På to hjul i Barcelona

Tip! Guidet cykeltur i Barcelonas smalle gader

En guidet cykeltur i Barcelona kan give dig en fantastisk start på ferien. Det oplevede Rasmus Panduro, da han satte sig op på sadlen og lynhurtigt fik svar på, hvor de gode tapassteder ligger, og hvordan du finder vej til stranden og den bedste shopping. Læs med her og bliv inspireret til din næste rejse til Barcelona.

Rasmus Panduro rejste sammen med gode venner på en weekendtur til Barcelona i september. For Rasmus var cykelturen en helt speciel oplevelse med overblik og indtryk, som gjorde, at den forlængede weekend i Barcelona fik en perfekt start.

Rejser du til Barcelona, bør du absolut prøve en hyggelig guidet cykeltur rundt i den centrale del af byen. Udover at få overblikket over byen får du samtidig en god og interessant guidetur via hjelmens indbyggede højtaler, hvor guiden fortæller om de mange steder, som du passerer. Rasmus Panduro - som arbejder hos Spies i København - tog oplevelsen sammen med gode venner, da de var på weekend i Barcelona.

Stemningen er uformel, da vi møder guiden, og vi står foran udlejningen i en lille smøge i den gamle del af Barcelona. Vi får udleveret en hjelm med en lille højtaler i venstre øre, så vi kan høre guidens anvisninger. Foran os står de røde cykler, som er helt almindelige cykler uden gear, men det er heller ikke nødvendigt på denne hyggelige tur rundt i de smalle gader.

Vi begiver os afsted, og nu giver det mening at have en guide med. For vi kører i meget smalle gader, som snor sig igennem den gamle bydel mod det første stop, som er katedralen. Imens vi kører, hører vi guidens stemme og får løbende informationer om det, som vi passerer. Vi nærmest bare triller afsted, og det tempo passer meget fint, så vi kan nå at fordøje de mange indtryk.

De lokale kigger lidt på os og accepterer, at vi kører på fortovene, og så længe vi viser hensyn, er der plads til alle. Vi hilser med et ”Hola!” og et smil, hvilket får en gammel dame til at stille vasketøjet og smile tilbage.

Efter et kort stop foran katedralen fortsætter vi videre. Vi passerer Zoologisk Have og fortsætter ind i parken, hvor vi gør et kort stop. Vi spørger vores guide om den politiske bevægelse, der ønsker et selvstændigt Catalonien, og han åbner op og fortæller hans version af historien. Det gør stemningen meget mere lokal, og vi lytter spændt. Pludselig opdager vi grinende, at tiden er løbet fra os. Turen er med tapas-stop, så vi kører ind i den gamle by igen og standser ved en rigtig pintxtos-restaurant.

Pintxos pitstop

Pintxtos er små ”hapsere”, oftest på brød med de mest fantasifulde opsætninger. En slags pindemadder, hvor det nærmer sig kunst i kreativ udformning. Her vælger vi hver 3 pintxtos ud af de ca. 20 forskellige, som tilbydes, og alt er en fryd for øjet. Skinkerne hænger i loftet, og der sidder nogle lokale, der spiser tidlig frokost eller måske sen morgenmad.

Nu går turen mod stranden, og vi triller nemt ned igennem den olympiske del af byen og holder pause på en af molerne. Utroligt som bymiljøet skifter fra storby til strandby, og her er heftig aktivitet med joggere, solbadere og strandbarer, som begynder at gøre klar til frokost. Vi vender ryggen mod vandet og ser ind mod byen, mens guiden giver os et godt overblik over både by, strand og de bjerge, som omkranser Barcelona.

Næste stop er ved yacht-havnen, hvor de grotesk store skibe ligger i kæmpe kontrast til det område, som tidligere var kendt som ”fattigmandsområdet”, det såkaldte La Barcelonetta. Ombord på skibene er det uniformerede personale i gang med at vedligeholde skibene, så alt metal skinner. Vi lister måbende forbi og er tilbage i de små smalle gader, hvor vi har sidste stop på en smal tapasbar.

Turen er slut, og vi kører til cykelgaragen, hvor vi siger farvel til guiden. Følelsen af at have overblik over byen er noget af det, som vi taler om, da vi går tilbage mod hotellet. At have set den gamle by, parkerne, den olympiske by, havnen og stranden på bare et par timer, er som at få serveret et katalog af muligheder.

Dilemmaet er nu bare, om vi skal på stranden eller gå på shopping i de små gader, som vi kørte igennem? Denne beslutning kræver en kop kaffe, så vi finder et hyggeligt sted i den gamle by, hvor vi kan sidde og blive enige om næste oplevelse i denne skønne storby.

Nødvendige cookies hjælper med at gøre hjemmesiden brugbar ved at aktivere grundlæggende funktioner såsom sidenavigation og adgang til sikre områder på hjemmesiden. Hjemmesiden kan ikke fungere optimalt uden disse cookies.
Funktionelle cookies gør det muligt at gemme oplysninger om, hvordan hjemmesiden vises eller opfører sig – f.eks. dit valg af sprog eller region. Dette er nødvendigt for at hjemmesiden kan fungere.
Statistiske cookies hjælper os med at forstå, hvordan besøgende interagerer med hjemmesiden ved at indsamle data. Vi indsamler information om, hvordan du interagerer med hjemmesiden, hvor ofte du besøger den, og hvilke sider du får vist. Vi gør dette for at optimere design og brugervenlighed samt styrke hjemmesidens effektivitet. Derudover bruger vi informationen til at give dig personligt indhold og forberede markedsundersøgelser.
Marketing cookies bruges til at følge med i, hvordan besøgende opfører sig på hjemmesiden. Hensigten er, at vi og vores samarbejdspartnere skal kunne vise relevant indhold for den enkelte besøgende. Vi indsamler information om dine interesser, dvs. hvilke sider og annoncer du klikker på, samt hvilke produkter eller tjenester du viser interesse for eller køber (såkaldt “profilering”). For at kunne vise målrettede annoncer og markedsføring arbejder vi med andre virksomheder, som vi deler informationen med.