De mange klipper har også gjort Malta til en populær destination for dykkere. Vandet er krystalklart, og grottedykning er populært (for eksempel ved klippeformationen Azure Window).

... den filminteresserede
Klippeformationen Azure Window, som er kendt fra Game of Thrones og andre filmoptagelser, kollapsede desværre i en storm i 2017. Men Malta har mange andre steder, som er værd at besøge for en filmfan. Dele af Troja og Gladiator er indspillet her, og man kan besøge Popeye Village fra spillefilmen Skipper Skræk.