Seværdigheder i Dubai

Oplevelserne vil ingen ende tage i byen kendt for luksus, glamour og solskin året rundt. Her er mine bedste tips til seværdigheder i Dubai.

Areni Ararat er Spies' storbyguide i Dubai. Hun arbejder som stewardesse, driver virksomheden The Fruit Basket og har boet i Dubai de sidste fem år.

Aktiviteter

Fisketur i Dubai

I Den Persiske Golf findes både barracudaer, snappere, koralbarser, tunfisk og makohajer, hvilket gør Dubai til et ideelt sted at tage på dybhavsfiskeri. Der tilbydes mange guidede udflugtsture, som varer fra et par timer til hele dage. Og er du ikke til fiskeri, kan du nyde en dag på havet med snorkling, svømning og solbadning.

Bounce

BOUNCE Dubai

§ 32, 4B Street Al Quoz | +971 4 321 1400

I trampolinparken BOUNCE Dubai kan børn (og voksne) tilbringe et par udfordrende timer på over 100 sammensatte trampoliner. De små kan hoppe og slå koldbøtter på Mini Bounce, og ældre børn kan træne deres basket-dunk eller hoppe på ”The Wall”.

Waterpark

Aquaventure Waterpark

§ Atlantis, The Palm | +971 4 426 0000

Hele familien er garanteret et adrenalinkick i Aquaventure Waterpark. Er man modig, kan man prøve den mest populære forlystelse, hvor man kastes ned gennem et rør og ind i en lagune med hajer - ja, du læste rigtigt: rigtige hajer! Til de yngste familiemedlemmer er der mere rolige forlystelser og legepladser. Og når man trænger til at slappe af, kan man nyde solen i en af områdets pools eller på den private strand ved siden af vandlandet.

Posh Paws Animal Sanctuary and Petting Zoo

§ Sharjah | +971 50 273 0973

Denne nonprofitorganisation giver husly til hundredvis af dyr, bl.a. gnaverpindsvin, ponyer, kakaduer, hjorte, køer, flamingoer, bavianer, ænder, marsvin, honningbjørne, illere, geder og andre dyr, som er blevet reddet eller skænket til organisationen.Her kan børnene made, klappe og kæle med dyrene. Alle donationer modtages med tak.

Kite Beach

Kite Beach

§ Kite Beach, Umm Suqeim | kitebeach.ae

Kite Beach er det perfekte sted at slappe af med en god bog til lyden af bølgernes brusen. Stranden er lang, bred og kantet af restauranter samt jogging- og cykelstier. På stranden findes træningsmaskiner, og det er muligt at prøve både kitesurfing, paddleboarding, beachvolley og windsurfing.

Hot Air Balloon Ride

§ ballooning.ae | +971 4 388 40 44

Selv om det måske ikke lyder så tillokkende at stå op ved daggry, så er solopgangen over det gyldne ørkensand, mens man kan nyde synet af vilde dyr som gazeller og kameler, en uforglemmelig romantisk oplevelse. Selve ballonturen er en time lang, men hele turen tager omkring fire timer. Man bliver hentet og afleveret på sit hotel af arrangøren.

Marina Dhow Cruise

Marina Dhow Cruise

Et dinner cruise på en traditionel dhow-båd er en helt unik oplevelse, hvor du ser Dubais skyline, ikoniske Atlantis the Palm, Burj al Arab ("Sejlet") og andre seværdigheder fra vandsiden. Flere forskellige firmaer arrangerer ture inkl. middag ombord.

Pierchic

Pierchic

Tag spenderbukserne på og lad dig betage af Pierchics romantiske omgivelser og atmosfære. Pierchic ligger på en pier ved havet og byder bl..a på en tasting-menu bestående af restaurantens signaturretter med skaldyr og tilhørende vin. Ikke overraskende har restauranten rekord i antal frierier.

SEVÆRDIGHEDER

Bio i 4D

§ Vox Cinemas Deira City Centre og Mirdif City Centre | voxcinemas.com

4DX er filmoplevelsen for dem, der virkelig vil leve sig ind i filmen og ikke bare se den. Med bevægelige stole, dufte, vind, lys og vandeffekter er det den ultimative biografoplevelse.

Camel Polo

Camel Polo

§ Arabian Ranches | +971 4 404 5880

Polo på kamelryg er en sjov og mindeværdig oplevelse for såvel nybegyndere som erfarne spillere. Det koster ca. 1.300 kroner inkl. dresserede kameler, professionelt personale, kamelpolotrøje og alt nødvendigt udstyr.

Al Fahidi Historical Neighbourhood

Al Fahidi Historical Neighbourhood

§ Al Fahidi Street, Bur Dubai

Al Fahidi i Bur Dubai er et af byens ældste kvarterer. Den bedste måde at opleve bydelen på er ved at slentre langs de labyrintagtige stræder omgivet af sandfarvede huse. I dag er der ca. 50 bygninger, der indeholder museer, håndværksforretninger, kulturelle udstillinger, caféer samt to boutiquehoteller. Her ligger også Sheikh Mohammed Center for Cultural Understanding, der tilbyder undervisning i arabisk, guidede ture samt besøg i moskéer for at udbrede kendskabet til den lokale kultur.

Burj Khalifa

Burj Khalifa

§ Mohamed Bin Rashid Boulevard, Downtown Dubai | burjkhalifa.ae

For de fleste er et besøg til Burj Khalifa, verdens højeste bygning, et must, når man er i Dubai. Udover at bestille bord på baren Atmosphere, der ligger på 122. etage, er der to måder at besøge den enormt smukke 828 meters høje bygning på. Den typiske måde er med en billet til ”At the Top”, som tager dig til 124. etage i 452 meters højde. Vel oppe har du 360 graders panoramaudsigt over hele byen. Men man kan komme endnu højere op, til ”At the Top Sky” på 148. etage i 555 meters højde. Her bydes på en VIP-oplevelse med bl.a. guidet tur og forfriskninger. Det er en god idé at bestille plads i forvejen, da billetterne er meget eftertragtede i højsæsonen. Den bedste tid på døgnet at besøge tårnet på, og det mest populære tidspunkt, er ved solnedgang, hvor man kan opleve udsigten over Dubai, både før og efter at solen er gået ned.

Madinat Jumeirah

Madinat Jumeirah

§ Al Sufouh Rd, Umm Suqeim

Hvis du søger efter en oplevelse, der kombinerer tradition og luksus, så er Madinat Jumeirah stedet at besøge. Med inspiration fra en gammel arabisk fæstning er her bygget to kæmpe luksushoteller, en spaafdeling i verdensklasse, en overdækket basar - Madinat Souk - , et teater med plads til 1000 gæster samt 44 restauranter og barer.

Dubai Fountain

Dubai Fountain

§ Burj Khalifa Lake, Downtown Dubai | thedubaimall.com

Neden for Burj Khalifa og uden for Dubai Mall finder du verdens største fontæneshow. Hver hele og halve time, fra eftermiddag til sen aften, kan du se denne dansende fontæne, der er koreograferet til forskellige musikgenrer. Fontænens vandstråler skyder helt op i 150 meters højde til dine favoritlyde. Ønsker du en endnu bedre oplevelse, kan du leje en Abra, en traditionel båd af træ, så du kan komme ud på vandet. Når du har set dette magiske fontæneshow en gang, får du lyst til at se det igen og igen og igen.

Aquarium

Dubai Aquarium

§ Dubai Mall | thedubaiaquarium.com

Akvariet er et af Dubais vigtigste turistattraktioner og huser 140 forskellige arter og 400 hajer. Der findes mange forskellige måder at tage et nærmere kig på livet i den enormt store tank, ophængt i stueetagen af Dubai Mall. Man kan f.eks. gå en tur gennem en gennemsigtig tunnel, snorkle i bur samt dykke med hajer.

Wild Wadi Water Park

Man bliver aldrig for gammel til et besøg til Wild Wadi. Denne enorme vandpark, med udsigt over det 7-stjernede hotel Burj al Arab, er lige så velegnet til voksne som til familier med børn. Her findes ca. 30 rutsjebaner og attraktioner i alle mulige forskellige størrelser og former. Har du altid gerne ville lære at surfe, kan du også prøve det her. Parkens mest populære attraktion, Jumeirah Sceirah, skyder dig ned fra 120 meters højde i 80 km/t. Er dette eventyrland ikke noget for dig, kan du læne dig tilbage i en af de flere hundrede liggestole, der findes i parken, og bare nyde solen.

Big bus Dubai

The Big Bus Tour

bigbustours.com | +971 4 340 7709

Med The Big Bus Tour kan du udforske Dubai i dit helt eget tempo. Med en 24- eller 48-timersbillet kan du hoppe af og på, præcis som du har lyst til. I billetten indgår også en arabisk Dhow-bådtur (traditionel træbåd, hvor der serveres mad og drikkevarer), vandbus, Abra bådtur (traditionel arabisk båd) samt entré til 10 forskellige museer. I 48 timer-timersbilleten indgår desuden entré til Lost Chambers Aquarium. Busbilletten kombinerer tre forskellige ruter; en City Tour på halvanden time samt en Beach Tour og en Marina Tour, der hver er på 1 time og 45 minutter.

Dubai Creek

The Dubai Creek

§ Sabkha Abra Station, Deira eller Dubai Old Souk Abra Station, Bur Dubai

Dubai Creek er Dubais gamle bydel. Her begyndte handelen med omverdenen for mere end et århundrede siden. Den bedste måde at opleve Dubai Creek, der løber mellem områdene Bur Dubai og Deira, er at tage en vandtaxi fra den ene til den anden side. Fra båden har man et perfekt vue til historiske bygninger og seværdigheder.

Desert safari

Desert Safari

Hvis du bliver træt af det luksuriøse storbyliv og gerne vil tage en pause i ørkenen en eftermiddag, så findes der mange firmaer, der arrangerer ørkensafari. Man bliver samlet op af en jeep, som kører en ud i ørkenen. Her kan man prøve at ride på kamel, sandsurfe samt opleve den smukke solnedgang. Bagefter kører man videre til et telt midt ude i ørkenen, hvor der bydes på traditionel dans, mad, vandpibe og hennatatoveringer, for den som vil prøve det. Her kan man slappe af under åben himmel og tusindvis af stjerne inklusiv mavedanseshow, inden det er tid til at tage jeepen tilbage igen. Flere firmaer tilbyder også ørkensafari med overnatning. Safarien starter omkring kl. 16 og slutter igen kl. 9 om morgenen dagen efter.

Jumeirah Beach

Jumeirah Beach

§ Jumeirah Beach Residence area, JBR

1,7 kilometer lange Jumeirah Beach er den mest populære strand for såvel turister som lokalbefolkning. Med de høje skyskrabere fra marinaen i baggrunden er Jumeirah Beach et sjovt sted at hænge ud, og stranden er desuden meget familievenlig. Der tilbydes udlejning af liggestole samt forskellige typer vandsport, og det er også muligt at træne på de små motionsstationer, der findes langs hele stranden. Langs med strandpromenaden The Walk findes et hav af caféer, restauranter og kiosker at vælge mellem, når sulten og tørsten melder sig.

Ski Dubai

Ski Dubai

§ Mall of Emirates, Sheikh Zayed Road | malloftheemirates.com/entertainment/ski-dubai

Hvis du en time eller to i løbet af din solferie kommer til at savne sne og kulde, kan du besøge Ski Dubai. Her er der mulighed for at stå på slalom og snowboard på en indendørs skibakke. Sne-området er udstyret med fem bakker, hvoraf den længste bakke er 400 meter lang.

Miracle Garden

Dubai Miracle Garden

§ Al Barsha South 3, Dubailand Area | www.dubaimiraclegarden.com

Dubai Miracle Garden, den største blomsterhave i verden med ca. 45 millioner blomster, organiseret i smukke design og en af de mest besøgte pladser i Dubai. Denne farveglade have er fordelt på 72 000 kvadratmeter og blev indviet på Valentinsdag 2013. Kendt for sine blomsterbede i alle mulige farver og former, som hjerter igloer og pyramider. Blomsterne er forskellige fra sæson til sæson og er virkelig en fryd for øjet. Dubai Miracle Garden er også hjemsted for Dubai Butterfly Park, som for nyligt blev åbnet. Dette er verdens største og regionens første indendørs sommerfuglehave med 15.000 sommerfugle af ca. 26 forskellige arter. Miracle Garden er åben fra oktober til april fra kl. 9 om morgenen til kl. 23 om aftenen. Et tip er at komme om aftenen, hvor blomsterne dufter stærkest!

Jumeirah Mosque

§ Jumeirah Beach Road,Jumeria 1 | +971 4 353 6666

Jumeirah Mosque er en af de smukkeste og største moskéer i Dubai og den eneste, hvor ikke-muslimer er velkomne. Moskéen, der er tilstrækkelig stor til at rumme 1200 personer er kun bygget af hvide sten og har høje dobbelte minareter og en stor midterkuppel. Selv om moskéen ligner en gammel historisk bygning, så er den vældig moderne og nyopført, i og med den blev færdigbygget i slutningen af 1970-erne. Alle dage, pånær fredag, kl. 10 om morgenen arrangeres der en times guidet tur gennem Sheikh Mohammed Centre for Cultural Understanding. Turen afsluttes med en spørgerunde, hvor du kan stille spørgsmål om islamisk kultur og religion. Forudbestilling er ikke nødvendig. Kvinder opfordres til at tildække arme, ben og hår, inden at de går ind (sjal udlånes ved entréen).

Afternoon Tea i Burj al Arab

§ Jumeirah Beach Road, Jumeirah 3 | jumeirah.com/en/hotels-resorts/dubai/burj-al-arab/

Burj Al Arab er et af byens mest kendte landmærker på grund af sin unikke arkitektur, bygget på en ø og naturligvis for sin "7-stjernede" status. Hvis du vil besøge Burj Al Arab, kan du kun gøre det, hvis du er hotellets gæst, eller hvis du har bestilt bord på en af hotellets restauranter. Den billigste måde er ved at prøve deres Afternoon Tea på Skyview Bar, hvor du både kan betragte hotellet og nyde udsigten. Skyview Bar tilbyder hver dag (undtagen fredag) flere seatinger, kl 13:00, 13:30, 16:00 och 16:30. Bordreservation bør foretages nogle uger i forvejen. Besøget begynder med et glas champagne og i to timer derefter kan du nyde en 7-retters eftermiddagspause, inkl. kaffe, te, scones, små sandwiches, bagværk og meget mere for ca. 1500 kr./person. Dyrt ja! Men hver en krone værd.

Ripe Food & Craft Market i Zabeel Park

Zabeel Park - Gate 1 | ripeme.com/ripemarket

Her byder over hundrede af Dubais dygtige, lokale handlende på et bredt udvalg af spisesteder, kunsthåndværk, levende musik, aktiviteter for børn og meget mere. Hæng under palmer, find nogle lækre, lokalt producerede godbidder. I de køligere måneder nyder mange lokale at tage familie og venner med i de grønne parker. Ripe Mat & Craft Market ved Zabeel Park er åben fra oktober til april.

Kidzania

Kidzania

§ Dubai Mall | dubai.kidzania.com

I Dubai Mall, i Kidzania, kan børnene erobre verden for en dag. I den opbyggede by har børnene mulighed for at lære om voksenlivet, her findes nemlig over 80 forskellige aktiviteter fra voksenverdenen. Det starter med, at børnene ankommer til byens lufthavn med et boardingkort og 50 kidzos (Kidzanias egen valuta). Herefter går de videre ud i byen og udforsker gader og bygninger. Børnene kan prøve flere forskellige erhverv som f.eks. brandmand, læge, politi eller kosmetolog. Ved at arbejde tjener børnene penge og kan endda prøve at skifte karriere. Efter en hård dag på jobbet, kan de forkæle sig selv med en gang shopping, en spa-dag eller vælge mellem mange andre aktiviteter, hvor de kan benytte deres optjente kidzoz.

Nødvendige cookies hjælper med at gøre hjemmesiden brugbar ved at aktivere grundlæggende funktioner såsom sidenavigation og adgang til sikre områder på hjemmesiden. Hjemmesiden kan ikke fungere optimalt uden disse cookies.
Funktionelle cookies gør det muligt at gemme oplysninger om, hvordan hjemmesiden vises eller opfører sig – f.eks. dit valg af sprog eller region. Dette er nødvendigt for at hjemmesiden kan fungere.
Statistiske cookies hjælper os med at forstå, hvordan besøgende interagerer med hjemmesiden ved at indsamle data.
Marketing cookies anvendes for at gemme, hvordan besøgende opfører sig på hjemmesiden. Det gør vi for at kunne vise indhold, som er relevant for den enkelte besøgende og mere værdifuldt for virksomheden og tredjeparts annoncører.