Et tørt landskab med personer, der går på en sti, der fører mod nogle små bygninger. Bjerget kan ses i baggrunden under en klarblå himmel. (AI-genereret tekst)

Vulkanøen Nissyros

Oplev den fascinerende vulkanø Nissyros - en af de smukkeste øer i Det Ægæiske Hav. Her venter charmerende stræder i hovedbyen Mandraki, smuk natur og en uforglemmelig vandring ned i det store vulkankrater, hvor jorden stadig syder af liv.

    Fakta

  • Dag:
    Alle dage.
  • Varighed:
    Heldagsudflugt cirka kl. 8-17.30.
  • Pris:
    45 EUR pr. voksen, 20 EUR pr. barn.
  • Sprog:
    Udflugten er på egen hånd. I løbet af dagen gives der enkelte informationer på engelsk, men størstedelen af udflugten foregår uden guide.
  • Godt at medbringe:
    En flaske vand og godt fodtøj (undgå sandaler pga. varmen fra vulkanen) samt kontanter, hvis du vil handle i kiosken på båden.
  • Vigtig information:
    I prisen indgår transport til og fra havnen i Kardamena, sejladsen mellem Kos og Nissyros samt busturen på Nissyros. Entré til vulkanen indgår ikke og skal betales separat. Den koster cirka 5 EUR pr. person. Mad og drikke indgår ikke, men kan købes på Nissyros.

    Bådturen til Nissyros tager cirka 1 time. På båden findes toilet og en kiosk, der kun tager imod kontanter. Udflugten anbefales ikke til gravide eller personer med gangbesvær eller hjerteproblemer.
  • Sådan bestiller du:
    Hvis udflugten kan bestilles hjemmefra, vises den som et tilvalg, når du bestiller din rejse. Har du allerede bestilt rejsen, kan du bestille udflugten på ”Min side”. Hvis der er ledige pladser, kan du også bestille udflugten på rejsemålet enten i Spies-appen eller hos Spies-guiderne.
  • Udflugten tilbydes af:
    El Greco Tours
Ifølge mytologien blev øen skabt som følge af et slag mellem guder og jætter. Poseidon jog jætten Polyvotis ned til Kos, skar en del af øen af og kastede den mod sin fjende, som sank til bunds i havet. Den legendariske klippe er det moderne Nissyros, og det siges, at vulkanens udbrud er vrede åndedrag fra den besejrede jætte. Disse eksplosioner formede øen, som anses for at være den yngste vulkan i det centrale Grækenland, og den er stadig aktiv den dag i dag.

Nissyros er en ø med fascinerende natur og sin helt egen karakter. Med båd sejler vi til øen og hovedbyen Mandraki, hvor du får tid til på egen hånd at udforske de smalle gader og den autentiske atmosfære. Har du lyst, kan du gå de 120 trappetrin op til nonneklostret Panagias Spilianis. Udsigten herfra er betagende, og måske sidder de sortklædte nonner uden for klostret.

Benyt også lejligheden til at gå på opdagelse i den charmerende by, som stadig føles rolig og relativt upåvirket af turismen. Du får også tid til at nyde en kop kaffe eller spise en god frokost på en af tavernaerne, inden vi fortsætter med bus op til toppen af øen. Vejen går gennem smuk og frodig natur, hvor der blandt andet vokser mandeltræer.

Fra toppen ser vi ned over dalen, hvor vulkanen ligger. Her er naturen helt anderledes, fordi svovlsyren har dræbt alt det grønne. Hvis du har lyst, kan du gå ned i vulkankrateret og komme tæt på de boblende svovlkilder i denne levende, men dybt sovende vulkan. Luften er fyldt med en skarp lugt, der minder om rådne æg – en påmindelse om de svovlholdige gasser, som konstant siver op fra jorden. Turen ned er forholdsvis kort, og for dem, der foretrækker at blive ovenfor, findes der et udsigtspunkt med flot udsigt over krateret. Her ligger også en restaurant med toiletter.

Efter besøget ved vulkanen kører vi med bus tilbage til havnen i Mandraki og tager båden tilbage til Kos. Bemærk, at programmet på nogle dage gennemføres i omvendt rækkefølge, hvilket betyder, at vulkanen besøges før Mandraki.

Udflugten anbefales ikke til gravide eller til personer med gangbesvær eller hjerteproblemer.

Hvad koster det at tage børn med på udflugt? Hvor bliver vi hentet? Her har vi samlet al den information, du har brug for at vide om vores udflugter.

,