
Mad, drikke & seværdigheder
Sarahs favoritter på Aruba
Mange bliver på hotellet under ferien på Aruba – men det er værd at opleve mere. Jeg deler to dagsudflugter med forskelligt fokus, tre favoritsteder for mad og drikke, og hvorfor du bør rejse dig fra solsengen et øjeblik.
Tekst og billeder: Sarah van Tol
Senest opdateret: 20.05.2025



Restauranter og barer
Mange af dem, der rejser til Aruba, vælger All Inclusive, og hotellerne er ofte så store og flotte, at mange sjældent forlader hotelområdet. Jeg vil gerne slå et slag for Arubas madkultur, som faktisk holder et virkelig højt internationalt niveau. Jeg har valgt to af mine favoritrestauranter og en bar, som er et besøg værd.
Wilhelmina
Inde i Oranjestad ligger der en perle, hvor du kan nyde en masse internationale retter i flotte omgivelser. Wilhelmina er et ret populært sted, så jeg anbefaler, at du bestiller bord på forhånd. Du kan bede om at få lov at sidde i den frodige gårdhave, hvis du vil have det ekstra hyggeligt.
Screaming Eagle
I Low Rise-området, et stenkast fra Eagle Beach, ligger Screaming Eagle, som byder på velsmagende franskinspirerede retter i moderne lokaler. Restauranten ligger lidt uden for centrum, men den er umagen værd, og vi vender tilbage til den, hver gang vi er på Aruba.
Sopranos Piano Bar
I Palm Beach ligger pianobaren Sopranos, som er kendetegnet ved et afslappet open air-miljø, gode drinks og internationale pianister af høj klasse. Det er et populært sted med mange forskellige slags gæster, så vil du have en siddeplads, skal du nok komme i god tid.

Wilhelmina

Screaming Eagle
Udflugter
Jeg anbefaler at du lejer en bil eller en cykel og udforsker øen på egen hånd. Du kan også bestille en arrangeret udflugt. Jeg kommer med forslag til to dagsudflugter, som jeg selv virkelig godt kunne lide. En af dem er til de mere opdagelsesivrige, og den anden er til dem, der gerne vil gemme sig lidt væk i en stund.
Renaissance Island
En kort bådtur fra Oranjestad finder du Renaissance Island – en ø med smukke laguner, der tilhører hotellet Renaissance, men som er tilgængelige for udefrakommende mod betaling. Jeg kan varmt anbefale at bestille en spapakke med heldagsophold på øen og en massage eller anden spabehandling i privat hytte bygget på pæle ude i vandet.
Mangel Halto
Et par kilometer syd for Oranjestad ligger den lidt skjulte strand Mangel Halto, som er omgivet af mangrovetræer og tilbyder et roligere og mere tilbagetrukket alternativ til øens større strande. Det lave vand er et perfekt udgangspunkt, hvis du vil dykke eller snorkle direkte fra stranden. Du kan f.eks. afslutte dagen med et stop på fiskerestauranten Zeerovers i Savaneta.

Renaissance Island

Mangel Halto

Sarah van Tol
Sarah deler ud af sine tips til dig, der drømmer om at blive gift på en caribisk sandstrand, men byder også på andre rejseråd med fokus på lidt ekstra luksus.