Simon Spies

Simon

Historien om Simon

"Har De lyst til at være sammen med sure og tvære mennesker i Deres ferie, ja, så bør De nok vælge et andet rejsebureau..." Simon Spies 1974

Født den 1. september 1921 i Helsingør, skilsmissebarn og opdraget under hårde kår af Emma Spies. Simon var en dygtig skoleelev, og i fritiden begyndte han tidligt i barndommen sine små forretninger; indkøb/salg af grøntsager, biografpiccolo og under besættelsen blev han vognmand/pedaltramper med en budcykel, hvorfra han solgte sine stimulerende tabletter (der bestod af ren kalk!).

Her lægges grunden til Simons grundprincip om kun at bruge halvdelen af sin fortjeneste og spare den anden halvdel. Med realeksamen, studentereksamen taget på aftenkursus og 2 embedseksamener - cand. polit og cand. psych. - begge taget inden for samme år, var Simon godt rustet til livets udfordringer.

En tilfældighed gjorde Simon til rejseleder. Han var strandet på Mallorca og løbet tør for penge, men skaffede sig måltider ved at lokke gæster ind på en dansk restaurant. Under opholdet forstod han, at der var store muligheder i at udnytte hotellernes ubenyttede vinterpladser, og den 11.11.1956 var den første annonce i Berlingske Tidende - starten på et rejseeventyr var begyndt. I fætterens og dennes kones lejlighed på Gl. Kongevej drev Simon sin forretning. Hun solgte rejserne, og Simon fungerede som rejseleder.

Simon var en mand af folket - en levende reklame for sit rejsebureau. Han forstod at udnytte mediernes tørst for sensationer, og hver gang Simon lavede skandale kunne det mærkes positivt på billetsalget. Han klædte sig i Leopard- og Zobelpels, omgav sig med purunge piger (de såkaldte "morgenbolledamer"), havde en bil til hver dag i ugen, betalte plads til sin stok i det kongelige teater, kom med udtalelser om sit sexliv, og det var intet under, at han kaldte sit rejseselskab for "Cirkus Spies".

Simon Spies var det danske svar på "The American Dream". Spies var drømmen, der blev til virkelighed - drømmen om den lille, fattige dreng, der helt ved egen hjælp og snilde vinder prinsessen og det halve kongerige.