Koh Chang har omkring ti forførende smukke strande, som næsten alle ligger langs vestkysten. Sandet er fløjlsblødt, hvidt og finkornet, og her er rig mulighed for at søge skygge under de ikoniske, grønne kokospalmer. Tidevandet mærkes tydeligt, da man kan stå i vand til knæene om morgen, men sidde og spise middag samme sted om aftenen. Takket være det lave vand og den fine, bløde sandbud de fleste steder er Koh Changs strande nærmest perfekte til en ferie med børn.
White Sand Beach/Hat Sai Khao
Øens mest livlige strand ligger ca. 5 km syd for hovedbyen Klong Son, som efterhånden er blevet et turistcentrum. Stranden er lang med hvidt, fint sand og skyggende kokospalmer.
Klong Prao
Cirka 5 km syd for White Sand Beach ligger en roligere og mere stille strand. Her finder du flere af de karakteristiske bungalows, men der dukker også flere og flere femstjernede luksushoteller op. Stranden er fin, lavvandet og børnevenlig, men dog lidt stenet nogle steder.
Lonely Beach
Backpackernes favoritstrand ligger yderligere et par kilometer sydpå. Siden den asfalterede vej blev anlagt, er det blevet betydeligt nemmere at komme hertil, og Lonely Beach er derfor ikke helt så lonely længere. Her er flere bungalowanlæg, og efterhånden som årene går, skyder flere og flere hoteller op langs vandkanten. Stranden er lille og fin med blødt, hvidt sand og vajende kokospalmer.
Bailan Beach
I gåafstand fra Lonely Beach ligger den eksotiske strand Bailan Beach, som er omgivet af palmer og frodigt grønt. Sandet er grovkornet, vandet er klart og stemningen på stranden afslappet. Fra Bailan Beach har du heller ikke langt til Bang Bao, hvor du kan tage en båd til de omkringliggende øer.
Long Beach
Koh Changs sidste "uopdagede" strand - lidt endnu i hvert fald. Stranden ligger længst nede i øens sydøstlige hjørne, og det er stadig ret besværligt at nå hertil. Vejen fører ikke helt ned til stranden, og tager man taxi, skal man oftest gå de sidste 500 meter. Den anden mulighed for at komme hertil er at sejle fra Bang Bao.